Søndagsudflugten: Københavnerne har nydt Søerne i 100 år. Men sikring mod skybrud kan ændre Søernes udseende

Københavns Indre Søer er blandt de mest attraktive, rekreative områder i København. For løbende og gående og cyklende og hunde. Men er idyllen nu truet af klimasikring?

Søerne
Søerne udgør et attraktivt rekreativt område i København. Den mere end seks kilometer lange rute rundt om de i alt tre søer er et velegnet sted for mange løbende københavnere. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Noget af det bedste ved Københavns gratis glæder – det er dem, vi alle betaler – er Søerne. Sådan en dag når solen skinner. Der er forår og forelskelse i luften, og det kan vel ikke vare så længe? Og man går der i fred og ro på vej til frokosten og samtykker med Johannes V. Jensen i, »at Livet og Solsystemet gaar glimrende.«

Sammen med Havneløbet og det grønne bælte af parker hører Søerne med til nogle af hovedstadens mest markante herlighedsværdier.

Parkerne som for eksempel Ørstedsparken og Østre Anlæg opstod, efter Københavns volde blev sløjfet fra 1850erne og frem. Havnen er blevet en del af byens rekreative muligheder i takt med, at industriarbejdspladserne de sidste par tiår er forsvundet, områderne er blevet æstetisk opgraderet og forbundet med promenader og broer.

I nogle isvintre fryser Søerne i København til, så man kan stå på skøjter eller blot bruge dem som genvej fra den ene side til den anden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt.

Københavns Indre Søer har en historie, der er næsten lige så gammel som byens. Det var engang store engarealer med græssende køer, der fungerede som en del af forsvaret af København, fordi området kunne oversvømmes. Etapevis er det blevet inddæmmet til søer og vandreservoirer, og helt op til for 60 år siden kom der drikkevand fra Søerne.

Søerne strækker sig fra Vesterbro til Østerbro, passerer Frederiksberg på den ene side og Østerbroborgerskabet på den anden. Søerne er krydset af veje og broer – nemlig Kampmannsgade og Gyldenløvesgade og Dronning Louises Bro og Fredensbro. Men de opleves som et sammenhængende træk i byen. Et meget heldigt, sammenhængende træk.

Ren idyl

Gående, cyklende og løbende forsøger at opnå fredelig sameksistens på stierne, der strækker sig lidt mere end seks kilometer rundt om Søerne. Og når det ind imellem lykkes, er det en fornøjelse at gå langs vandet, se på himlen og kikke på husene langs ruten. Husene er den sædvanlige københavnske blanding af små mesterværker og afdæmpet middelmådighed, der blander sig til et overvejende harmonisk bybillede. Hunde mødes undervejs på stierne, små børn fodrer ænder og svaner, elskende går tæt forbundne, enkelte tørstige sjæle får en forfriskning på en af bænkene, forældre lufter barnevognen og snakker i mobilen, og kultiverede borgere flanerer og betragter denne københavnske herlighed med velvilje. Som alle idyller er også Søerne lejlighedsvis truet. Og i dag er fredninger ikke, hvad de har været.

Sin nuværende form som rekreativt område for københavnerne fik Søerne for henved 100 år siden, da der efter forslag fra byens stadsarkitekt, Poul Holsøe, blev anlagt stensætninger og gangstier ved et par af Søerne, og de er så siden blevet udbygget. Søernes lige kanter og det ensartede præg giver dels en ro og en sammenhæng i oplevelsen. Dels fortæller de om områdets karakter og forhistorie.

Måske er Søerne smukkest om sommeren, når træerne er sprunget ud, og alting er grønt. Partiet er fra Sankt Jørgens Sø, der nu muligvis skal ændres – lavere vandstand og udbyggede parkarealer – som et led i klimasikringen af byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Idyllen truet?

Måske får Søerne en ny funktion som trofaste hjælpere til københavnerne?

Det er tanken med Københavns kommunes skybrudsplan, der i hvert fald for nogle af ideernes vedkommende vil kunne komme til at gå voldsomt ud over Sankt Jørgens Sø og den del af stisystemet, der hedder Svineryggen.

Projektet er endnu på tegnebordet. Men en af planerne går ud på at sænke vandet i Sankt Jørgens Sø, der med sine op til fem meter vand er den dybeste og derfor mest velegnet til at fungere som forsinkelsesbassiner, som det hedder.

Taget i betragtning, hvad nogle mennesker – de kommer nok udenbys fra – smider i Søerne, virker det ikke som en charmerende løsning. Men det er vand i kældrene heller ikke, og i øvrigt er det en erkendelse i dansk landskabsarkitektur i disse år, at klimakortet trumfer alle de andre. Der kommer nok en 100-års-hændelse lige om lidt.

Mere tillokkende forekommer det heller ikke, at der i den forbindelse er planer om at fravige Søernes præcise geometri og anlægge deciderede parkområder langs stierne. Vældig praktiske at have til disposition, når man har masser af overskudsvand, og grønne områder kan byen vel ikke få for mange af.

Men altså et greb, der unægteligt kommer til at forstyrre den omtalte geometri, som i generationer både har fastholdt Søernes historiske og praktiske betydning og deres årelange status som noget af det bedste ved hovedstadens rekreative kvaliteter.