Seks stjerner: Fremragende fotobog fremmaner helvede på jord

Mesterfotografen Sebastiao Salgado har med flere års forsinkelse udgivet sin dystre bog om dengang, da titusinder af mennesker gravede i jorden i et stort krater i Brasilien for at finde ud af, om der var mere guld i området. Det er et rystende vidnesbyrd om menneskelig fornedrelse og kamp for overlevelse.

Det store brasilianske guldeventyr lignede begyndelsen til en massegrav. Dødeligheden steg da også i området, mens det stod på. Mellem 70 og 80 drab om måneden forblev uopklarede. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen

Velkommen til helvede!

Eller i hvert fald noget, der ligner en version af helvede: Jagten på guld i en nu lukket, åben mine, Serra Pelada i Brasilien. Fastholdt i erindringen for eftertiden af fotografen Sebastiao Salgado i bogen »Gold«, der er både fremragende og foruroligende.

Med åben mine menes, at den i modsætning til gange under jorden er én stor udgravning, 200 meter bred, hvor titusinder af mennesker higer og søger i et gigantisk krater og halvnøgne graver i undergrunden og bærer jorden væk ad spinkle træstiger og undertiden bliver dræbt af jordskred. Nogle af dem, altså, men ikke nok til at skræmme resten væk.

Op imod 50.000 mennesker strømmede til Serra Pelada fra slutningen af 1970erne til midten af 1980erne for at søge lykken som guldgravere. Måske havde de forskellig hudfarve, da de ankom, men efterhånden fik de den samme. Salgado havde været forment adgang til udgravningen, men i 1986 gav det brasilianske militær endelig tilladelse, og nu, mange år efter, er den lange billedserie udgivet som bogværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Alle er de på jagt efter det guld, der menes at ligge i jorden. For at få opfyldt en drøm om at blive rig, rig, rig og flyve langt, langt væk fra disse menneskeligt fornedrende forhold.

For i det mindste at holde en vis orden på de kaotiske forhold under guldfeberen overtager militæret på et tidspunkt ansvaret for sikkerheden ved udgravningen og forbyder alkohol og kvinder. Det er godt nyt for sexindustrien i den nærmeste by. Tusinder af kvinder slår sig ned for at tilbyde tjenesteydelser i bytte for guld.

Efter lukningen af minen var området stærkt forurenet. Fisk er sundt, hedder det. Ikke der. Forekomsten af kviksølv er alt for høj.

Guldgravernes liv og arbejde har Sebastiao Salgado skildret med sine nærmest uoverskuelige billeder af en hierarkisk opbygget myretue af arbejdende mennesker. Tilsølede og beskidte. Salgado arbejder i det 20. århundredes store fotojournalistiske eller dokumentariske tradition. Han bruger et rigtigt kamera, og han tager billeder i sort/hvid. Han placerer sig i forlængelse af fotografiets mestre, folk som Robert Capa og Henri Cartier-Bresson og andre, der sluttede sig sammen i fotobureauet Magnum, som Salgado da også tidligere har været medlem af.

Helvede i El Dorado

Arbejdet har altid været et centralt motiv for Salgado. Ikke jobbet, der bringer fylde og glæde i tilværelsen. Men arbejdet som uomgængeligt for overhovedet at overleve. Det beskidte arbejde. Det hårde slid. Side efter side ser man i bogen disse mange, mange mennesker, der klatrer på stiger, slæber jord væk og selv bliver så snavsede, at de er ved at glide i et med sølet.

Associationer til Bosch og Breugel og andre, der har forsøgt at skildre helvede på jord – i nyere tid blandt andre de britiske Chapman-brødre, der har skabt omfangsrige vitrineskabe, hvor små legetøjsfigurer myrder hinanden i hobetal – er nærliggende, og billeder af koncentrationslejre trænger sig også frem i bevidstheden.

Også selv om menneskene i mudderet er her frivilligt. For så vidt. De er ganske enkelt fattige, og de håber, at fund af guld er vejen ud af elendigheden. Eller blot en plads op ad pyramiden. Nogle af dem, der faktisk finder guld, bruger pengene på at købe et jordlod, så de kan lade andre arbejde for sig. Så helt op af muddergrøften kommer de alligevel ikke.

Attentatet på Reagan

Startskuddet for Sebastiao Salgados karriere kommer, da han i 1981 ved et tilfælde overværer attentatet på USAs præsident, Ronald Reagan, og er kvik nok til at knipse et billede.

Egentlig er Salgado (født 1944 i Brasilien) uddannet økonom og arbejder som sådan i London i 1970erne for en sammenslutning af kaffeproducenter. Under en forretningsrejse har han sin kones Nikon med og opdager, hvor meget større glæde arbejdet med at tage billeder giver ham i forhold til arbejdet med at udarbejde økonomiske rapporter. En stor karriere tager sin begyndelse.

Ud over billedserier om, hvor smuk jordkloden sine steder er, og hvor storslået den uberørte natur kan være, som i serien »Genesis«, har det fysisk hårde arbejde været hans altdominerende motiv. Fra tinminerne i Sydamerika til rismarkerne i Orienten, fra den nu for længst færdigbyggede tunnel under Den Engelske Kanal til den forsmag på helvede, der hed de brændende oliekilder i Kuwait, dengang i 1991, da de irakiske styrker trak sig ud. I kaffeplantagerne, ved samlebåndene og i støberihallerne. Salgado fotograferede arbejde og samlede sine lange billedserier til rejsende udstillinger.

Guldeventyret i Serra Peladar tog sin begyndelse i slutningen af 1970erne, da der blev fundet klumper af det kostbare metal i jorden og floden. Rygterne fik guldjægere fra alle verdenshjørner til at strømme til området. Foto fra bogen Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Spørgsmål om moral

Og moralen? Under arbejdet med guldgraverne i den gigantiske mudderpøl blev Salgado først mødt med modvilje, men sympatien skiftede, da politiet chikanerede ham, fordi det troede, han var gringo, en amerikaner. En kombination af det brasilianske statsborgerskab og Salgados konflikt med myndighederne betød, at han derefter kom ind på livet af dem.

Da Salgado gennem seks år arbejder på sin store udstilling »Workers«, bor og spiser han periodevis sammen med de mennesker, han skildrer i sine billeder. Bagefter kan Salgado blot rejse videre, overnatte  på et hotel og tage et langt, langt bad, smide det beskidte tøj væk og tage noget nyt og rent på. Til og med tjener han nydeligt på sine fotografier, der sælges til meget høje priser.

 

Udnytter han så ikke de mennesker, der må blive tilbage i sølet? Jo, men først og fremmest har det været Salgados mål at skildre virkeligheden, så beskidt som den nu er. Enhver kameravinkel er et spørgsmål om moral. Salgado har valgt side. Hvilket ikke betyder, at han skal drage den konsekvens at smide sine kameraer og sine guldkort væk og dele vilkår med de mennesker, han fortæller om med fotografier, der er med til at sikre, at verden ikke kan glemme.

Også i den store udgravning er forholdet mellem mennesker hierarkisk. Nogle graver i jorden. Andre bærer affaldet væk. Andre igen holder opsyn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra bogen.

Som den danske fotograf Jacob Riis, af præsident Roosevelt kaldt den »ideelle amerikaner«, skildrer, hvordan den anden halvdel boede i New Yorks slum, viser Salgado, hvordan beboerne i det underste land – dem i den absolutte bund af det globale samfund – lever.

Han viser det hårde slid, det farlige arbejde og her og der også den stolthed, der kan være forbundet med at være Jordens salt og udgøre det beskidte arbejde, fordi arbejde ikke blot giver løn og mulighed for overhovedet at overleve. Det giver også identitet og bevidsthed om, at man gjorde, hvad man kunne.

Gold

Fotografier og forord: Sebastiao Salgado. Sider: 210. Vejledende pris: 50 pund. Forlag: Taschen Verlag.

Sebastiao Selgados bog er udgivet af Taschen Verlag med et forord af mesterfotografen selv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto.