Sådan blev »Haven i Hune« til: »Her var jo ikke andet end sand – og blæst«

Arkitekten Claus Bonderup har både været travl arkitekt, populær designer og ambitiøs professor. I dag lever han i og for sin have i Hune – en oase ved den jyske vestkyst.

I 70erne mødte arkitekten Claus Bonderup livstykket Anne Just. De kendte hinanden på afstand i mange år, men fra 1991 blev de et gift par – og samme år gik de i gang med at skabe »Haven i Hune«. Anne Just døde af cancer i 2009, og siden har Claus Bonderup passet haven, som han her fortæller historien om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent Rej

I 1980erne var Claus Bonderup dansk arkitekturs lysende unge håb. Han vandt store, internationale konkurrencer, han designede lamper og ure, der blev udstillet på MOMA i New York, hans eget hus blev præsenteret i alle de førende arkitekturtidsskrifter, og hans drengede smil dukkede i det hele taget op, hver gang Danmark skulle præsentere det nyeste, hotteste og bedste indenfor arkitekturens verden.

Men Bonderup forlod gradvist rampelyset i løbet af 1990erne både for at undervise på arkitektskolerne i Aarhus og København og fra 1997 for at fungere som professor ved arkitektuddannelsen i Aalborg.

Men primært for at hellige sig arbejdet med »Haven i Hune«. En oase af frodighed, som han skabte sammen med sin hustru, Anne Just. De blev gift i 1991, samme år købte de grunden i Hune og gik i gang med noget, der ved første øjekast lignede en helt igennem halsløs gerning.

»Her var jo ikke andet end sand – og blæst,« siger Bonderup, men de gik i gang alligevel.

Med inspiration fra de arabiske haver, der også fungerer som en slags spejlinger af paradis i meget golde omgivelser, lykkedes det gradvist parret at skabe haven, der hver sommer besøges af mange mennesker fra ind- og udland.

I 70erne mødte arkitekten Claus Bonderup livstykket Anne Just. De kendte hinanden på afstand i mange år, men fra 1991 blev de et gift par – og samme år gik de i gang med at skabe »Haven i Hune«. Anne Just døde af cancer i 2009, og siden har Claus Bonderup passet haven, som han her fortæller historien om. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bent Rej.

»Jeg har altid vidst, at jeg ville være arkitekt,« fortæller Claus Bonderup.

»Jeg kom her ud til kysten som dreng for at besøge min farfar. Dengang var der altid sandslot-konkurrencer på stranden. Og dem vandt jeg som regel,« siger han med det smil, der stadig er hans kendetegn.

Fra København til Rio

Han kom ind på arkitektskolen i København, tog afgang fra Henning Larsens afdeling i 1969 og blev ansat på dennes tegnestue straks efter. Ad omveje og ved Larsens mellemkomst fik han et job i Rio de Janeiro, hvor han arbejdede for den legendariske Sergio Bernardes – en arkitekt, der på det tidspunkt var lige så kendt som Oscar Niemeyer.

Han sad på Bernardes’ tegnestue yderst på en pynt på Ipanemastranden med vandet skyllende ind over sine fødder og arbejdede blandt andet på Bernardes’ store projekt med et kuppeloverdækket hotel i Manaus midt inde i amazonas.

»Jeg havde ikke ret mange penge,« fortæller Claus Bonderup, »så efter nogen tid gik jeg ind på Dr. Sergios kontor for at tale med ham om løn. Bernardes havde det også dårligt med at tale om penge, men efter lidt venten tog han sig sammen: »OK,« spurgte han. »Hvor meget kan du betale?« Det viste sig, at de andre unge på kontoret betalte for at få lov til at arbejde på tegnestuen.«

Heldigvis havde Bonderup allerede i studietiden designet en lampe, der var kommet i produktion – og som stadig produceres – så med de små royaltybeløb overlevede han året i Rio.

Da han kom tilbage til København, faldt han ind i miljøet omkring blandt andet Palæ Bar, hvor hovedstadens mest kreative mennesker havde faste pladser i de år. Han gik – tilsyneladende uden at anstrenge sig – fra succes til succes. Fik job i Schweiz, arbejdede for verdensbanken i Yemen, vandt konkurrencen om masterplanen for Høje Taastrup og senere om den nye hovedbanegård, som man kaldte stationen dér i de år.

En post-moderne tid

Midt i 1980erne blev Claus Bonderup mod sin vilje omfavnet af den internationale arkitekturbevægelse, man kaldte Postmodernismen. Selv har han altid bare betragtet sig som en klassisk arkitekt. En, der er interesseret i den rene geometri og de smukke proportioner: Det gyldne snit, symmetrien, de klare volumener – som C.F. Hansen og Palladio.

Han har egentlig bare altid været på jagt efter det perfekte rum, fortæller han.

»Jeg troede altid, jeg kunne finde det i geometrien. Så jeg tegnede klassiske geometriske former for at finde mit rum. Rene, hvide volumener. Fra studietiden har jeg ført dagbog over mine rumoplevelser.«

Og sådan er det. Når Claus Bonderup kommer ind i et nyt rum, skridter han det af, vurderer højden, registrerer sine følelser og skriver det hele ned i et forsøg på at finde – til sidst – det perfekte rum.

Det klassicistiske andehus har været publiceret i en række arkitekturtidsskrifter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Glarbo.

Han var med på det danske fremstød i New York i 1982, han etablerede tegnestue med Torsten Thorup, designede ure for Georg Jensen, havde kontor i Milano – og gik altid kun i hvidt tøj. Hvidt tøj til den hvide arkitekt i de hvide rum.

Hans design blev indlemmet i MOMAs permanente udstilling, og hans eget hus, »Øjne i Natten«, i klitterne ved Vesterhavet blev publiceret i ethvert arkitekturtidsskrift verden over. Et andet projekt, der rakte ud i natten, var hans spektakulære vinderprojekt til konkurrencen om et arktisk center i Finland.

Nye tider

Da 1980erne blev til 1990erne, skiftede verdensarkitekturen gear. Den klassisk orienterede formgivning, der havde domineret 80erne blev glemt på en weekend, og gradvist svandt opgaverne til Claus Bonderup ind. Han arbejdede meget i udlandet i de år, men i Danmark var der ikke længere så meget at lave.

Claus Bonderup

»Nutidens arkitektur er meget fantasifuld. Men det er som om, de unge mennesker glemmer at følge ordentligt op, når det kommer til udførelsen og til sammenhængen med omgivelserne.«


Heldigvis for Claus Bonderup førte vejen væk fra et liv på forsiden af arkitekturbladene ind i et lykkeligt privatliv. Allerede i 70erne havde Bonderup mødt iværksætteren og livstykket Anne Just, der på det tidspunkt drev restaurant Brix’ Gaard i Aalborg, som Bonderup indrettede. De to kendte hinanden på afstand i mange år, men fra 1991 blev de et gift par – og samme år gik de som nævnt i gang med at skabe »Haven i Hune«.

Anne Just døde af cancer i 2009, og siden har Claus Bonderup passet haven og forfulgt forskellige projekter indenfor design: Møbler, lamper og enkelte byggeopgaver.

I spisestuen er der både giraf, lysekrone og højt til loftet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torben Glarbo.

Nutidens unge

I en årrække fra midten af 1990erne var Claus Bonderup professor ved arkitektuddannelsen på Aalborg Universitet. Han prøvede her at præge fremtidens arkitekter med den klassiske formgivning og det håndværk, han altid selv har dyrket.

»Men efterhånden blev det mere og mere ingeniørdomineret,« siger han med et hørbart suk.

»Jeg sagde altid til de studerende, at de blev nødt til at lære at tegne i hånden. Det er sådan, man forstår sine omgivelser,« forklarer Bonderup, som stadig – på afstand – følger nutidens arkitektur:

»Jeg synes, at nutidens arkitektur er meget fantasifuld. Men det er som om, de unge mennesker glemmer at følge ordentligt op, når det kommer til udførelsen og til sammenhængen med omgivelserne.«

Dorte Mandrups seneste projekter er han dog meget begejstret for.

»Hun er dygtig,« siger han med professoralt eftertryk.

Haven i Hune

Claus Bonderup bor i dag alene i det hus, han selv tegnede på kanten af haven i Hune i 1997. Ambitionerne med huset var fra begyndelsen, at det skulle være et hus, der skulle se ud, som om det havde ligget i haven altid. Og det gør det.

Han leder ikke længere efter det perfekte rum. Huset i Hune er smukt proportioneret og vidunderligt fuldt af uendelige mængder af udstoppede dyr og andre interessante ting – befriende langt fra idealismens tomme hvide æske. Måske han kom til den erkendelse, at det perfekte rum, er det rum, man deler.