Pernille Rosendahl: »1. januar bør man gå gennem København og se byen, når den har fået tæsk«

Mit København: Sangerinde Pernille Rosendahl har boet over alt i København, men er fortsat nyforelsket i byen - også selvom hun savner plads til skæve liv og særheder, der ikke er blevet hipsterficerede.

1
»Jeg har ikke ét sted, hvor jeg går hen; jeg har bare én vin, som jeg følger. Jeg har fundet den hos Husted vin i Kødbyen, hvor jeg er stamkunde. Det er en hvidvin fra Californien, en Chardonnay der hedder Buttery Blanc. De steder, der fører den vin, er dem, jeg besøger. Den afgør, hvor jeg skåler,« siger Pernille Rosendahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard

Sangerinde Pernille Rosendahl er født og opvokset  i Aalborg, men København er hendes egentlige hjem. Hun forelskede sig i byens kompleksitet og kantede skønhed, da hun flyttede til Absalonsgade på Vesterbro som 17-årig. Hun har siden afsøgt samtlige af byens afkroge fra en husvogn i Sydhavnen til den mondæne Frederiksberg Allé. I dag har hun tilhørsforhold til alle byens miljøer, men hun vil helst ende og begynde året i sin lejlighed med god mad, sin søn og de venner, der også er blevet til familie.

Hvad er det særlige ved København?

»At der altid har været plads til de regelrette og de grænsesøgende, de skæve eksistenser og de indlysende talenter. Jeg har altid følt mig godt tilpas i mødet med mennesker, og netop i København kan du i et afgrænset rum møde stor mangfoldighed. Jeg kom til København i starten 90erne. Der var København ikke moderniseret, og du følte ikke den der optimerede nerve, som byen har i dag. Jeg begræder ikke forskellen mellem dengang og nu. Jeg elsker udvikling og vores drift mod at få det bedre. Men det kan give et vist stik i hjertet, når vi udrydder åndehullerne - altså et sted som Papirøen. Det er vigtigt med oaser. Vi må ikke kun bygge nyt hele tiden, bare fordi der er boligmangel. Det sære skal bevares.«

Hvor finder du særhederne nu?

»Ganske få steder. Det sære er formaliseret og hipsterramt. Og det er også okay. Men jeg er nostalgisk og kan godt savne det tabte. Det, der fik mig til at føle mig som en del af København i sin tid, er hastigt forsvindende.«

Hvad får dig til at elske byen til trods for, at den ikke ligner din ungdomskæreste mere?

»Det er her, jeg har lagt min hat. Jeg kender byen så godt. Den er min baglomme. Det er florlet for mig at bevæge mig rundt i byen. Jeg kender hver en ensretning og hvert et stoplys. Jeg navigerer nemt i alle gader, og de fleste af  mine venner bor her også. Madscenen er der, hvor du virkeligt kan spotte den positive udvikling og den der sans for det bevaringsværdige. Selvom alt er helt byfornyet vælger Noma, verdens mest blærede restaurant, at bygge side om side med Fristaden Christiania. Det er så symbolsk. Det er en by, der stadig er åben for tendenser. Lys imod mørke. Stilhed overfor larm. Mit forhold til byen er en livslang forelskelse, hvor jeg hele tiden opdager nye ting ved min elskede.«

Hvor i København har du boet?

»I hele byen. Fra Vesterbro til Lorteranden i Sydhavnen i en husvogn side om side med min veninde, Tine, da jeg var 21. Vi havde ikke noget vand, men vi havde det virkelig hyggeligt. Og så har jeg boet i  Dronningens Tværgade, på Nørrebro, Østerbro, Hellerup og Frederiksberg. Og lige nu et sted på kanten mellem to bydele. Jeg elsker at bo lige her. Det taler jeg faktisk meget med min søn, Tristan på 12, om. Han går i skole i Hellerup, hvor han boede, da han var lille, men han har altid bare sagt: »Jeg elsker at bo her, hvor vi bor.«  Både han og jeg er født med en sigøjnernerve. Der, hvor vi stiller vores ting, det er vores hjem.«

Pernille Rosendahl

»Jeg har tilgivet alle steder i København. Man skal arbejde på tilgivelse hele livet. Noget af det eneste, der holder os tilbage fra udvikling, er når vi modsætter os tilgivelsen.«


Hvor i København finder du mest ro?

»Amager Fælled. Der elsker jeg at gå tur alene. Hele området ude ved Søndre Strandvej er et uspoleret naturområde.«

Hvad kan irritere dig ved byen?

»Jeg kunne godt have tænkt  mig en skarpere oprindelig byplanlægning omkring Kalvebod Brygge. Det er altså nogle ærgerlige bygninger, der ligger der. Broerne fungerer til gengæld godt. Det skaber en helt ny puls på tværs af fastland og ikke fastland. Men jeg er i udgangspunktet ikke sur på byen. Jeg er mere engageret nysgerrig på ændringerne. Nordhavn er jo et glimrende eksempel på en frugtbar udvikling, hvor man har formået at gøre de nye tiltag interaktive med områdets eksisterende kvaliteter. Særligt vandet. Vand gør noget ved sindelaget. Det er de helt håndgribelige naturkræfter, vi kommer i kontakt med, når vi har vandet tæt på. Og det gør noget ved byboere. Vi bliver mere reflekterede. Jeg har selv tilbragt alle mine somre ved Vesterhavet, så det ligger helt dybt nede i mig: Jeg skal have vand omkring for at være i vater.«

Hvor i København har du grinet mest?

»Hjemme i Yvonne Konés (designer og københavner, red.) lejlighed. Uden tvivl. Hun er et meget særegent menneske, og jeg har fundet et nært åndsfælleskab med hende. Jeg kalder hende min kone. Hun er min tilvalgte familie.«

Har du et sted i København, hvor du aldrig går hen, fordi stedet knytter sig til en smertefuld erindring?

»Nej. Det har jeg i andre byer, men jeg har tilgivet alle steder i København. Man skal arbejde på tilgivelse hele livet. Noget af det eneste, der holder os tilbage fra udvikling, er, når vi modsætter os tilgivelsen. Det er noget, du skal lære, for det falder os ikke nødvendigvis naturligt. Jeg øver mig meget i at sig »pyt«, lade ting fare og tilgive. Det er en frisættende øvelse.«

Hvor skåler man så på tilgivelsen og forsoner sig med hinanden?

»Jeg har ikke ét sted, hvor jeg går hen; jeg har bare én vin, som jeg følger. Jeg har fundet den hos Husted vin i Kødbyen, hvor jeg er stamkunde. Det er en hvidvin fra Californien, en Chardonnay der hedder Buttery Blanc. De steder, der fører den vin, er dem, jeg besøger. Den afgør, hvor jeg skåler.«

Hvor skal du øve dig i tilgivelse og udvikle dig i 2019?

»De sidste tre år har jeg arbejdet indædt på at skabe nye koncertformer. Museumskoncerter, kirkekoncerter. Koncerter for ekstremt få mennesker og gerne på sære steder. Der er i denne tid hårdt brug for et rum, hvor vi kan mødes på tværs af politiske overbevisninger, alder, køn, etnicitet, tro og hudfarve. Et frit rum, hvor vi kan være fælles på trods af vores forskelligheder. Jeg tror benhårdt på, at når vi møder hinanden ude i virkligheden, har vi meget nemmere ved at rumme og lære af hinandens forskelligheder. Her kan kunsten være en hjælper og ikke mindst koncertrummet. Det er min drøm at skabe det rum.«

Skal du holde nytår i Københavns favn?

»Ja da, jeg skal holde den med venner i byen. Og vi skal ære børnenes aften og skabe plads til de voksne også. Det bliver »Italiano nytår« med mad og børn over det hele.«

Hvordan bør man tage hul på 1. januar i København?

»Gå en tur gennem byen og se den, når den har fået tæsk. Normalt er det en nydelig og ren by, så det er morsomt at betragte den, når den har fået en over nakken. Byen viser nye facetter, når den har tømmermænd. Gå en tur rundt om søerne og gå så hjem igen. Jeg slipper familiemonsteret løs og går i kødet på rester og popcorn foran mit nye kæmpe fjernsyn. Der flader jeg ud, inden jeg tager det nye års ansvar på mig.«