Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Hvorfor skulle huset forandres?
»Vi boede pænt og som mange andre traditionelt dansk med møbelklassikere og overvejende hvide vægge. Da vores to ældste børn var flyttet, havde vi lyst til, at der skulle ske noget nyt. Vi ville blive boende og give huset en ordentlig tur. Vi havde jo fået nogle værelser til overs og satsede på en egoistbolig med kontor, vinrum og gæsteværelse.«
Hvad ændrede planerne?
»Et vennepar havde i forbindelse med en flytning fået indretningshjælp. Det resultat var vi vildt imponerede over og tænkte, at det ville vi også. Den erfaring ændrede vores syn på boligindretning. Vi lagde os fladt ned og var åbne over for alle ideer, som vi valgte og vragede imellem efter at have fået fremlagt en plan med en masse elementer i noget for os nyt og modigt. Især var tapeter og tekstiler nyt land for os.«
Sagde I ja tak til det hele?
»Vi afslog flere møbelindkøb, vi fandt for specielle, og holdt fast i at bevare nogle af især de møbelklassikere, vi havde boet med gennem en årrække. Jeg synes, det er vigtigt, når man søger hjælp til indretning og en rød tråd gennem sin bolig, at man holder fast ved sig selv. Det var nyttigt at blive skubbet til for at få os til at sprælle mere og ikke bare køre videre i det gamle. Og vi er faktisk villige til at prøve grænser af. Men det er vigtigt at diskutere oplægget og sige nej, hvis man ikke tror på at kunne leve med resultatet. Det har været lærerigt med en sparringspartner, som har flyttet os en hel del i forhold til, hvordan vi hidtil har set os selv og vores hjem.«
Hvad var mest overraskende?
»At læder kan give et rum en hel masse som beklædning på skabe og borde. At meget mere af farvepaletten med fordel kan komme i spil. Og at der findes så mange spændende tapeter, vi slet ikke kendte.«
Hvordan blev huset forbedret?
»Det fik mere hygge, stil, kvalitet og sammenhæng. Der var en god følelse i huset, som man glædede sig til at komme hjem i. Og frem for alt fik det ellers ret neutrale hus kant og blev mindre forudsigeligt.«
Hvorfor blev I så ikke boende?
»Da alle tre børn var fløjet fra reden, erkendte vi, at vi gerne ville flytte til en større by. Da vi fik nys om et hus til salg i et attraktivt kvarter i Roskilde, slog vi til. Der var en lang overtagelse, så vi havde ikke travlt med at få det gamle solgt.«
Har I fået indretningshjælp igen?
»Ja, vi har taget møblerne med til den patriciervilla, vi bor i nu, og har fået hjælp til tapeter og indretning igen. Det er et givtigt samarbejde, som inspirerer og giver ideer, man ikke selv har, selv om man interesserer sig for bolig og design. Jeg nyder at arbejde med fagpersoner og har også haft havearkitekt hele tre gange. Men man skal selvfølgelig ikke glemme sig selv, men sige fra over for ideer, man ikke kan stå inde for. Det er jo os, som skal bo i huset.«