Oehlenschlægersgade

Oehlenschlægergade by night Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen

Maur

Foto: Benita Marcussen.

Kunderne spærrer øjnene op, når de træder ned i butikken Maur, hvor blikket møder et hav af lækre designermøbler og -lamper, der fylder det rå lokale. Selvom gulvet er af beton, er stemningen hjemlig takket være de mange lampers behagelige lys og de farverige møblers opstilling i små arrangementer. Indretningen gør det lettere at forestille sig, hvordan stole, borde og skabe vil tage sig ud derhjemme.

Maur der har eksisteret i fire år er ejet af kæresteparret Jan Due og Tanja Oppermann, der begge er arkitekter. I begyndelsen var det en fælles forkærlighed for brugte ting, der fik dem i butikstanker. Siden har også nye varer taget plads i lokalet, og det er planen, at sortimentet skal suppleres med egne designs, når tiden bliver til det.

Mania

Foto: Benita Marcussen.

Den 34-årige designer Maria Pajusalo har altid gerne villet have sin egen butik. Men det gik meget impulsivt for sig, da hun for 9 år siden åbnede Mania. Hun så en annonce for lokalet om søndagen og torsdagen efter åbnede hun en butik. Hun startede med at fylde butikken med kreationer lavet af bekendte fra designskolen. Da hun havde tjent 10.000 kr. tog hun til Paris og købte ind.

I dag er 75 procent af tøjet i den lille, hyggelige butik fra Maria Pajusalos eget mærke, der lyder samme navn som forretningen: Mania. De rå murstensvægge indrammer derudover et udvalg af støvler og smykker, som er særligt udvalgt til kunderne på Vesterbro, der efter Maria Pajusalos mening er et specielt publikum, som går efter spændende design, der skiller sig ud.

Oehl

Oehl vindue Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen.

Nikolaj Moesgaard og Katrine Heje, som står bag tøjmærkerne Missekat og Opulent, har slået pjalterne sammen i den nyligt åbnede butik Oehl, hvor man finder deres helt specielle undertøj og streetwear til henholdsvis mænd og kvinder. Desuden har Nikolaj Moesgaard og Katrine Heje plukket interessante ting ud rundt i Europa, og fyldt rummet med en skønsom og moderne blanding af tøj, undertøj, bøger og plakater.

De to designere laver deres eget tøj i baglokalet, hvor tre symaskiner er linet op, og en farvestrålende bunke af stofruller ligger stablet. Her forsøger de at ramme en balance mellem det skæve og det modne, og udefra set passer netop de kendetegn glimrende, hvis man skal beskrive gaden uden for det store vinduesparti: Skæv og moden.

Velorbis

Foto: Benita Marcussen.

Massivt mahognigulv og betagende smukke cykler får Velorbis' showroom til at ose af eksklusivitet. Bag Velorbis står et team af dedikerede cykelentusiaster, som designer deres cykler ud fra et ønske om at kombinere kvalitet, komfort og lækkert design. Cyklerne bliver produceret i Tyskland, og når cyklerne lander i Danmark bliver de solgt til cykelhandlere og virksomheder. Cykelentusiasternes kælderlokale på Oehlenschlægersgade er ikke en egentlig butik, men et showroom. Hvis man vil købe cyklerne, må man videre til en af de 11 butikker i Danmark, der sælger dem.

En af Velorbis' største successer er en ny udgave af den klassiske Long-John cykel, fortæller partner i Velorbis, Kenneth Bødiker, som har viet sit liv til cykler og er nærmest lykkelig over at have åbnet sit såkaldte showroom på lige netop Oehlenschlægersgade, som han spår en stor fremtid: "Det er en rigtig fed og trendy gade at have en forretning i. Og så er der sindssygt mange, der pendler igennem på cykel. Gaden er ikke for pæn, men det behøver den heller ikke være, for den har københavnercharme. Rå på en charmerende måde."

Snygg Designstudio

Snygg Designstudio Fold sammen
Læs mere
Foto: M. Elisabeth Sørensen.

Et af de sidste skud på stammen af funky designbutikker i Oehlenschlægergade er Snygg Designstudio, der er som en slikbutik for kvinder med en forkærlighed for tøj og accessories, der glimter og stritter

Vicki Zoé Ziska, som ejer butikken og står bag mærket Snygg, har specialiseret sig i at lave luxuriøse smykker af skind. Det startede, fordi hun havde lyst til at lave noget, som ikke var set før. Det blev til blomsterinspirerede unika smykker, der er på en gang er superelegante og har københavnsk kant. Hendes samarbejdspartner Maxjenny Forslunds laver tøj og sko, der kombinerer smukke linjer og eksklusive materialer med frækt design og sprælske farver. Hendes kreationer er blevet vist ved store shows i Berlin og sælges bl.a. i USA, Frankrig og Japan. Også selveste Madonna har haft bud efter hende!

Le Montmartre

Le Montmartre Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen, Scanpix.

Franske David Piffre elsker kager. Men han kan bedst lide kager uden marcipan og flødeskum, og derfor har han savnet franske kager i de 9 år, han har boet i København. Det er også grunden til at han for nogle måneder siden åbnede sit eget konditori, der ligger i den ende af gaden, som i forvejen dufter lidt af Frankrig, fordi den grænser op til Københavns "lille Paris" omkring Værnedamsvej.

Man føler sig velkommen i det lyst indrettede konditori, når David Piffre serverer bitre, velduftende ekspressoer i blåt stel til at komplementere konditorkager som superbe mango-kager, vanille fragilite, kokos-, ananas- og skovbærmousse samt kaffe- og abrikosmousse. Gæsterne kan allerede lade deres søde tænder løbe i vand ved glasmontrene ved disken, hvor de delikate frembringelser er til skue.

Det lille Øresund

det lille øresund bodega Fold sammen
Læs mere
Foto: Benita Marcussen.

Det sker en sjælden gang, at man træder ind af døren på et værtshus, hvor det føles omtrent som at vade ind i dagligstuen hos en letlevende og hjertevarm familie. Sådan er det på Det Lille Øresund, der er et levn fra tiden, før Oehlenschlægergade blev trendy. Her kommer stamkunderne og nyder pilsnerøl til 14 kr. eller guldbajere til 18 kr. Priserne er slået op på en tavle, der ikke ser ud til at være rørt de sidste 20 år.

Væggene er beklædt med brune redwood-plader, der med tiden har fået et gulligt skær, men det er nu ikke det samme som, at der virker nusset og beskidt på »Det Lille Øresund«. Slet ikke. Her bliver derimod hygget om gæsterne med blå- og hvidternede duge på bordene, levende lys og urtepotter. Stamgæsterne hænger ud i baren hvor stort og småt bliver vendt. Sådan har det været i snart 23 år, og sådan bliver det nok ved med at være.

Kulby

I 2006 fik gaden et nyt, ungt og moderne værtshus, hvor øllet flyder fra hanerne hver torsdag, fredag og lørdag. Ejerne er søskendeparret Bolette og Mads, som ved siden af at drive Kulby læser henholdsvis journalistik og historie på universitetet.

Stedet er opkaldt efter Bolette og Mads' hjemby på Vestsjællland. Indretningen er enkel og stilig, men stemningen er stadig afslappet og lokal. Stamgæsterne har åbne arme, er mellem 20-35 år og bor på Vesterbro. Efter midnat fyldes baren så godt som altid op, og det kan være svært at finde en stol, men det ser nu sjældent ud til at bekymre de københavnere, der er taget ud for at drikke en øl uden at købe sig fattige.