Nyt hus i indre by: Fem stjerner til en sprød hybrid

Praksis Arkitekter fra Svendborg har virkeliggjort minefeltets hvide elefant: Den tomme grund på hjørnet af Ny Østergade og Store Regnegade har fået en bygning, der er meget bedre end det pap, den ligner.

Husets hovedfacade er den konkave indskæring lige på hjørnet af Store Regnegade og Ny Østergade. Grebet markerer sig elegant i sig selv, men fungerer også som hængsel for de to forskellige facader på de to forskellige gader. Mathias Svold

I 1980erne var København en rodet, beskidt og skramlet by. Silken var slidt, som man siger, men det gjorde ikke noget i 1980erne. Tværtimod. Vi, der var unge dengang, elskede den sønderskudte banegård lige så meget, som vi elskede den Tom Kristensen, der digtede om den i 1920.

»Tilegnet alt, der har stået for længe i regnen«, hedder det i et tidligt 1990er-digt af Søren Ulrik Thomsen – og sådan var det: Vi elskede alt det rustne, alt det halvvejs forvitrede, alle minderne og alle drømmene om en anden tid.