Nu kan du gå på vandet: »Jesus-sko« sælges for 27.000 kroner

Et amerikansk firma har designet et par hellige »Jesus-sko« med vievand i sålerne. Ifølge designeren skal skoen ses som en kommentar til en »latterlig samarbejdskultur« mellem forskellige brands.

Et amerikansk firma har omdesignet en Nike Air Max sko, således at man i bogstaveligste forstand kan gå på vandet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Shannon Stapleton

Har du nogensinde drømt om at gå på vandet som Jesus?

For 27.000 kroner har du nu muligheden. Et par »Jesus-sko« med sålen fuld af vievand er nemlig blevet sat til salg.

Det er det amerikanske firma MSCHF, der står bag de både roste og kritiserede sneakers. Skoene er et par klassiske Nike Air Max 97, som MSCHF har redesignet med vievand i sålen og en korsfæstet Jesus som vedhæng i snørebåndene.

Vandet i sålerne er fra Jordanfloden i mellemøsten og er siden blevet velsignet af en præst i Brooklyn i USA. Det skriver CBS News.

Solgt på et minut

Et par almindelige Air Max 97 sælges normalt for en pris på ca. 1000 kroner, men MSCHF har formået at hæve prisen betydeligt ved at markedsføre deres udgave – i Jesu navn.

Tirsdag blev skoene første gang sat til salg for 1425 dollars – svarende til 9600 kroner – og blev solgt på et minut. Det bekræfter MSCHFs handelschef Daniel Greenberg til CBS News.

Nu er der så igen mulighed for at få fingrene i de »hellige« sko, da køberen har sat dem til salg for 4000 dollars – svarende til 27.000 kroner – på hjemmesiden StockX, der formidler køb og salg af brugte sneakers.

Et statement

MSCHF er ifølge firmaets handelschef »en virksomhed, der arbejder med modkultur i en gråzone, der endnu ikke er defineret af traditionelle metoder«.

Firmaet skabte »Jesus-skoene« for at sætte fokus på, hvor lidt der skal til, før forbrugere bliver begejstret over, at forskellige brands samarbejder om et produkt.

Daniel Greenberg har udtalt, at »Jesus-skoene« er en reaktion på »latterlige« samarbejder mellem brands som for eksempel Arizona Iced Tea og Adidas.

»Vi tænkte på Arizona Iced Tea og Adidas’ samarbejde, hvor de sælger sko, som reklamerer for et firma, der sælger iste. Vi ville lave et statement om, hvor absurd samarbejdskulturen er blevet,« siger han til ATI.

Derfor besluttede MSCHF at lave et samarbejde med det mest kendte og bedst sælgende navn nogensinde: Jesus.

»Vi spurgte os selv: »Hvordan ville et skosamarbejde med Jesus se ud?« Det skulle selvfølgelig lade dig gå på vandet. »Hvordan kan vi gøre det?« Vi pumper vievand ind i sålerne på et par Air Max 97 og med det, har vi Jesus-skoene – det helligste samarbejde nogensinde,« siger Daniel Greenberg til CBS News.

MSCHF har planer om at lancere et nyt projekt hver anden og fjerde torsdag i måneden.

Foruden de hellige sko har deres tidligere projekter talt en »Times Newer Roman«-skrifttype, som er samme skrifttype som den klassiske Times New Roman blot i en udgave, hvor bogstaverne er større, så studerende kan fylde deres opgaver ud med færre ord.