Et 142 meter højt boligtårn er ved at rejse sig ved spidsen af Aarhus Ø. Torsdag blev de sidste formelle forbehold ophævet, hvilket betyder, at det 142 meter høje projekt nu endeligt bliver en realitet.
Dermed vil tårnet række længere ind i himlen end Domus Vista-højhuset i Frederiksberg Kommune, som er 102 meter. Dernæst følger Bohrs Tårn i Carlsberg Byen med 100 meter – dette stod færdigt i 2017.
Det senest planlagte høje byggeri i København, Pasteurs Tårn i Carlsberg Byen, bliver med sine 120 meter og 37 etager heller ikke højere end tårnet i Aarhus. Københavnere og tilflyttere kan forvente at flytte ind i tårnet i Carlsberg Byen i 2022.
Samme år skal det aarhusianske Lighthouse efter planen stå færdigt. Navnet kommer af tårnets placering ved byens bugt, forklarer Kim Herforth, stifter og kreativ direktør hos 3XN, til Building Supply:
»Lighthouse er et fascinerende projekt. Det har en helt særlig nærhed til havet, hvilket har givet inspirationen til arkitekturen. Bugtens bølger er med til at forme bygningen, og med en placering helt ud til Aarhus Bugten vil Lighthouse markere sig som et fyrtårn og vartegn for hele Aarhus.«
Byggeriet begynder i denne måned, hvor der vil blive bygget en etage om ugen. Bygningen skal indeholde store lejligheder på 200 til 300 kvadratmeter, men også to- og treværelseslejligheder.
Fra toppen af bygningen vil man kunne se ud over Aarhus, til Mols Bjerge og Samsø. På toppen af tårnet vil der være en udsigtsplatform, restaurant eller café, som bliver tilgængelig for offentligheden.