Modeugens stjerneskud

Emilie Helmstedt er modeverdenens nyudklækkede kæledægge. Sidste år vandt hun Magasin du Nord Fashion Prize, og alle øjne er nu vendt mod den æterisk, alfede designer. Hun er det kreative blomsterbarn fra Christiania, der kan sælge dyr håndmalet silke i Københavns mest eksklusive modebutikker, som droppede Kunstakademiet til fordel for sit intuitive selvstudium, og som refererer til børneklassikeren »Bennys badekar« i sin aktuelle kollektion.

Emilie Helmstedt
Emilie Helmstedt gør klar til at vise sit andet show til Copenhagen Fashion Week. Alle kræfter er trukket i brug så selv farmor og mormor står og maler i kulisserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: LINDA KASTRUP

Hvordan blev du designer?

»Håndværk har altid været mit sprog. Jeg stammede og fik kolde fødder, når der skulle læses højt, eller vi havde diktat i folkeskolen. Men så fik jeg håndarbejde. Der fandt jeg mit udtryk. Det var magisk, for en helt ny verden åbnede sig for mig, og jeg kunne sige det, jeg ville. Jeg kommer ud af en familie af kunsteriske sjæle. Min mor og far er ganske vist henholdsvis pædagog og lærer, men min mor er skabskunstner, min mormor gobelinkunstner, og min morfar er keramiker. Ingen af dem har turdet gå fuldstændig efter at leve af kreativiteten. Dér er jeg mønsterbryderen.«

Du bor på Christiania, og dit første show blev holdt i den Grå Hal. Hvad betyder det sted for dig?

»Det er et frirum. Der er plads til at slå ud med armene og tænke snørklet. Og der er helt fysisk plads til at have en fabrik, hvor du kan male og save og larme uden, at en nabo bliver sur. Tværtimod oplevede jeg, at alle bakker op og støttede mig i at stable et stort projekt på benene. Da jeg skulle holde mit første show i august, skulle det hele ske ret hurtigt, og jeg havde jeg ikke et stort budget i ryggen. Men alle hjalp, og vi fik skabt et helt undervandsakvarium med Bennys Badekar i midten, en havfrue og smukke modeller. Det var fantastisk og mærkeligt samtidig. Jeg havde gået rundt i det her akvarium i fire uger, hvor alle udefra først blev indviet i ideen på dagen. Og det var lærerigt, for jeg stod for hele produktionen selv. Kulissen, show, tøj, alt. Jeg lå vågen hver nat i to uger, men det var det hele værd.«

Din tilgang virker intuitiv og åndelig. Kan du bevare den umiddelbarhed med en tiltagende professionalisering af dit håndværk og dit brand?

»Det er også noget, jeg spørger mig selv om, og noget jeg er meget opmærksom på. Hvis ikke jeg bevarer denne her legende tilgang, så er det pludselig ikke mit brand mere. Det er vigtigt for mig at have små mål over flere år. Jeg vil vokse organisk. Jeg har en strategiplan, men jeg bibeholder den intuitive tilgang til mine produktioner. Jeg er inde over alt i det univers, jeg skaber  - også set design og det grafiske udtryk. Men udtrykket skal strammes op, så det bliver seriøst og mere købervenligt. Jeg har lige meldt mig ud af Designskolen, fordi jeg har så travlt, og der er så mange spændende projekter. Jeg har ikke nok timer i døgnet i forvejen,  så jeg kan ikke også gå i skole. Jeg talte med min lærer, der opfordrede mig til at fokusere på det, som jeg laver nu. Det var et  svært valg, men det føles allerede rigtigt. Nu kan jeg zoome ind. Jeg har sagt nej til Designskolen, men har sagt ja til alt muligt andet.«

Foto: LINDA KASTRUP.

Hvad tæller mest - kommerciel eller kunstnerisk succes?

»Jeg har aldrig drømt om en kommerciel succes, men jeg tager det meget seriøst at udvikle mig og hele tiden blive bedre. Det, der driver mig er det kunstneriske aspekt. Det er ikke vigtigt at nå ud til mange; det er vigtigt at nå de rigtige.«

Hvordan er din kreative proces?

»Den er meget oppe i mit hoved. Næste kollektion handler om drømme og eventyr, der ikke er skrevet endnu. Den starter med en tanke eller en følelse. Derefter kigger jeg på farver, kunstbøger og køber materialer. Så fylder jeg rummet med klassisk musik og begynder at male og tegne. Der opdager jeg, hvad der materialiserer sig. Jeg skal have mine prints på plads først. Mange andre designere køber en metervare, og så udformer de deres styles efter det den kan. Jeg ved, hvilke styles jeg vil have, inden printet bliver sat i gang.«

Hvilket aftryk vil du gerne sætte på dansk mode?

»Jeg vil gerne huskes for mine universer. Hver kollektion skal være et nyt tema, men i samme univers. Henrik Vibskov er forbilledlig. Han har altid været god til at efterlade et varigt indtryk med den atmosfære, han har skabt til hvert show. Min ambition er at gøre noget af det samme. Men på min måde. Drømmende, legende, intuitivt, let og kunstnerisk.«

Hvilket personligt mål vil du gerne nå?

»Lige nu vil jeg gerne styrke og udvide mit team, så jeg ikke sidder med det hele selv. Min forretning vokser organisk.

»Jeg vil gerne have ansatte, der kan hjælpe med administration, PR, marketing og alle de logistiske led. Det er meget fornuftige mål for en drømmende sjæl, men det vil give mig en professionel frihed til fortsat at være legende.«


Og så vil jeg gerne fokusere på de markeder, der allerede viser stor interesse: UK, Australien og Japan.«

Hvilke forventninger har du til dit kommende show?

»Der er så mange gode kræfter inde over. Så forventningerne er store. Jeg laver smykker med min kærestes mor, Gerda Monies, og min kæreste Niels Monies har lavet en ørering, der skal bæres af modellerne. Og så fortæller jeg en eventyrlig fortælling i smukke rammer. Jeg har fået respekt for alle dem, der holder show to gange om året år efter år, for der er meget der skal til, for at levere to kollektioner. Jeg laver selv scenografien med min familie. Lige nu, mens vi taler sammen, står mormor og farmor og maler for mig. Og så har jeg fået en kæmpe støtte fra Birgitte Raben fra Rabens Saloner. Hun er min mentor, og hun har bare kæmpet for mine sag. Jeg er dybt taknemmelig for alle dem, der drømmer med på min drøm.«

Foto: LINDA KASTRUP.