Mestermaleren fra Amsterdam

Nogle af kunsthistoriens mest storslåede værker er samlet i National Gallerys præsentation af den sene Rembrandt. Fortjent er det desværre en stor publikumssucces – og man må dele oplevelsen med et større menneskemylder. Men det er det hele værd.

Blandt Rembrandts hovedværker er dette maleri fra 1665. Portrættet forestiller brudeparret Isaak og Rebecca. Fold sammen
Læs mere
Foto: Pressefoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Alene udstillingens optakt er en stor og mindeværdige oplevelse. I første sal i National Gallerys præsentation af Rembrandts sene værker bliver man mødt af fem af hans selvportrætter.

Livet igennem skabte Rembrandt en længere række portrætter af sig selv. Mindre af forfængelighed end behovet for at reflektere over sit liv. Og her hænger så en håndfuld af dem, hvor man kan se Rembrandt, som han så sig selv hen mod livets afslutning. Så overvældende er de, så stærke er blikket i selv hans alderdomsværker, at det er en næsten fysisk pågående oplevelse at se Rembrandt så at sige kigge på en over tre-et-halvt århundrede.

Det er mageløst. Det bliver ikke meget bedre. Og det gør det måske heller ikke udstillingen igennem. Men det bliver ikke desto mindre ved og ved gennem de syv sale, museet har afsat til at fortælle historien om Rembrandts sene billeder:

Ypperlige værker fra National Gallerys egen samling og lån fra førende samlinger verden over; en hel del ikke unaturligt fra Rijksmuseum i Amsterdam hvor udstillingen vises næste år.

Sådan set er »Rembrandt – the late works« opskriften på en klassisk succes. Man tager udsøgte værker af et af de store navne, mange mennesker gerne vil se. Og så gør man en forretning af en slags ud af det ved at lukke for mange mennesker ind ad gangen. Sikkert ikke i forhold til brandregulativet. Men i forhold til muligheden for at opleve stor kunst i fred og ro.

Alligevel må udstillingen varmt anbefales, fordi den viser det aldrende genis frygtløse sikkerhed gennem tematisk ophængninger af motivgrupper og blandt dem:

Mesterens egen fortolkning af mytologiske scener af store kunstnere før ham selv som for eksempel Tizian. Rembrandts billeder af det nære liv i Amsterdam fra omegnens landskabelige skønhed til den makabre henrettelse i maj 1664 af den 18-årige danske pige Elsje Christiaens.

Portrætter af såvel tidens velhavere som hans nærmeste og herunder sønnen Titus. Og de religiøse billeder hvor han fortolker nogle af Bibelens afgørende fortællinger som for eksempel Abrahams ofring – og herunder indirekte bringer sig i en slags dialog med Gud, der har at gøre med at slutte fred med sin skaber og sig selv.

Blev kaldt for umoderne

Trods stor berømmelse i sin levetid var livet ikke ubetinget let for Rembrandt (1606-69).

Rembrandt blev født i Leiden, hvor han gik i latinskole og på universitetet og modtog sin første undervisning som maler.

I begyndelsen af 1630erne slog han sig ned i Amsterdam, der ligesom en række andre rige og magtfulde nederlandske byer var hjemsted for adskillige malere og billedhuggere. Rembrandt opnåede stor berømmelse både som maler og ikke mindst som grafiker, men han oplevede også, at hans mesterlige penselarbejde og hans mørkladne palet blev umoderne og nedvurderet til fordel for et nye, mere facilt og lysere maleri.

Mens han stadig var en mand med store forhåbninger, blev han i 1634 gift med sin kunsthandlers datter.

Af deres fire børn overlevede kun sønnen Titus, der imidlertid mistede sin mor blot ni måneder efter sin fødsel. I deres velmagtsdage boede parret i et stort hus i Amsterdam, der i dag er indrettet som museum.

Her kan man se, hvor Rembrandt arbejdede og havde sin butik og sin samling af buster, våben, muslingeskaller, kunstgenstande og rariteter. De udstillede artefakter har ikke været i Rembrandts eje, for hele hans indbo blev solgt, da han gik fallit. Men det er genstande, der stammer fra Rembrandts tid og giver os et billede af, hvordan han arbejdede med forlæg til sine ofte overdådige billeder.

Kunstneres kunder er som hovedregel troløse, når nyt talent viser sig i farvandet. For de kunstinteresserede, der er alvorligt ramt af samlerbacillen, må der stadig nyt blod til. Ved at købe værker af nye kunstnere, viser man, at man selv er i live og velorienteret om, hvad der foregår i kunstverdenen. Sådan er spillereglerne, og hvad gør kunstneren så, når han står tilbage; forladt og forgældet.

Rembrandt gjorde det eneste, han kunne gøre. Han blev ved med at male, og var kunderne til portrætterne blevet færre, havde han i det mindste sit eget spejlbillede.

Mennesket er i centrum

Det var nu noget, han havde benyttet sig af gennem det meste af sin karriere – og derfor har vi billeder af Rembrandt, som han så sig selv, gennem store dele af sit liv. Som ung og søgende, som velhavende og succesrig. Som gammel, noget klogere på livet, men stadig søgende i et ønske om at erkende sin egen skæbne og forstå hvad det er, man kan med maleri.

Det er – som udstillingstitlen antyder – den sene Rembrandt, det drejer sig om på National Gallery, og derfor er det også de sene, meget magtfulde portrætter, der sammen med adskillige hovedværker er det, der gør udstillingen til så overvældende en oplevelse.

For eksempel maleriet fra 1664 af den bogstavelig talt til døden trofaste hustru, Lucretia, der i europæisk kunst og kultur er blevet symbolet på dydighed. Eller Batseba som blev forført af Kong David, der, som den gentleman han var, havde sendt hendes mand, Urias, til fronten. Og det meget kendte gruppebillede fra 1662 af et udvalg under Klædehandlerlauget. Seks alvorlige mænd samlet omkring et bord i færd med at drøfte kvalitet.

Men uagtet motiv. Uanset om Rembrandt skildrer religiøse og mytologiske scenerier med eller uden referencer til en samtidig politisk situation. Og hvad enten det er de store og mægtige mænd eller en ung fattig pige der har begået uagtsomt manddrab og nu hænger der som en lille sølle bylt, efter at være blevet klynget op i galgen, går der en varm tone af humanisme gennem Rembrandts produktion.

Det er mennesket, der er i centrum.

Mennesket kan så have et forhold til Gud eller for den sags skyld sin profession eller sin ægtestand – og det kan have definerende karakter. Som det der gør Rembrandts samtidige – og os selv som betragteren – til mennesker i videste forstand.

Denne optagethed af, hvad det at være menneske er, går i meget høj grad også igen i de storslåede selvportrætter, der indleder udstillingen i National Gallery – og længe vil stå usvækkede i erindringen.

Hvad: Rembrandt – the late works. Hvor: National Gallery, London. Hvornår: Dagligt 10-18, fredage tillige til 21. Sidste indgang tre kvarter før lukketid. Lukket 24.-26. december. Til 18. januar.