Københavnersnuden: Vi kan og skal ikke skabe de perfekte åndehuller, ungdommen opfinder dem selv

Storbyens små og store oaser er helt centrale for fornemmelsen af by – det uforudsigelige og pludselige ved dem er en del af selve byens væsen. Og i pagt med dette væsen skal de ikke planlægges. Hver uge skriver arkitekt Holger Dahl klummen Københavnersnuden om Københavns bygninger, gader og liv.

For tiden er det Dronning Louises Bro, der er den store magnet. I morgen er det et andet sted. Vi ved ikke hvor, og det er godt sådan. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph

I begyndelsen af 80erne opstod et mystisk fænomen i sommerens København. Når himlen var nogenlunde blå, drev byens unge mennesker – som styret af en fælles, magnetisk kraft – mod Gråbrødretorv. De medbragte poser med høkerbajere og satte sig på brostenene ud over hele torvet, der hver aften var fuldstændig dækket af ungdom.

De på det tidspunkt trendsættende restauranter som Bøf & Ost og Peder Oxe havde allerede dengang udeservering, men den var forbeholdt mere velbeslåede typer, så de unge studerende satte sig bare ned på pladsen, hvor de gik og stod. Her kunne man være en hel aften og nyde de pittoreske facader, det store platantræ og lige så store mængder af gylden øl i grønne flasker. Hvor ideen til at indtage torvet kom fra, er der ingen, der ved – ligesom der heller ikke er nogen, der ved, hvorfor fornøjelsen stoppede. I dag er torvet igen et lidt hemmeligt sted i København – ukendt for mange, der ikke har deres daglige gang i København K.

»Ingen byplanlægger ved præcis, hvad det er, der skaber en byoase. Dronning Louises Bros succes kan tilskrives en bevidst og styret indsats, men hverken Gråbrødretorv eller Amagertorv var anderledes hverken før eller efter deres pludseligt opståede og pludseligt forsvundne popularitet.«


10-15 år før Gråbrødretorv blev centrum for en løst sammenhængende gruppe unge mennesker med få midler, var det Amagertorv på Strøget, der var stedet. Det var her, de første hippier mødtes, og det blev berømt langt ud over byens grænser, fordi folkesangeren Cæsar (med det borgerlige navn Bjarne) skrev en sang om det »Store Stygge Storkespringvand«.

I dag er det Dronning Louises Bro, der pludselig er blevet en festdestination for unge mennesker med øl i posevis. Broen har ligget der altid, uden at nogen fik lyst til at sætte sig på den og holde fest, men efter at fortovene blev gjort bredere, og der blev sat nogle flere bænke op, fandt brugerne derhen, og hvis det går, som det åbenbart går i alle byer, vil broen være stedet at sidde i et par år, og så vil den rullende fest bevæge sig videre til nye destinationer andre steder i byen, der pludselig og med et virker helt usandsynligt tillokkende.

Storbyens små oaser

CV Jørgensen skrev allerede i 1977 om »Storbyens Små Oaser« (selv om jeg aldrig forstod, hvad Hotel Plaza havde at gøre i den sang andet end at rime nogenlunde på oaser), og det er som oaser, de steder, jeg har nævnt herover, fungerer. Som pludselige pauser i byens tætte klæde, som vandingshuller, der præcis som de rigtige oaser har en hård kant mod resten af verden. Disse oasesteder dukker uventet op, lige når man drejer omkring et hjørne, og deres stemning og rækkevidde stopper lige så brat og pludseligt, som de opstår. En enkelt lyd, en enkelt bænk, et enkelt træ kan være kontakten, og med ét er der mennesker.

Ingen byplanlægger ved præcis, hvad det er, der skaber en byoase. Dronning Louises Bros succes kan tilskrives en bevidst og styret indsats, men hverken Gråbrødretorv eller Amagertorv var anderledes hverken før eller efter deres pludseligt opståede og pludseligt forsvundne popularitet.

Storbyens små oaser er helt centrale for fornemmelsen af storby – det uforudsigelige og pludselige ved dem er en del af selve byens væsen – og i pagt med dette væsen, skal de måske ikke planlægges. Det viser sig stort set altid umuligt at forudsige, hvordan de opstår og hvorfor, og mange byplanlæggeres forsøg på at skabe dem kunstigt bliver futile og uforståelige, og minder om de bebyggelser, hvor beboerne hellere slider en trædesti tværs over en stor græsplæne, end de følger den sirligt anlagte flisegang rundt i kanten af den.

Hullerne i osten

Et af de elementer, der skaber byens pludselige oaser, er de huller, der uplanlagt findes i dens struktur. De kvarterer, hvor fabrikker og værksteder forsvinder, bliver til små aktive elementer i byen, og når man i dag fra Københavnersnudens helikopter betragter København, kan man nogle gange blive bange for, at vi er ved at fylde byens huller op med (for megen) mening. Hver eneste bagsidegade med små autoværksteder eller papkassefabrikker er ved at være fyldt ud af andelsboliger og nye interessante streetfood-markeder eller skaterbaner – og selv om vi laver byrum, og selv om vi laver Kødby og Søndre Boulevard og Blox og alle mulige andre fine og gode ting, er det slet ikke sikkert, at livet vil flytte derhen. Derfor skal vi turde lade være. Vi skal ikke være bange for hullerne i osten – det er der, smagen sidder.