Københavnersnuden: Slip slingrestregen løs, kære byplanlæggere, for vi elsker veje, der bugter sig

Linealens tyranni skaber kedelig bybygning. Det er på tide at vove lidt mere, når der planlægges, og samtidig lidt mindre, når der bygges.

Århusgadekvarteret i den nye bydel 2150 Nordhavn har både havnebad, baggrundsarkitektur og en vej der bugter – tre gode ting. Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

I den seneste tid har Deres omkringfarende Københavnersnude beskæftiget sig med både Ørestad og Lynetteholm, så for at færdiggøre trilogien har jeg i denne uge været på en udflugt til den nye bydel 2150 Nordhavn – til Århusgadekvarteret lige over for den eksploderede Skattestyrelse. Jeg boede selv på Østerbro gennem det meste af min studietid, og jeg har derfor gået utallige søndagsture ud på de øde arealer, der nu er ved at blive til endnu en bydel for kreative og velbeslåede mennesker.

En tæt by

Belært af de lidt problematiske erfaringer med den meget åbne Ørestad besluttede By & Havn, allerede da plankonkurrencen i sin tid blev vundet af COBE og Sleth i forening, at Nordhavn skulle være en tæt by – og en by med rigtige forretninger i gadeplan. Der kommer ikke noget Fields 2 her. Allerede disse to punkter giver Nordhavn en række kvaliteter, Ørestad ikke har og aldrig vil få, og når man begiver sig ud i det nogenlunde færdige Århusgadekvarter, kan man konstatere, at den er god nok – de to banale tricks virker. Stemningen er stadig underligt diffus, fordi bydelen mangler den historiens tyngde, der altid sætter sig igennem i en organisk udviklet by, men i forhold til den vindblæste Ørestad er Nordhavn tæt og menneskenær. Eneste problem er måske, at planlæggerne i deres iver efter ikke at lave byen for åben er kommet til at gå lidt for langt i den anden grøft. Gaderne i den nye bydel ligger som dybe skår i et teglmassiv, og det virker, som om solen aldrig når ned i bygningernes stueetage her, hvor der ellers både er forretninger, biografer og et parkeringshus med et såkaldt »konditag«.

københavnersnuden Holger Dahl

»Lidt irriterende er Portland Towers’ efterabning af Islands Brygges Gemini Towers – man kunne ønske sig lidt mere originalitet på så markant et sted i byen. «


Mod havnen ligger en promenade og et havnebad, som har voldt køberne af første rækkens boliger store sorger. Unge mennesker fra hele byen kommer angiveligt cyklende herud om aftenen og holder abefest til klokken to om morgenen flere dage om ugen. Det er den slags, man kalder byliv, så på den ene side bør man være glad – på den anden side burde man nok opfordre de unge mennesker til at slukke for den medbragte musik klokken 22, som andre civiliserede mennesker ville gøre det.

Havnefronten har en helt prunkløs kvalitet, der fungerer ret godt her. Lidt irriterende er Portland Towers’ efterabning af Islands Brygges Gemini Towers – man kunne ønske sig lidt mere originalitet på så markant et sted i byen. Til gengæld er de to andre siloer på kajen på hver deres måde regulære hits. Praksis Arkitekters hvide stolpesymfoni er en elegant bygningsindpakning og COBES hårdtslående stålfacade til »Hvad Drikker Møllr«-siloen en lille genistreg, der giver hele bydelen karakter.

Baggrundsbygninger og buede veje

Det, jeg imidlertid har mest lyst til at fremhæve, er to ting. To ting, der også er banale sandheder, men samtidig to ting, der jævnligt glemmes i disse wild west byggetider.

Den ene er, at Århusgadekvarteret har baggrundsarkitektur. Alt for ofte, når der skal bygges nye byer, glemmer arkitekterne og planlæggerne, at de almindelige byer, vi færdes i, for 80 procents vedkommende er rugbrødsbygninger. Almindelig, upåfaldende arkitektur, som ikke gør væsen af sig, men som bare er til at bo i. Alt for meget af det nye developerbyggeri er tegnet af arkitekter, der har tænkt: »Her er min chance for at ændre arkitekturhistorien!!« Derfor bliver resultatet endeløse rækker af enerverende højtråbende kulissebyggeri, der kun nødtørftigt formår at dække sin underliggende idéfattigdom. Her har hele facaderækken mod havnen faktisk karakter af baggrund. Her er ingen hittepåsomhed – kun almindelige boliger til almindelige mennesker – og det er velgørende engang imellem.

Den anden er det oversete faktum, at vi mennesker godt kan lide en vej, der svinger. Linealens tyranni har vi det ikke altid godt med. Akser og alleer kan være fantastiske elementer, men det kan den snørklede gade også – den ser man bare aldrig i de nye planlagte bydele, fordi det er alt for svært at sælge de skæve grunde, der bliver resultatet af snørkleriet. Århusgadekvarteret har den fordel, at det er lavet oven på den gamle Nordhavns struktur. Her VAR faktisk nogle bygninger i forvejen – og en vej der slår en bugt. Fornøjelsen ved at cykle i svinget ved Corkgade er stor – både på grund af navnet og på grund af den øjeblikkelige eventyrlyst et simpelt greb som en slynget gade skaber. Så derfor alle byudviklere: luk øjnene og slip slingrestregen løs – så får vi sjovere byer – og gladere arkitekturskribenter.