Københavnersnuden: Nordhavnsvej er bilisternes alt for sjældne tivolitur

Vejene bringer som byens pulsårer liv og næring ind til centrum. Alt for sjældent bliver vejene genstand for bevidst formgivning

Den fantastiske og fraktale dagslysskærm er et af Nordhavnsvejs højdepunkter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Det er lidt uklart, hvad der egentlig definerer en vej i forhold til en gade. Umiddelbart ville man synes, at en vej er større – i hvert fald længere – og at den også ligger længere væk fra bykernen, men for eksempel Gammel Kongevej hedder vej, selvom den egentlig er en gade. På Frederiksberg har vi også Bülowsvej, Rolighedsvej og H.C. Ørstedsvej – der godt nok er mere vejagtige end Gammel Kon(g)evej, men stadig efter denne københavnersnudes mening mere gader end veje. En rigtig vej er stor og trafikeret – og en rigtig vej er som en pulsåre, der fører liv og aktivitet ind til byens bankende hjerte.

En sang til Nordhavnsvej

En vej, der virkelig er en vej – og en vej, som fortjener en sang, er en af Københavns nyeste. Nordhavnsvej hedder den og den forbinder to andre veje: Lyngbyvej og Gittervej. Den leder dermed omkring 25.000 biler uden om Østerbro hver eneste dag og sparer boligkvartererne i området for massive mængder af røg og støj. Det er naturligvis godt, men allerbedst er måden altså, den gør det på. For den er både vild og spektakulær.

Den bedste oplevelse af Nordhavnsvej får man, hvis man starter fra nord – ude ved Lyngbyvejen. Her rejser Nordhavnsvej sig fra sit udspring i en susende, spinkel bue, der i et elegant herresving fører bilist og bil over Lyngbyvej og ned på selve vejen. I forløbet bemærker man de bøjede stålbånd, der holder autoværnet og også griber om selve vejbanen som om det var hænder, der bar den.

»Ligesom i Tivoli, når man bliver nødt til at stå i kø i lange tider, når man lige har prøvet Dæmonen, og bare VIL prøve den igen – præcis så nederen er det at komme drønende ud af tunnelen (...) fuld af oplevelser, høj af fart og så sidde der og trille langsomt mod det store kryds ved Oslo Plads.«


Man må køre 60 kilometer i timen her, men man får uvilkårligt lyst til at køre hurtigere, så vi suser videre frem mod viadukten, der bærer S-togene til og fra Ryparken station. Den er i modsætning til den spinkle vej og dens udstyr dimensioneret til at overleve en atomkrig, men det kæmpestore kraftige spænd er sin egen fortælling, der i kraft af sit betonmassiv næsten understreger vejens flydende fart endnu mere.

Smeltede lygtepæle

De bøjede jern fra broen fortsætter her på vejstrækningen som lygtepæle. Desværre lidt mindre overbevisende. Formen virker træt i det store format, og det ligner mest af alt, at pælene er ved at smelte, eller at en kæmpe er kommet forbi og har sparket til dem. Men lige meget med det: For vejen og viadukten, vi kører under, er skøn. Vi lægger Lyngbyvej bag os og kører her på kanten af Østerbro direkte mod Øresund og Nordhavn. Og her, lige lidt længere fremme i det allerede meget oplevelsesrige forløb, kommer så »la pièce de résistance«-tunnelen.

Vi har allerede været på bro, på vej, under viadukt, og nu skal vi ind i en tunnel. Som alle tunneler er denne her udstyret med en såkaldt dagslysskærm, der gradvist skygger for solens lys, så bilisternes øjne kan vænne sig til det svagere elektriske lys inde i tunnelen. De fleste tunneler har en persienneløsning af en slags med gradvist mindre afstand mellem lamellerne, men her i Nordhavnstunnelen har man en skabt en rumkunstnerisk oplevelse.

Et fraktalt gitterloft af sekskanter graduerer lyset ved hjælp af de enkelte modulers højde. De laveste af de kantede kasser, loftet består af, lukker næsten alt lys ned på vejen. Jo højere kasserne bliver, jo mindre lys kommer ned, mens det elektriske lys gradvist overtager belysningen. Det er en original og enkel løsning, der desværre må nydes i høj hastighed, for her er ingen rastepladser.

I tunnelens anden ende er et tilsvarende gitter. her oplever man bare gradueringen gå fra mørke til lys – og vups – så er man ude. Teleporteret som i science fiction-film væk fra Lyngbyvej og køkørsel til Øresundskysten, til Nordhavn – og også køkørsel.

Turen er slut

Nedturen er voldsom. Ligesom i Tivoli, når man bliver nødt til at stå i kø i lange tider, når man lige har prøvet Dæmonen, og bare VIL prøve den igen. Præcis så nederen er det at komme drønende ud af tunnelen (efter bro og vej og under bro og mere vej og en tunnel med fraktalistisk dagslysskærm) og så sidde der og trille langsomt mod det store kryds ved Oslo Plads. Men sådan må det være, for Nordhavnsvej er som en tur i rutchebanen og desværre lige så kortvarig.

Nordhavnsvej er et klart hit, men den egentlige grund til jeg skriver alt dette, er, at dén slags oplevelser med veje, desværre er alt for sjældne. Alt for ofte er veje blot noget praktisk noget, der skal føre os frem til noget sjovere og mere interessant. At vejen i sig selv kan være en oplevelse er en mulighed, vi alt for sjældent bliver mindet om.