Københavnersnuden: Mit rengøringsjob fik mig til at knuselske Kommunehospitalet

Kommunehospitalet var langt forud for sin tid, da det stod færdigt i 1863. Her arbejdede Københavnersnuden som rengøringsassistent i sine unge dage, og her kom han til elske hospitalets arkitektur.

Spraglet og byzantinsk, men samtidig et forbilledligt hospital. Kommunehospitalet var moderne allerde i 1863. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD

En sommerdag i juli måned 1980 trak jeg min cykel gennem Kommunehospitalets grønne port for første gang. Jeg vippede håndtaget ned, den automatiske port åbnede og i stedet for et mørkt og lukket hospital, som jeg havde ventet, kiggede jeg gennem porten og ind i en af hospitalets mange frodige gårde - med græs og bænke og høje træer.

Jeg var der ikke, fordi jeg fejlede noget. Jeg skulle bare ind for at søge et job. Nogle af mine venner havde fortalt mig, at der altid var jobs at få i rengøringen på Kommunehospitalet, i hvert fald om sommeren. Og det viste sig at være sandt. Det tog præcis den tid det tog at udfylde et ansøgningsskema, så var jeg blevet sommerafløser i Kommunehospitalets rengøringsafdeling.

Rengøringens jægerkorps

Jeg blev ved et enormt held placeret i hovedrengøringsafdelingen. Vi betragtede os selv som en eliteenhed, fandt jeg hurtigt ud af. Vi arbejdede os hospitalet rundt i et sindrigt rotationsskema, som kun chefen, den gode Ernesto Nøhr havde det fulde overblik over. Vi var organiseret i sjak på tre eller fire mand, og vi rensede afdelingerne en efter en.

De blev tømt for patienter og personale, når vi skulle til, for vi skrubbede og pudsede ALT: Vi havde stillads med, så vi kunne vaske lofterne ned med sæbevand, vi rensede og pudsede vinduerne, vaskede alle vægge, alle skabe, alle døre og alt nagelfast inventar. Og gulvet til sidst.

Spraglet og byzantinsk, men samtidig et forbilledligt hospital. Kommunehospitalet var moderne allerde i 1863. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS LADEGAARD.

Det gode ved jobbet var dels, at vi havde arbejdsro, og dels at vi kom rundt på hele hospitalet. Vores chef, Hr. Nøhr, dyrkede i høj grad frihed under ansvar, så når bare vi sørgede for at være færdige med dagens tjans ved fyraften, måtte vi sådan set passe os selv og holde de pauser, vi havde brug for.

Det var sommer, jeg var 19 år gammel, det var på mange måder et perfekt job, og jeg kom til at elske Kommunehospitalet. Jeg var endnu ikke arkitekt dengang, men jeg kunne bare instinktivt godt lide at være der. Rummene var gode, og hospitalet virkede både velorganiseret og behageligt.

Bygget udenfor voldene

Det kæmpestore hospital blev bygget efter den store københavnske koleraepedemi i 1853. Det var blevet klart for byen, at den manglede et ordentligt og rummeligt hospital. Det var samtidig tydeligt, at det var umuligt at holde Københavns udvikling inden for voldene, så det nye hospital blev placeret på voldterrænet, udenfor voldgravene.

Det var svært at finde en arkitekt, der ville påtage sig den enorme opgave, men efter nogle år faldt valget på den dygtige Hans Christian Hansen. Han havde arbejdet i over femten år i Athen, før han som midaldrende vendte hjem til Danmark.

»I rummene mellem det store dobbelt-Hs arme er der haveanlæg, så patienter, der er oppegående kan få både luft og adgang til naturen - bynaturen som det hedder i dag.«


Det er derfor, at Kommunehospitalet har det udprægede byzantinske præg med det kantede tårn og de røde og gule teglbånd. Hospitalet er i det hele taget et fremragende hospitalsdesign for sin tid. Det er organiseret som et 200 meter langt H med en dobbelt »tværribbe« så at sige. Kuplen i midten dækker over kapellet og markerer samtidig, som kupler skal, anlæggets symmetriakse.

Det store hospital er et stykke Danmarkshistorie. Her fejrer personalet jul med de indlagte børn i 1950erne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Walther Månsson.

Hospitalet blev designet med ti-sengsstuer, men stuerne er kæmpestore og luftige med mindst fire meter til loftet. Alle sengestuerne er placeret i solsiden, mens gange, køkkener og skyllerum ligger i skygge. I rummene mellem det store dobbelt-Hs arme er der haveanlæg, så patienter, der er oppegående kan få både luft og adgang til naturen - bynaturen som det hedder i dag.

De tre sengeetager gør bygningen stor nok til at give mening som et effektivt hospital, men samtidig ikke umenneskeligt stor. Kommunehospitalet lever på mange måder op til nutidens populære refrænord om »helende arkitektur« og »patienten i centrum« og alt det der, selvom det er over 150 år gammelt.

Det er som barn af sin tid naturligvis symmetrisk organiseret, men derudover er hospitalet i et og alt et stykke klart, funktionsdrevet arkitektur, skabt af en dygtig, humanistisk arkitekt, der ikke behøvede slogans eller tidsskrifter for at tænke patientens ve og vel ind i sit projekt.

Der var gråd og tænders gnidsel og store demonstrationer, da Kommunehospitalet lukkede i 1999. Fold sammen
Læs mere
Foto: EVA SEIDER.

Den uendelige facade

Kommunehospitalet er ikke hospital mere. Det lukkede i 1999 og bruges nu af Center for Sundhed og Samfund under Københavns Universitet. Og det egner bygningen sig uden tvivl også til.

Jeg elsker stadig den uendelige facade når jeg cykler forbi på Øster Farimagsgade. Og jeg tænker på de mange skønne rum, derinde bag den: På vinterhaven, hvor vi altid drak kaffe efter frokost, på de uendelige kældergange, der gik på kryds og tværs under hospitalet, på apoteket, køkkenet, haverne og de lange fløje med lejlighederne ud mod Øster Søgade.

Det er slet ikke sikkert, at de nuværende brugere har fundet alle de gode rum. Jeg håber, at nogen en dag finder på at lave en film derinde.