Københavnersnuden: Lige her skal du stå, hvis du skal forstå København

Det nye Københavns Museum i Stormgade har sin største attraktion udenfor udstillingen: Der er indsigt i udsigten.

En meget detaljeret og meget stor model af det centrale København er fremtidens helt store attraktion i Københavns Museum. En opløftende og øjenåbnende wow-oplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Der er mange gode grunde til at gå ind på det nyåbnede Københavns Museum i Stormgade nummer 18. Jeg skriver om selve bygningen i søndagsavisen, så den del springer vi over. Der er en fin udstilling med Paul Fischer, men den har vi tidligere anmeldt, så heller ikke den, vil jeg tale nærmere om. I stedet vil jeg fremhæve to ting: Udsigten – og indsigten.

Museets udstilling af Københavns fortid er sjov nok, men for denne Københavnersnude var det blikket ud af museet, der var den største oplevelse ved mit første besøg i de fine lokaler: Når man første gang ser noget velkendt fra en ny vinkel, er det altid utrolig velgørende. Det er derfor man skal prøve at variere sin cykel- eller spadsererute en gang imellem. Man vågner igen, når sanserne holder op med at køre på automatpilot.

Stormen på København

Og sådan er det i Københavns Museum: Montrene er fine, objekterne sjove, men det er udsigten, der får mig til at stoppe op. Især er det de lange kig ned ad Stormgade og langs Vester Voldgade, som giver perspektiv. Stormgade hedder sådan, ikke fordi det ofte blæser i gaden, men fordi det var cirka her, at svenskerne angreb under stormen på København for 361 år siden. 11. februar 1659, faktisk. Det var koldere dengang, så isen på voldgraven var tyk nok til at svensken kunne angribe oven på den. Forsvarets forberedelse handlede derfor i høj grad om at holde vågerne i voldgraven åbne, hvilket blev klaret med hjælp fra hollandske støttetropper.

Det er sådan noget, der står i bøger, og som man ved, hvis man interesserer sig for København, men når man står oppe i vinduet i det nye museum (der ligger udenfor den gamle vold) og kigger ad Stormgade hen mod Slotsholmen og byen omkring den, bliver geografien virkelig på en ny måde. Man forstår Christiansborgs og slotsholmens relation til byen, ja, man forstår for alvor hele det oprindelige Københavns orientering mod vandet.

Oppe i luften og lidt på afstand: det er dét perspektiv, der giver overblik i modsætning til luftfotoet, hvor man hurtigt mister orienteringen og egentlig bare synes, at man kigger på et landkort.

»Kigget til krydset Stormgade/Vester Voldgade og byen på begge sider af det er næsten mere øjenåbnende end de mange plancher i museets udstilling, fordi dette kig ud i byen har en overraskende og sanselig virkning.«


Byens kant

Det andet og beslægtede kig, man kan finde her i Stormgade 18 går op og ned ad Vester Voldgade, hvor volden engang var, og hvor det, man kaldte Filosofgangen, gik. Vester Voldgade markerer det gamle Københavns grænse, det ved ethvert barn, men igen: Lidt oppe, lidt væk og lidt overrasket bliver synet og oplevelsen større.

Man forstår kanten af byen helt fysisk. Forstår, hvordan alt det, der ligger vest for vejen, er det nye København, og at alt det øst for er det gamle. Det er få steder i byen, hvor grænsen er så tydeligt trukket op, også fordi Vester Voldgade i 1890erne primært blev bebygget med beboelsesejendomme og derfor er meget stille, selv i dag.

Kigget til krydset Stormgade/Vester Voldgade og byen på begge sider af det er næsten mere øjenåbnende end de mange plancher i museets udstilling, fordi dette kig ud i byen har en overraskende og sanselig virkning. Jeg ville ønske, at Københavns Museum i højere grad ville bruge udsigten og byen lige uden for museet i sin fortælling om Københavns historie.

Fremtidens måbe-maskine

Sanselighed på en overvældende måde finder man heldigvis også inde i Københavns Museum. Oppe på anden sal er en hel fløj fyldt op med museets fremtidige måbe-maskine: En enorm model af København i hvid gips, i skalaen 1:750.

Modellen er så stor, at man ikke kan overskue den i et enkelt blik, men på den anden side heller ikke så stor, at man opgiver forsøget. Den er monteret på et diskret, kæmpestort, ovalt podium, med knapper, der ved tryk oplyser kendte seværdigheder som Rundetårn, Den Lille Havfrue og Christiania. Modellen, der har kostet over 14 millioner kroner, er museets erstatning for den populære middelalderby, der stod foran det gamle Bymuseum på Vesterbro, og den kan naturligvis noget helt andet.

Man kan finde steder, man har studeret, huse man har boet i, yndlingsgader, yndlingsture, yndlingspladser – og man kan i fantasien finde nye og sjove veje, man kan tage gennem København. En kunstig sol bevæger sig over himlen og gennemspiller et døgn i hovedstaden, samtidig med at en oval diodevæg flyder over med information om, hvor mange cykler, hvor mange børn, hvor mange alt muligt, der er eller har været i København.

Den hvide gips giver modellen en distance, der egentlig er meget velgørende. Det er ikke bare Google Earth i 3D. Det er noget fysisk og æterisk på en gang. En hvid drøm om det københavn, der ligger lige udenfor døren, og som man straks får lyst til at begive sig ud i – oplyst og opløftet.