Københavnersnuden: Ja, Hornbækhus på Nørrebro er kedeligt – derfor er det så vidunderligt

Når man i dag cykler langs havnens mange nybyggerier, præsenteres man jo for rastløs hittepåsomhed i et væk. Det er, som om ingen arkitekter i dag tør lade den enkle idé tale for sig selv. Der skal partout hænges mærkelige altaner, skæve vinkler eller mærkelige detaljer på bygningerne for at gøre dem interessante – og dermed bliver de helt igennem uinteressante. Hver uge skriver arkitekt Holger Dahl klummen Københavnersnuden om Københavns bygninger, gader og liv.

200 meter facade, over 400 vinduer og 10 smalle, høje døre. Enkelt – og alt det modsatte af kedeligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Når man kører på Åboulevard oven på Ladegårdsåen, kan man ikke undgå at bemærke den enorme karré, der ligger mellem Hornbækgade og Skotterupgade på Nørrebro i København. Facaden er ca. 200 meter lang, og det, man først og sidst lægger mærke til, er det helt tætte og regelmæssige tapet af vinduer, der præger den. Med ti høje, smalle døre i. Hvor dørene er, er der trappeopgange, men arkitekturen gør intet for at udtrykke dén detalje. I stedet lader arkitekten opgangenes vinduer følge den generelle takt.

»Der sker så meget i en by – og det er derfor, en by er fantastisk. Men fordi der sker så meget på gader, pladser, torve, veje og stræder, behøver der netop ikke ske noget overalt og hele tiden.«


Arkitekt Fisker

Arkitektens navn er Kay Fisker – en stor mand i dansk arkitektur. Han var 29 år gammel, da han i 1922 tegnede Hornbækhus og var allerede på det tidspunkt en temmelig erfaren arkitekt. Fisker, der fik en gylden karriere i dansk arkitektur, med hædersbevisninger, titler og professorater var en nyklassicistisk funktionalist – og ifølge samtidige beretninger lidt af en stivstikker. Alvorlig som sine bygninger.

Der går en historie om, at Fisker, da han traf Poul Henningsen første gang, gav hånd og sagde »Fisker«. PH rakte ham næven og svarede »Arkitekt«. Det var, syntes Fisker, overhovedet ikke sjovt. Men netop på grund af sin tilknappede stil var Fisker en fremragende boligarkitekt. Han placerer sig mellem 20ernes nyklassicisme og den rene funktionalisme i fuldt udtræk. En position, han havde lært hos folk som Anton Rosen i København og Sigurd Lewerentz i Stockholm, som han arbejdede for i sin studietid. De stod begge for en kærlighed til materialet og en respekt for bygningens bærende idé.

Når Fisker med sin sikre sans for proportioner og takt først havde fået sat husets tema, så afveg han ikke en millimeter fra det. Fisker var ikke til krummelurer og narrestreger. Han fik aldrig lyst til lige at »vride« sit koncept eller til at tilføje en snurrig detalje, der kunne garantere publicering i datidens Wall Paper.

Og fordi han havde det sådan, er det stadig en helt ublandet fornøjelse at gå en tur forbi Hornbækhus og nyde bygningens musikalitet og lavmælte samtale med den by, der omgiver den. På samme måde forholder det sig med mange af de andre projekter, Fisker og hans generation stod for. For eksempel Vestersøhus langs Vester Søgade eller Dronningegården bag Dronningens Tværgade står begge stadig med en overrumplende enkelhed og rytme, der gør bebyggelserne moderne selv i dag.

»Ingenting« er nok

Der er uden tvivl mange, der ville kalde Hornbækhus kedeligt i dag. (Det var der såmænd også i samtiden). »Der sker jo INGENTING,« ville de sige – og der er det, at man som københavnersnude bliver nødt til at svare: »Nej netop – og gud ske tak og lov for det!« Der sker så meget i en by – og det er derfor, en by er fantastisk. Men fordi, der sker så meget på gader, pladser, torve, veje og stræder, behøver der netop ikke ske noget overalt og hele tiden.

»Der sker så meget i en by – og det er derfor, en by er fantastisk. Men fordi der sker så meget på gader, pladser, torve, veje og stræder, behøver der netop ikke ske noget overalt og hele tiden.«


Det København, der opstod efter 1700-tallets brande, var præget af en beskeden, prunkløs og meget homogen byggestil – og derfor blev København til den fantastiske by, den er i dag. Den rolige vinduestakt, den forsigtige omgang med ornamentik skabte den scene, som guldalderen kunne udfolde sig på.

Stilforvirringens tid

Senere i 1800-tallets anden halvdel blev arkitekterne overmandet af dekorationstrang og skabte en urolig og retningsløs stil, der fik et højdepunkt i Nyrops rådhus, men som i sidste ende viste sig at være en blindgyde.

Nyklassicismens saglighed kom ind i arkitekturen i det tyvende århundredes begyndelse og med modernismens senere sejrsgang blev ideen om den funktionelle bygning knæsat som den ultimative sandhed. Imidlertid er det som om stilens moderne udøvere har glemt nogle helt basale arkitekt-evner: Dén sikre formgivning, der gør det kedelige smukt.

Når man i dag cykler langs havnens mange nybyggerier, præsenteres man jo for rastløs hittepåsomhed i et væk. Det er, som om ingen arkitekter i dag tør lade den enkle idé tale for sig selv. Der skal partout hænges mærkelige altaner, skæve vinkler eller mærkelige detaljer på bygningerne for at gøre dem interessante – og dermed bliver de helt igennem uinteressante.

Verden er hverdage

Lad os i stedet roligt erkende, at livet består mest af hverdage, og at bygninger ser bedst ud i det almindelige tøj så at sige. Naturligvis har vi brug for søndagshuse, men som med dagene er det fint, at der går seks kedelige på en sjov. Så derfor: »Al magt til kedsommeligheden!« Lad os få gedigne, stilfærdige bygninger i vores nye kvarterer, så kan vi selv få lov til at være den farverige variation omkring dem.