Københavnersnuden: Historicismen var vanvittigt brutal

De gode gamle dage var også onde ved fortidens arkitektur. Ingen tidsalders arkitektur er pr. definition dårlig.

Tivoli Slottet eller H.C. Andersen Slottet var egentlig Danmarks første kunstindustrimuseum. Det er tegnet af Vilhelm Klein, men trods arkitektens uomtvistelige talent er det ikke nogen vellykket bygning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Erik Holmberg

København er en skøn by – det er der ingen tvivl om. Og en af årsagerne til dens skønhed er dens mange lag af historie. At vandre eller cykle gennem byen er som at bladre i en bog, der på forskellige måder fortæller om fortiden.

København led i 1700-tallet under to store brande og oplevede senere (i 1807) både englændernes bombardement og Christiansborgs brand (i 1884). Voldsomme begivenheder naturligvis, men i tidens store perspektiv er det »den slags ting, der sker«. Og når de sker, er de med til at lægge et nyt lag til byens fortælling.

Sådan skal det være. En by er ikke et museum, men en levende organisme, og derfor bliver den naturligvis nødt til at vokse og udvikle sig.

En by med vokseværk

I de seneste 20 år har København haft vokseværk i en grad, som byen ikke har haft i 100 år. Der er blevet bygget og bygget, og som læsere af denne klumme ved, er det efter min mening langtfra alt, der fortjener at stå her om 100 år. Manglen på kvalitet er naturligvis et problem, men efter min mening er det næsten et større problem, at modsvaret til det dårlige nybyggeri bliver til ren nostalgi.

I den offentlige debat synes der at herske en generel enighed om, at »moderne« arkitektur er »grim« – og dermed basta! De mange modernismekritikere synes at ville være lykkeligere, hvis de kunne få lov til at bo i Den Gamle By i Aarhus.

Her er det, at jeg som københaversnude bliver nødt til at påpege, at dén vej heller ikke er løsningen. For det første er det, der rask væk kaldes moderne, i mange tilfælde tæt på at være 100 år gammelt, og for det andet er et ord som »grimt« næsten tomt, når det kun bruges som skældsord uden argumentation.

Historicismen tromlede alt ned

Endelig skal man ikke glemme, at den stilart, der mest af alt har formet det København, selv arkitektkritiske nostalgikere elsker i dag – nemlig den såkaldte historicisme – også i høj grad var brutal over for fortiden, og at dens forlorne kulissearkitektur fuldstændig hæmningsløst væltede og erstattede de fineste gamle borgerhuse. For eksempel det hus, hvor selveste Søren Kierkegaard boede på hjørnet af Nytorv og Strøget.

»Det centrale er nemlig, at tiderne skifter, og at der til alle tider og i alle stilarter er både god og dårlig arkitektur. Og man står sig bedst ved at lære at skelne det ene fra det andet uanset stilart.«


Det blev helt uden skrupler jævnet med jorden og erstattet af det klodsede monstrum, der står der i dag, og som har stået der siden 1907. På samme måde kan man tale om gadegennembruddet Christian IX's Gade, der cirka samtidig pløjede sig gennem over 100 år gamle, fuldt funktionsdygtige bygninger mellem Gothersgade og Gammel Mønt.

Og dette er blot to eksempler. Det centrale er nemlig, at tiderne skifter, og at der til alle tider og i alle stilarter er både god og dårlig arkitektur. Og man står sig bedst ved at lære at skelne det ene fra det andet – uanset stilart.

Tag for eksempel en af historicismens førende arkitekter Vilhelm Klein. Han var en meget flittig mand og samtidig spændende, fordi han elskede at diskutere arkitekturens væsen, og fordi han skrev mange af sine overvejelser ned.

Klein betragtede sig selv og sin historiebaserede arkitektur som en slags sandhed og kritiserede både klassicismen, der lå før ham, og den begyndende skønvirketid, der kom efter ham. Han mente, at han med sit analytiske historiesyn havde fundet nøglen til arkitekturens væsen, hvilket man blandt andet kan overbevise sig om ved at kigge i den meget interessante bog om og af ham, som Arkitektens Forlag udgav i 2019.

Både gode og dårlige ting

Klein lavede gode ting, ingen tvivl om det. Hans Tegneskole for Kvinder på H.C. Andersens Boulevard 10 er en overset perle i det københavnske bybillede. Klein tegnede også det første Industriens Hus, som stod der, hvor organisationens brovtende husblaskasse står i dag, og han tegnede det, der i dag hedder H.C. Andersen Slottet (eller Tivoli Slottet), men som oprindeligt var Københavns første kunstindustrimuseum.

Tegneskolen er reelt god, og industribygningen ville helt sikkert fungere bedre på Rådhuspladsen end den nuværende, men der er absolut ingen grund til at være nostalgisk over for H.C. Andersen/Tivoli Slottets dårligt proportionerede konditorhåndværk, bare fordi det er gammelt.

Det var nyt engang. Det har haft sine 100 år, og den dag, nogen foreslår at rive det ned, skal der ikke lyde nogen protester herfra. Hvis altså dét, der skal erstatte det, er bedre. Som for eksempel det desværre aldrig realiserede hotelprojekt af Norman Foster fra 2006.

Så altså: Ærkemodernisten PHs ord om, at vi selv er historie, er sande, og det nytter ikke at erklære en bestemt stil eller tid sin kærlighed, blot på grund af den etiket, den bærer. Hvad derimod nytter, er at være åben over for al slags arkitektur. Og at kunne kritisere al slags arkitektur.