Københavnersnuden: Do you speak Ingels?

Words - words - words. Er beskrivelserne ved at være mere interessante end projekterne selv for hele Danmarks yndlingsarkitekt?

Tegneserietanker, fandenivoldskhed, høj snak og vilde ideer – det var sådan det hele begyndte for Bjarke Ingels og BIG. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang

Da BIG for nøjagtig 10 år siden med udstillingen »Yes is More« for første gang inviterede verden på besøg i tegnestuens rablende kreative verden, var det en åbenbaring, der blæste hele den Danske arkitektstand omkuld. Med grundlæggeren, Bjarke Ingels, som hurtigtsnakkende tegneseriefigur præsenterede BIG i Gammel Dok en suverænt forførende og helt udansk cocktail af pudsige indfald, overraskende koblinger, fandenivoldsk humor, og ideer så skarpe, at man kunne skære sig på dem.

Holger Dahl

»Bjarke Ingels dukkede op som talende vidunderbarn i enhver sammenhæng, der havde bare lidt med arkitektur at gøre.«


Overlegent overskud

Udstillingen fik al anden dansk arkitektur til at se kedelig og idéforladt ud, og som tilskuer kunne man kun heppe på de unge tryllekunstnere og håbe, at de ville vinde konkurrencer og bygge projekter i massevis, så vi alle sammen kunne flytte ind i en verden hvor 1+1+1+1 pludselig er titusind og ikke bare kedelige fire. Og projekterne kom da også: Bjerget, Ottetallet, pavillonen til Expo 2010 i Shanghai og det underjordiske maritime museum i Helsingør. BIG eksploderede og erobrede med største selvfølgelighed både USA, Kina, Canada, Frankrig – og ethvert andet land på kloden, der manglede et ikonisk og forside-egnet projekt.

8-tallet i Ørestaden var et af BIGs første, grænsesprængende projekter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Bjarke Ingels dukkede op som talende vidunderbarn i enhver sammenhæng, der havde bare lidt med arkitektur at gøre, og BIG blev gradvis til en virkeliggørelse af sit næsten hybrisagtige navn, men også den finte passede perfekt til konceptet – BIG var (og er) ikke bange for noget! Ingen overtro her. Og vigtigst af alt: Det hele blev gjort med samme uskyldige og overlegne overskud, som de første glade projekter havde antydet.

Virkeligheden er fysisk

Sådan da. Sådan da. Jeg ved ikke, hvornår den første lille tvivl meldte sig. Måske var det, da jeg en efterårsdag besøgte Det Maritime Museum i Helsingør. Projektet er genialt – og det er det stadig, men samtidig er det sådan, at museet bliver nødt til at lægge skridsikre måtter på indgangsbroen i hele vinterhalvåret, og når det regner. Adgang til det fine museum sker nemlig ad en skæv og skrånende stålrampe, der er glat som en skiløjpe, når den får bare et par dråber vand fra oven. På samme måde med den prisvindende røde plads på Nørrebro. Da den blev åbnet for cyklister, stod de på næsen som stimer af fulde turister, fordi den røde belægning var glat som sæbe i regn. Og sådan har virkeligheden det med at være et trist korrektiv til selv de mest »insanely great« ideer.

Holger Dahl

»Og nu hvor BIG står på toppen af deres kurve, er det måske på tide at minde tegnestuen om en anden verdensberømt danskers ord: »Words, words, words« svarer Hamlet som bekendt, da han bliver spurgt, hvad det er, han læser.«


Mere end ord

Og nu hvor BIG står på toppen af deres kurve, er det måske på tide at minde tegnestuen om en anden verdensberømt danskers ord: »Words, words, words« svarer Hamlet som bekendt, da han bliver spurgt, hvad det er, han læser – og det er jo både rigtigt og forkert. På samme måde kan det nemt gå for mennesker så velbegavede og velformulerede som BIG – at fortællingen om projekterne bliver bedre end projekterne selv – at de er mere ord end substans. Jeg håber det ikke, og jeg synes, at både Noma og Pandaprojektet i Zoo peger i en ny retning for tegnestuen: En retning hvor materialiteten bliver lige så vigtig som det gyldne koncept, og i dette BIG-jubelår hvor tegnestuen igen udstiller på DAC, er det mit ønske for BIG, at de vil huske også at kigge på konteksten og detaljerne og materialerne og samlingerne – selv om de fortsat har blikket stift rettet mod stjernerne.