»København har hjulpet mig til at blive en mere oprigtig person«

Ved et lykketræf fandt Jeuru vej til juleaften i København. Siden blev han opdaget af Blachmans agent, og i dag er han ombejlet af hele den danske modebranche. Nu stiler han efter at »hustle« sig ind i hjerterne på københavnerne ved at spille den musik, de ikke vidste, de ville høre.

I København er der højt til loftet, mener Jeuru. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Når man lytter til din musik er den ekstremt følelsesfuld. Hvad er din baggrund?

»Jeg voksede op hos min bedstemor i Queens. Min bror, søster, mor, far og jeg boede alle i det samme værelse, til jeg blev ti år. Der blev min mor og far skilt, og så blev hele familien forvitret. Jeg blev rykket til Virginia for at bo hos en onkel, mens min bror blev rykket til en tante. Men der var ingen sikkerhed. Min onkel boede hos en kæreste, og jeg sov på gulvet. Han var en ung mekaniker, der ikke kunne betale sine regninger, og jeg vidste aldrig helt, hvad jeg skulle kalde mit hjem. Som 13-årig flyttede jeg tilbage til New York, hvor min far var. Det var ikke et let valg, for han var voldelig og homofob, men jeg længtes efter en eller anden form for stabilitet. Da jeg var 16 sendte han tilbage til Virginia på ferie, for at besøge familie, og da jeg ringede til ham og spurgte, hvornår jeg kunne komme hjem, fik jeg bare meldingen: »Der er ikke noget sted, du kan vende hjem til.« Jeg havde mistet alt, hvad jeg havde, og jeg følte mig ikke længere hjemme nogen steder. Der brød jeg sammen. Heldigvis tog min tante mig ind i sin familie, så jeg blev i Virginia. Men jeg hadede alt ved stedet, og jeg savnede storbyen, så jeg flyttede tilbage til min bedstemor i Queens, da jeg var 21.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvorfor kom du til Danmark?

»Efter highschool havde jeg prøvet at læse IT og kommunikation, men jeg kunne ikke holde fokus og dumpede. Jeg genopfandt mig selv gennem modeverdenen. Jeg fik job hos Rachel Comey, der er designer, og som tog mig under sin vinge. Jeg fik job i hendes hypede butik og blev dermed automatisk en del af modebranchen. Jeg blev model i kampagner for Adidas og Opening Ceremony og fik samtidig en familie og netværk i butikken. En dag kommer der en høj, smuk kvinde med en vild udstråling ind i butikken. Vi havde øjeblikkeligt kemi. Hun spurgte, om jeg kunne hjælpe hende med at finde en engelsklærer til hendes søn, Hasse, der ikke talte engelsk. Hun var dansk, designer og hed Yvonne Koné. Hun var i New York for at undersøge muligheden for at udvide sin forretning til det amerikanske marked, men hun sørgede alligevel for at besøge mig i butikken hver dag. Jeg havde kun kendt hende i fem måneder, så spurgte hun, om jeg ikke kom til Danmark og holdt jul med hendes familie. Jeg betænkte mig ikke, sagde ja, og blev ikke kun til jul, men helt frem til marts. Yvonne blev min »mor«, og hun blev ved med at sige, at jeg bare kunne blive. Det gav mening. Jeg var sammen med Koné-familien hele tiden, og der var bare ro og kærlighed. De viste mig, at man kunne finde fred i Danmark. Hun vidste fra starten, at jeg ville elske det her, og hun fik ret. Så i juni 2017 flyttede jeg officielt hertil. Jeg har ikke set mig tilbage siden.«

Du hedder kun Jeuru – er det et kunstnernavn, du har taget til dig, da du kom til Danmark?

»Jeg hedder egentlig Jeuru Antoine. Det er et haitiansk navn. Men jeg gider ikke at bære rundt på efternavnet. Det er min fars arv. Hvis jeg kommer så langt, som mine ambitioner dikterer, så skal min far ikke kunne kapitalisere på mit efternavn. Det skete for Rihanna, da hun lancerede skønhedsprodukter og tøj under navnet Fenty; så ville hendes far have royalties, og hun måtte møde ham i en retssal. Det skal jeg ikke risikere. Jeg er færdig med den del af mit liv.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Man kan ikke gå til en dansk modeevent eller butiksåbning i dag, uden at du er blevet hyret ind som musiker. Hvordan blev du opdaget?

»Da jeg arbejdede hos Rachel Comey, faldt netværket ned i skødet på mig. Jeg havde Clinton-familien som faste kunder, og nogle af branchens største stylister som Tracee Ellis Ross kom og handlede hos mig. På samme måde er alting sket ved tilfælde og ad omveje her i Danmark. Det hele er bare gået hurtigt, så jeg kan knap nok holde styr på rækkefølgen. Jeg er blevet musiker, men jeg har ikke nogen formel uddannelse. Jeg har kun sunget i kor i skolen og i kirken, men jeg har aldrig gået på en ægte musikskole. Pernille Rosendahl, der er Yvonnes veninde, introducerede mig til agenten Kristian Nyholm, der tør satse på musiske talenter. Han er blandt andet agent for Thomas Blachman. Jeg ville ikke have en agent, og han ville ikke have en ny artist. Det var det perfekte match, fandt vi ud af. For vi kunne lide hinanden som mennesker. Han forstod min flamboyante stil og min modeforståelse, så jeg blev meget hurtigt booket til at optræde til en lanceringsbegivenhed hos L’Oréal, til Copenhagen Fashion Summit og så Gannis efterfest under modeugen. Det var hele tiden de »rigtige«, der delte min musik på Instagram, og så førte det ene til det andet. Hvis du kan få andre til at relatere til dig både gennem din musik og din personlige stil, så kan det føre vilde ting med sig.«

»Jeg er vant til den overfladiske newyorker-tone, hvor alle er høflige med en bagtanke. Her mener I det, hvis I siger, at I vil lære nogen at kende.«


Hvordan opstod din kærlighed til musik?

»Som barn gik jeg altid og sang. Det var både mit redskab til at håndtere følelser og mit våben. Musik er den udtryksform, hvor du bedst kan nå andre mennesker, men også en måde, hvor du kan udtrykke ting, der ellers er tabu. Jeg har netop udgivet min første EP, »King of the Cruel«, men når jeg optræder, er det oftere nyt, råt materiale, jeg synger Jeg er en hustler med min musik. Eller som en standupkomiker. Jeg tester mit materiale på publikum og ser, hvor deres reaktion fører det hen. Og så spiller jeg videre på den vibe. Det er det, jeg bliver booket på. Jeg spiller ikke ud fra en hitliste – jeg synger for at skabe en emotionel kontakt.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvordan forelskede du dig i modeverdenen – eller var det den, der forelskede sig i dig?

»Jeg er blevet kendt for min stil, men jeg gider ikke at være model. Men jeg bliver stadig trukket ind i modeverdenen ad omveje eller gennem musikken. Jeg tror, at jeg appellerer til den branche på samme måde som Grace Jones. Vi balancerer begge det maskuline og det feminine; vi har attitude, og vi lefler ikke for nogen.«

Hvordan har København taget imod dig?

»Denne her by har været fantastisk. Når andre udlændinge siger, at byen er så lukket om sig selv, kan jeg kun sige, at jeg er blevet elsket her. Jeg er blevet hevet ind i de smarte kliker og de rummelige familier uden et eneste løftet øjenbryn. København har hjulpet mig til at blive en mere oprigtig person. Jeg er vant til den overfladiske newyorker-tone, hvor alle er høflige med en bagtanke. Her mener I det, hvis I siger, at I vil lære nogen at kende.«

Og hvordan har københavnerne reageret på dig?

»Da jeg skulle optræde til designer Mark Tans show under sidste modeuge, sagde en af pigerne backstage til mig »you’re a peacock among pigeons«. Jeg larmer jo ret meget midt i alt det rene danske design, og jeg har aldrig nok tøj på til årstiden. Jeg har bare arme om vinteren eller dropper skjorten under jakken. Men fordi det bare er sådan, som jeg er, accepterer alle det. Måske er det endda det, som I kan lide. Jeg synes jo selv, at jeg har tonet det hele ned i forhold til tiden i New York, hvor jeg ofte blev spottet på gaden i en stor pink pels. Men jeg prøver aldrig at provokere. Jeg bærer min personlighed uden på, i stedet for at gemme den væk. Mode handler om at kopiere, stil er det modsatte. Stil proklamerer »me«, mode råber »me too«.«

Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hvad gør mest ondt ved at bygge sig selv op fra bunden?

»Det sværeste har været at arbejde med den depression, der har hvilet i mig, siden jeg mistede mit hjem og mit fodfæste. Jeg føler, jeg er ude på den anden side nu, men det har taget tid, arbejde, og at jeg flyttede mig både geografisk og mentalt.«

Og hvad gør godt?

»Jeg har gjort mit yngre »jeg« stolt. Jeg føler, at jeg har været gammel så længe og taget så meget voksent ansvar. Nu har jeg endelig fået jeg lov til at lade det gamle barn hvile og være en ung voksen.«