Karl Lagerfeld: Nutiden er det eneste, der tæller

Han har 300.000 bøger og har en ambition om at vide alt om fortiden, men kun for at undgå at gentage den. Mød Karl Lagerfeld, verdens mest berømte designer, der kun synes, der er en ting, som er virkelig moderne: Nu’et.

Karl Lagerfeld Fold sammen
Læs mere
Foto: Caroline Seidel

Alt har ændret sig, specielt i de sidste fem år. Farten er så voldsom, at du glemmer, hvordan ting var før. Jeg husker det ikke engang. Hvordan var livet før iPhonen? Men nu kan vi ikke længere leve vores liv uden den. Verden ændrer sig konstant gennem små detaljer, som vi ikke lægger mærke til, men som gør en enorm forskel. Engang var der ingen elektricitet, så kom den, og man kunne ikke leve uden den, og så glemmer man, hvordan det var før.«

Han gider faktisk ikke tale om fortiden. Han ville ellers være det perfekte vidne. I 60 år har Karl Lagerfeld stået i midten af modeverdenen. Han er en af de vigtigste designere i det 20. århundrede. I hvert fald i sidste halvdel af det. Han har været manden bag logomaniaen. Manden bag det at vække et gammelt modehus af en langvarig slummer (og gøre det til en millionforretning). Manden bag de mange designersamarbejder mellem high fashion og discount.

Men han gider ikke tale om det.

Nutiden er det eneste, der tæller. Kun den går han op i. Måske derfor er han stadig med til at definere, hvad der er det nyeste nye netop nu.

Karl Lagerfeld sidder i et baglokale i Paris’ gamle børsbygning.

Her fejrer man lanceringen af hans nyeste duft fra mærket Karl Lagerfeld. I det store rum med smukt mosaikgulv, højt til loftet, hundredvis af sortklædte tjenere, champagneflasker og kvindelige skønhedsjournalister, der er blevet fløjet ind fra Europa og Asien for at fejre hans nye duft. De har set hans kontor i mærket Karl Lagerfelds showroom. Besøgt hans boghandel og instagrammet sig selv siddende i sofaen i hans fotostudie.

Karl Lagerfeld selv ankom fashionable late. »Karl kommer, når Karl kommer« var eneste svar på, hvornår han ville dukke op.

Han stod midt på det, der lignede et dansegulv, mens lys strålede ned fra loftet og indrammede ham. Han stod bare, det hvide pudrede hår, hestehalen, de mørke solbriller. Mens fotografer og journalister med smartphones fotograferede ham. Bagefter gik han en runde i salen. Omringet af to bodyguards.

En mørk figur med hvidt hår, uendelig rank. Der var ingen, der talte til ham, ingen der prøvede. De kiggede bare. Og han kiggede tilbage gennem sine sorte briller.

De to mørke dørmænd, der fulgte ham rundt i salen, står udenfor. De står bare og står, uendeligt brede og høje og kompakte. Ingen smiler. På den anden side af døren står en flok af Karl Lagerfelds bekendte.

Hans mangeårige forretningsfører, en lille mand, der ligner en pensioneret kustode på et violinmuseum. Modellen Caroline Maigret. PR-damen, der har arbejdet for ham i 30 år. De to kvinder er begge høje og drengede. De kysser ham på kinden og går. Der står en tjener med en duggende dåse Coca-Cola Light på en bakke, parat til at hælde den op i et glas med lav fod. Han drikker kun Cola Light. Fra morgen til aften.

Og så sidder han der i det ene hjørne og bliver pludselig til et menneske, ikke bare en figur så ikonisk, at man kan klæde sig ud som ham til fastelavn med få remedier: en hvid paryk, solbrillerne, en sort blazer, kørehandskerne. Han er stadig rank, og det er som om, hans led er velsmurte som en ung mands, men huden på ansigtet er løs under pudderet.

Der er rynker under øjnene, og hans fingre har det gamle menneskes blødhed. Som om der er lagt tusind dages bekymringer, omsorg og viden ind under fingerspidserne. Han smiler, og han lytter og taler. Men ikke om fortiden.

Opvækst i det Nordtyske

Karl Lagerfeld er vokset op i Nordtyskland. Ingen ved præcist hvornår. Han har gjort en dyd ud af at forvirre. Har sagt 1938, men da hans fødselsattest fra Hamborg blev fremlagt og viste 1933, afviste han begge årstal og sagde 1935. Hans ældre søster er fra 1931. Hans far var en velhavende svensk forretningsmand, der handlede med mælkepulver. Hans mor stod i en lingeriforretning, indtil de to mødtes.

De boede i Hamburg, under krigen på landet udenfor. De mærkede den ikke meget, har Karl Lagerfeld sagt. Han flyttede til Paris som ganske ung for at studere. Han var et aparte barn, der bare drømte om at blive voksen.

»Som barn hadede jeg alt på nær papir. At tegne, lære sprog og læse bøger. Jeg hadede legetøj og andre børn. Det er de ting, jeg stadigvæk gør. Det er det eneste, jeg har villet, og det eneste job, jeg ville have. Det fik jeg.«

Vejen var nu ikke helt så simpel.

I 1955 deltog han i en konkurrence udskrevet af Det internationale Wool Secretariat i frakkekategorien – og vandt. Yves Saint Laurent vandt i kjolekategorien.

Lagerfeld blev derefter ansat som Pierre Balmains assistent, et job, han forlod, fordi han ikke var »skabt til at være assistent«, blev ansat hos Jean Patou i 1958, og i 1963-69 designer i romerske Tizaini, som blandt andet havde Elizabeth Taylor som kunde. I 1964 blev han desuden designer for Chloé, og i 1972 også for Fendi.

»Når man er ung, er man meget dum, og jeg fortryder, at jeg var meget dum, mindst indtil jeg blev 40. Derefter gik det bedre. Det ville være guddommeligt at være 20 år gammel, men at have den 40-åriges hjerne,« siger han.

Designer for Chanel

I 1983, hvor han var omkring 50, blev han tilbudt jobbet som designer for Chanel, og alle rådede ham til at sige nej tak til at forsøge at redde den gamle dinosaur, som huset blev set som. Han tog det som en udfordring og sagde ja, og sjældent har klicheen »og resten er historie« passet så godt på noget som helst, for Karl Lagerfeld viste, hvordan man kunne genskabe et modehus, når dets stifter var borte.

Han tog Chanels ikoniske tweedjakker med kontrastfarvet kant og de quiltede tasker og gav dem nyt liv ved at udfordre dem. Gjorde dem kortere, mere sexede, nye farver, nye former. Han forstørrede Coco Chanels to C’er og brugte logoet i stort format, på motorcykelstøvler, på jakker, på smykker.

Med respekt for mærkets DNA, men altid med udgangspunkt i det øjeblik, tøjet blev skabt til. Senere har Marc Jacobs gjort det samme for Louis Vuitton, Tom Ford gjort det med Gucci, Stella McCartney gjorde det for Chloe og Christopher Bailey gør det med bravour for Burberry. Men Karl Lagerfeld var den første.

Hans hemmelighed er det, han med sit præcise engelsk, der har strejf af tysk accent, kalder »nowness«. Nu-hed. Øjeblikhed. Det, der er nu. At kunne mærke og formidle det. Eller måske være med til at skabe det.

»Det er meget svært at definere nowness i nutiden, det er bedre og lettere at beskrive det, når det er fortid, fordi du så har et globalt billede. Det har du ikke nu. Men der er en mode for mode, for parfume, for mad – alting er præget af denne nowness, den er vores liv, det burde det i hvert fald være. Den må man mærke.«

Derfor ser han kun frem og forsøger aldrig at genskabe tidligere tider.

»Hvad jeg ikke forstår ved denne business er, at tidligere unge designere, som er i deres 40ere, laver retrokollektioner fra 1960erne og 1970erne. Det er ikke nowness. Det forstår jeg ikke. Disse designere mellem 40 og 50 laver retrokjoler. Det ville jeg ønske, at nogen kunne forklare mig?«

Og så kigger han op gennem sine solbriller og ser bestemt ud. Find et svar.

Selv ville han formentlig læse. Han ejer en boghandel i Paris, der drives af tre ansatte »men i Karls ånd«, hvor man kan købe bøger om kunst, mode, arkitektur, mad og design. Når man har købt bøgerne, kan man bære dem hjem i et net, han har designet. På et lille bord i mellemgangen ligger et brev, adresseret til »den geniale designer Karl Lagerfeld.« Det er uåbnet.

I et stort rum, to etager højt, med ovenlysvinduer, som ligger bag boghandelen, tager Karl Lagerfeld fotografier, blandt andet til Chanels kampagner, som han har fotograferet siden 1997, men også portrætter af andre.

Der hænger et par billeder af fodboldspilleren Zlatan Ibrahimowic i et baglokale, hængt op med tape. Et af Zlatan og hans kone og to børn. Et af Zlatan og Karl. Zlatan smiler, Karl ligner Karl. Men det er bøgerne, man lægger mærke til. Her står en tiendedel af Karl Lagerfelds bogsamling, der er omkring 300.000 bind stor. Bøger om kunst, om arkitektur. Tegninger af Schiele. Japanske møbler. Franske kager. For Karl Lagerfeld læser alt.

»Hvis du vil kunne leve fuldstændig i nuet, må du vide alt om fortiden. Det er så meget nemmere at udvikle noget nyt, hvis du har en solid base af viden at bygge på. Jeg kan lægge det hele til side, fordi jeg ved, at det er der. Jeg kan lide at være informeret, jeg kan lide at have referencer, men jeg bruger dem ikke i min business. Jeg bruger dem som en form for intellektuel føde,« siger han.

Han har brug for en del. Han laver Chanels pret a porter-kollektioner og haute couture. Han laver Fendis. Karl Lagerfelds. Han fotograferer, både for Chanel og i magasiner. Han laver ofte designsamarbejder, fra glas for Orrefors til Coca-Cola Light-flasker. Hemmeligheden er, afslører hans PR-dame, at »Karl kan sige ja eller nej. Han siger aldrig måske.

Vi når virkelig meget på et kort møde, for han ved, hvad han vil. Han kommer med sine tegninger, og så taler vi om dem. Han tegner en ny skitse. Han draperer ikke, han forklarer ikke. Han skitserer.«

På kontoret tegner han med blyanter og kridt fra Carand’Ache, men også med makeup fra japanske Shu Eumura. Dem har han også lavet en kollektion for.

Men han er også digital. Han har sin iPhone få centimeter fra sin hånd som en teenager under interviewet. Overalt i sine hjem har han iPods og iPads, som han tegner på. Til præsentationen af parfumen i rummet, han gik igennem, var der opsat fotobokse med iPads, så alle kunne tage selfies og lægge dem på de sociale medier og dermed promovere duften og eventen. Så han ser ikke ned på unge, der bruger sociale medier.

»Nutidens unge er fra en anden planet end mig, tænker jeg. Sådan er deres liv. De læser ikke. Men det er ikke sådan, at fordi jeg kan lide bøger, behøver de at kunne lide bøger, for de behøver ikke at have den samme tilgang. Man kan ikke give andre gode råd. Alle har forskellige drømme. De fleste unge er også dumme, jeg var selv dum, jeg ved ikke, om jeg havde gidet tage mod råd selv, så jeg vil aldrig give andre gode råd. Derfor underviser jeg heller ikke. Eller belærer.

Det eneste jeg ved er, at jeg må have papir selv. Jeg er en papirfanatiker. Det er det eneste punkt, hvor jeg er vældigt umoderne, for jeg skitserer konstant, så jeg er nødt til fysisk at have papirer. Med moderne ting er man afhængig af elektricitet. Hvis batteriet er dødt, hvis der ikke er nogen elektricitet, så kan bogen altid fungere.«

Det er det eneste lille anerkendende nøk til fortiden. Papiret, som han tegner på hver morgen i sin seng, klædt i skræddersyet kropslang skjorte fra Hilditch & Key, lavet efter en model han har set på Victoria and Albert Museum i London. Ellers går han kun op i nutiden. Han gider ikke vurdere modens udvikling.

»Der er ikke noget bedre eller værre. Der er bare udvikling, og perioder har den mode, de fortjener.«

H&Ms første kendisdesigner

En af tidens moder har han selv skabt. Da han i 2004 var H&Ms første kendisdesigner, var han med til at starte trenden med samarbejde mellem store designkæder og kendte navne. Hev Yves Saint Laurent-moden ud af haute couture-husene og gjorde pret a porter til den vigtigste mode, hev Karl Lagerfeld-moden ned af pret a porter-stativerne og gjorde den tilgængelig. Godt design behøver ikke at være kostbart.

Det samme er tanken med mærket i hans eget navn, Karl Lagerfeld, der er forholdsvis billigt sammenlignet med Fendi og Chanel, som han stadig er designer for. Et par jeans koster 180 euro. En jakke omkring 300. Mærkets flagship store på Boulevard St. Germain indeholder næsten lige så mange accessories med billeder af ham, som der er tøj.

En pung med hans profil præget ind i. Små figurer, hvor han står i fuld figur. Han er sin egen bedste vare, og han understreger fornemmelsen af, at han er blevet til en figur, en konstruktion, da han skal svare på, om han egentlig er lykkelig.

»Jeg så engang et interview, hvor Tom Ford spurgte mig »er du lykkelig«? Og jeg svarede i det interview »jeg er ikke så ambitiøs.« Hvad er det at være lykkelig? Når du spørger dig selv, »er jeg lykkelig, er jeg ikke lykkelig?« så har du problemet, for så er du ikke lykkelig. Jeg forventer ikke at blive lykkelig.

Det er ikke noget, livet lover dig – at du skal være lykkelig. Du skal gøre dig umage. Lykken er så skrøbelig, så du kan ikke regne med den. Jeg havde en idé om, hvilket liv jeg ønskede at få, og til sidst fik jeg det. Så hvad kan jeg bede om mere? Jeg er ikke så ambitiøs, at jeg vil være lykkelig, men jeg er ret heldig, at jeg kan gøre, hvad jeg gerne vil på den måde, jeg gerne vil gøre det på. Måske burde jeg være mere ambitiøs, men det er jeg nu ikke.«

En koket latter.

Interviewet er forbi. Han sidder et øjeblik for sig selv og kigger på sin telefon. Der venter en ny journalist på den anden side af døren.»Er det sjovt sådan en aften? Eller er det bare endnu en dag på kontoret?«Han kigger op, smiler med en mundvig og siger:

»Der er intet, der er arbejde for mig. Arbejde er noget for folk, der har brug for at tjene penge. Det har jeg ikke. Jeg laver det, jeg gerne vil. Det er ikke arbejde. Det er mit liv.«