Jørn Utzon var en ener i det 20. århundredes arkitektur. Men hvor fik han det fra? Hvem inspirerede ham? Eller rettere: Hvad inspirerede ham?
Det er 100 år siden, Jørn Oberg Utzon blev født. Det har Utzon Center i barndomsbyen Aalborg ikke unaturligt markeret med en udstilling. Udstillingen er nu flyttet til Dansk Arkitektur Center i København, hvor den er tilpasset lokaleforholdene på en fin måde. Det er, som om de nye omgivelser i BLOX ved Københavns Havn allerede har givet arkitekturcenterets udstillinger et tiltrængt løft efter flytningen fra de charmerende, lavloftede lokaler i Gammel Dok på Christianshavn.
Som ung arkitektstuderende i København i sidste halvdel af 1930rne og begyndelsen af 40rne og ikke mindst i tiden hos Alvar Aalto i Helsinki og Gunnar Asplund i Stockholm er Utzon rundet af den fint afdæmpede, nordiske modernisme, og tydelig inspiration fra de mere kompromisløse amerikanere Mies van der Rohe og Frank Lloyd Wright lader sig også spore. Det påviser udstillingen med få pædagogiske greb. Store dele af præsentationen former sig som en collage over mennesker, bygningsværker og steder, der betød noget for Utzon. Nærmest bevægende er det at se en tidlig skitse til Bagsværd Kirke. Et indtryk fra Hawaii, hvor nogle mennesker er forsamlet på en strand ved havet. Over dem himlen og skyerne. Den erindring overfører Utzon til kirken og tilfører et kors.
Stedernes ånd
Jørn Utzon søgte stedernes mening for at finde stedernes ånd. På lange rejser i Mellemøsten og i Sydamerika, der i Utzons yngre dage lå noget længere væk end i dag; mentalt såvel som praktisk, stødte han på nogle landskaber og nogle bygninger i de landskaber. Han stødte på en tradition, der inspirerede ham. Århundreders erfaringer. Tacit knowledge kaldes det undertiden. Viden, der går i arv.
Bygningerne var tilpasset landskaberne, bygget af landskabernes materialer og rejser sig i flere tilfælde over jordfladen, som om de voksede ud af den. Det kunne være fattige menneskers ganske rationelle, logiske bosættelser. Men det kunne også være de samme menneskers forsøg på at skabe en bygningsmæssig oplevelse, der rakte ud over hverdagen. Som for eksempel tempelbyggerierne i Mellemamerika, der kunne forme sig som det store plateau, der stadig i dag rejser sig over junglen og giver mennesker et perspektiv på geografien og tilværelsen. På vore breddegrader har vi praktisk taget altid horisonten inden for geografisk overskuelig afstand. Det har givet vores liv perspektiv og udfordringer, og vikingerne satte bådene ud i forventning om at finde noget på den anden side af vandet. Sådan er perspektivet ikke nødvendigvis midt inde på en kontinent som det sydamerikanske.
Hævet over hverdagen
Det var disse oplevelser af menneskets evne til tilpasning til landskabet og overlevelse i naturen, der blev en meget væsentlig inspirationskilde for Utzon. Der har været mange bud på, hvad der er inspirationen til Operahusets berømte skaller. Appelsinskræller, lyset på alpernes toppe, skibenes sejl på Limfjordens vande, hvor henover blæsten går så stærkt, endog »de skandinaviske kvinder med deres smukke blå øjne og lyse hår,« ifølge hustruen Lis Utzon. Selv har Jørn Utzon engang forklaret at:
»Man skal forestille sig ... måske 3.500 mennesker, der omtrent samtidig ankommer til bygningen med store forventninger om, hvad de skal se og opleve. De går op ad trinnene, og det forener dem og adskiller dem samtidig fra hverdagen. I pausen, når de kommer ud fra de forskellige dele af Operahuset og samles i foyeren, er de på samme måde forenet i deres oplevelser. Husets særlige beliggenhed understøtter denne følelse af at være hævet over hverdagen.«
For det er det, kunst og arkitektur kan, når man møder det ypperste. Udstillingen kommer rundt i Utzons både realiserede og ikke realiserede projekter, og man kan med fordel kombinere Utzon-fejringen med en anden udstilling i DAC om Ove Arup med den delvis danske baggrund og uddannelse, der skabte et stort, globalt ingeniørfirma, og arbejdede sammen med Utzon om Operahuset i Sydney.
