»Jeg håber, at jeg aldrig skal flytte herfra. At jeg kan arbejde her til den sidste dag i mit liv. Og så bare sige farvel«

En af Islands største samtidskunstnere, RagnheiðuR JónsdóttiR, bor i et af landets mest spektakulære hjem uden for Reykjavik. Hun har boet i sit selvopførte drømmehus, Hafsteinhus, i mere end fem årtier - omgivet af sine fem sønner, sin mand, kunst, hunde, islandsk lava og det helt særlige lys.

Stuen
»Stuebordet er lavet til huset. Det er alt i huset. Banken syntes at huset var for stort, så de ville ikke låne os pengene til det. Det tog os ti år at blive færdige - og det var efter vi flyttet ud af garagen,« fortæller RagnheiðuR Jónsdóttir. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Kvarteret hedder Gardabær. Skulle vi være i tvivl om, at vi er på Island, er det blot at kigge sig rundt i farvelandskabet. Gråt. Brunt. Lavaen fra den gamle vulkanø har forplantet sig i både landskabet og arkitekturen. Vi er i Reykjaviks mest mondæne boligkvarter, hvor vi skal besøge Islands måske mest spektakulære hus: Hafsteinhus. Siden det blev opført i 1960erne, er det blevet en pilgrimsdestination for arkitekturentusiaster fra hele verden. Husets berømte arkitekt, Högna Sigurdardóttir, kombinerer den nordiske tradition for at bruge lokale byggematerialer med fransk modernisme.

Vi er her for at besøge husets berømte berømte beboer, den internationalt anerkendte kunstner RagnheiðuR Jónsdóttir. Hun ligner bestemt ikke sine 85 år, som hun modtager os, klædt helt i sort, brune kernelæder-støvler, kort sølvgråt hår og voluminøse ringe, der vikler sig om de energisk gestikulerende hænder. De hænder, der i mere end fem årtier har været hendes vigtigste redskaber. RagnheiðuR JónsdóttiR har formået at forene feministisk aktivisme med kunst i sine ofte overdimensionerede printværker. Hun har udstillet over hele kloden, hun har vundet er væld af internationale priser og levet et liv, der har budt på rejser til hele verden. Men forbundetheden til Island er intakt og for altid.

»Jeg er bestemt ikke doven. Jeg skaber stadig kunst hver dag. Mine sønner siger, at vi får brug for stadig mere opbevaringsplads. Jeg synes nærmere, der er brug for flere købere,« siger hun og peger på et hjørne fyldt med gigantiske plakatruller.

»Jeg var oprindeligt printkunstner, men måtte ændre min teknik, fordi syren var for usund at arbejde med. Nu arbejder jeg med kultegninger. Jeg kan bedst lide kraftfulde formater. Jo større jo bedre.«

RagnheiðuR Jónsdóttir har lavet kunst og illustrationer til at ære den islandske nobelprismodtager Haldur Laxnæs. Fotocollager til en illustreret bog i 1982, da han var 80 år gammel. Hun viser med energi prints og udklip om sine mange værker - men hun har intet begreb om, hvor mange det er blevet til over tid. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Den vævre lille dame kan lide storhed. Også, når det gælder dimensionerne på værkerne.

»Stod det til mig lavede jeg kun 1,75 x 3 meter værker. Det er det mest interessante - men også det, der er sværest at sælge. Og jeg skal jo leve af det.«

Vi tager skoene af og lader strømpesokkerne signalere samme respekt, som ejeren selv udviser huset, da hun stolt fremviser en scrapbog, dedikeret til udklip fra interiørartikler om stedet og de internationale designpriser, hun har modtaget. Der er indfaldslys fra alle kroge i huset. RagnheiðuR Jónsdóttirs store kultegninger hænger på væggene, som om naturen får lov at sætte sit fingeraftryk indendøre såvel som udenfor. Men det er ikke et museum, vi besøger, selvom hun gerne beder om betaling, når arkitektskoler fra hele verden vil lave feltarbejde i hendes dagligstue. Der ligger franskbrød klar i en brun pose side om side med ostehøvl og smørkrukke, en kanebolle er skåret ud til deling, og duften af mild tobak og brænde i pejsen vidner om, at hjemmet også er til daglig brug.

Naturen kan ses fra alle steder i hjemmet, og huset er udstyret med fem havedøre, der lukker dig ud i den. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Hafsteinshus er 283 kvadratmeter og det har dannet ramme om familieliv og kunstnerisk praksis siden 1963. Det er med en vis andægtig stolthed, at RagnheiðuR JónsdóttiR beskriver hjemmets tilblivelse. For selvom den voksende familie købte byggegrunden i 1962, stod huset ikke færdig før ti år senere.

»Vi kunne ikke få et lån, fordi banken mente at det hus vi ville bygge, var »for stort«, selvom vi var syv mennesker, der skulle bo her. Så alt måtte gøres i etaper,« husker kunstneren, der vidste, at hun ikke ville fravige den byggeplan hun og arkitekten Högna Sigurdsardóttir, havde udtænkt sammen.

Tegningerne af huset var så mærkelige, at selv bygherren ikke vidste, hvad han skulle stille op med projektet, endsige hvor han skulle ende eller begynde. Högna Sigurdsardóttir arbejdede primært i Paris, men var født og opvokset i Reykjavik - i samme kollektiv som RagnheiðuR Jónsdóttirs mand. Og det betragtede RagnheiðuR som tegnet på, at hun var den eneste, de ville samarbejde med.

»Jeg ser tit det danske program »Kender du Typen«. Det er så sjovt at se, hvordan de finder ud af, hvem personen er. Nogle af hjemmene er jo netop så kedelige og upersonlige.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Vi flyttede ind med vores fire sønner og hunden i den garage, der i dag er fungerer som mit studie. Der boede vi indtil i 1967. I 1968 havde jeg min første soloudstilling, og måneden efter fødte jeg vores femte dreng. Der skete så meget godt det år. Og der kunne vi næsten rykke ind i huset.« Alt inventar i huset, fra sofaøer til spisebord, er designet af arkitekten. Og alt kom til i etaper, for der var ikke penge til hurtige løsninger.

»Vi måtte sidde direkte på den støbte beton, da vi flyttede ind, for intet var færdigt - kun gulvet. Naboerne kaldte os »The Flintstones«.«

Over sengen hænger to værker af hendes ældste søn, Jòn Òskar, der også er kunstner. Han er  uddannet fra School of Visual Arts i New York hvor han også mødte sin hustru. Svigerdatteren, Hulda Hákon, har skabt kunstværket der hænger i teenagehulen. Deres fælles barn er også blevet kunstner. Fotokunstner. . Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Hjemmets åbne pejs og bløde brune nuancer, får det til at fremstå åbent og imødekommende. Ifølge ejeren elsker både børn, hunde og katte at være her, for der er legeplads og udfordringer til dem. Hundene må gerne springe op i sofaerne, kattene bruger reolerne som klatrestativ, og børnene kan lege gemmeleg i de mange kroge og hjørner.

»Der er nærmest en indvendig livsrute her. De små børn løber op og ned af de bakker, som niveauforskellene skaber. Derefter kommer man forbi de voksnes ø midt i stuen og så passerer man teenagernes hule, så vores indvendige »skov’« indtil man ender i »søen«, som er det store badeværelse.« Badet er hjemmets hemmelige destination. Det er udstyret med jacuzzi og ovenlys, og er afskåret fra de ellers åbne rum. »Jeg kan sidde her. Alene med et glas vin og kigge på på stjernerne. Helt uforstyrret.«

RagnheiðuR Jónsdóttir, kunstner

»Vi måtte sidde direkte på den støbte beton, da vi flyttede ind, for intet var færdigt - kun gulvet. Naboerne kaldte os »The Flintstones««


Badet er hjemmets hemmelige destination. Det er udstyret med jacuzzi og ovenlys, og er afskåret fra de ellers åbne rum. »Jeg kan sidde her. Alene med et glas vin og kigge på på stjernerne. Helt uforstyrret,« fortæller RagnheiðuR Jónsdóttir. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Den store tromle står i kunstnerens studie, og var den hun frem til 1990 lavede sine prints på. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Jeg vil dø her. Hurtigt. Jeg vil ikke falme«

»Min elskede mand døde for fem år siden. Men jeg kunne aldrig drømme om at flytte herfra. Selvom huset er stort, er det ikke for stort til mig. Jeg bor her med mine hunde. Den den ene af mine sønner, der er snedker, bor her også indimellem, når han har opgaver i området.«

Det var allerede en del af de oprindelige overvejelser, da huset blev bygget, at det aldrig måtte virke affolket, uanset hvor mange af de fem børn, der var flyttet hjemmefra.

»Högna sagde: jeg vil bygge en rede til jer. Det er sådan en smuk tanke. At vi kunne favne alle vores unger, og også deres børn, den dag de kom. Men der må heller ikke være overflødig plads. Reden må ikke virke tom.«

Kunstneren RagnheiðuR JónsdóttiR byggede for 50 år siden hendes eget hus på i Reykjavik, der skulle kunne rumme en familie på syv.  Værelserne omkring stuen er små og integrerede i det store rum.  Når skydedøre i fyr trækkes frem, materialiserer der sig små levekuber. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Værelserne omkring stuen er små og integrerede i det store rum. Hun peger på to senge og kalder dem værelser, hvorefter hun trækker skydedøre i fyr frem, og pludselig materialiserer der sig små levekuber. »Dørene var aldrig trukket for, da drengene var små. Kun når de skændtes. Alt har sin plads, og der er, hvad der skal bruges, men der er heller ikke mere. Da de hver især flyttede, kunne de ikke tage andet med end deres skrivebordsstol. Alt andet hører til her.«

»Jeg er bestemt ikke doven. Jeg skaber kunst hver dag. Mine sønner siger, at vi får brug for stadig mere opbevaringsplads. Jeg synes, bare der er brug for flere købere,« siger RagnheiðuR JónsdóttiR Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Husets arkitektur er inspireret af de islandske huse fra det 18. og 19 århundrede, der blev bygget med græstørv. Arkitektens ønske var at skabe følelsen af, at man ikke går udefra og ind i et hus, men at lys og rummelighed skaber følelsen af, at man er i et med naturen uanset hvor i huset, man befinder sig. »Jeg håber, at jeg aldrig skal flytte herfra. At jeg kan arbejde her til den sidste dag i mit liv. Her. Og så bare sige farvel. Det er en velsignelse, at dø pludseligt. Jeg vil ikke falme.«

Hun smiler. Døden skræmmer ikke kunstnere, mener hun.

»Har du set, hvor gamle kunstnere bliver? Det giver os energi og lykke at skabe kunst. Hvis jeg bekymrer mig om noget, går jeg i studiet. Hvis jeg arbejder i bare en time, så har jeg glemt mine bekymringer. Jeg koncentrerer mig om kunsten og forglemmer mig i den.«

Kunstneren RagnheiðuR JónsdóttiR  har ikke skruet ned for sin produktivitet: »Kunstnere bliver gamle. Har du lagt mærke til det? Når du skaber får du kun energi og glæde. Jeg vil arbejde til min sidste dag. Og så siger jeg farvel. Jeg vil aldrig falme over tid.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Et liv som kunstner, var ellers ikke den oplagte levevej for RagnheiðuR Jónsdóttir. »Jeg boede på landet og havde fem søstre og en bror. Jeg var den første, der blev født og 6 år efter kom der så et barn om året. Mine søskende, jeg voksede op med gamle og unge mennesker, men der var ingen kunst, kun lidt fotos,« husker hun. »Jeg begyndte meget tidligt at lave tegninger. De fleste børn kan lide at tegne, men stopper typisk igen, når de bliver 12. Jeg fortsatte og så startede jeg på kunstskole, da jeg var 17 år i Reykjavik.«

Hendes forældre kunne heldigvis tidligt se hendes talent og lod deres ældste datter tage timer i kunstlære allerede fra 3. klasse.

»Jeg mødte min mand, da jeg var 17 og han var 18. Vi dimitterer begge tre år efter og gifter os to dage senere. Jeg fik mit første barn 4 måneder derefter. Det er jo så mærkeligt, hvordan det første barn aldrig skal være så længe i maven, ikke?«

Husets arkitektur er inspireret af de islandske huse fra det 18. og 19 århundrede, der blev bygget med græstørv. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

På deres bryllupsrejse stillede de eventyrlysten og besøgte København, Edinburgh, Hamburg, Paris og London på en enkelt måned. Og så vendte de hjem og startede familielivet.

»Det var altid min mand, der lavede mad. Jeg var hans assistent. Og så huskede jeg at rose ham meget. Han var tandlæge, men han skabte også en musikgruppe, og han sang med i alle de kor og i kirkekor, som han kunne finde i Reykjavik. Han var altid beskæftiget og kunne godt forstå, hvorfor jeg også måtte producere hele tiden. I Island har vi sjældent kun ét kald. Vi har mange.«

Kunstneren RagnheiðuR JónsdóttiR har boet i drømmehuset i fem årtier.Hafsteinshus er 283 kvadratmeter,og det har dannet ramme om familieliv og kunstnerisk praksis siden 1963. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.