Holger Dahl: Når arkitekter opleves som uforståelige, er det os andre, der må tage os sammen

Fagsprog findes - og det er ikke noget problem. Når arkitektsprog kritiseres, skyldes det mest af alt en mangel på interesse for arkitekturen.

Kobling, mime, kontekst er mærkelige ord, men de betyder faktisk noget. Alle brancher har et fagsprog og det er ikke det, der er problemet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Da jeg var lille og løb rundt og legede med mine kammerater i Skærbæk i det mørke Sønderjylland, kom der en mærkelig dag. Uden for vores hus holdt der en grøn Puch-knallert. Det var ikke det, der var mærkeligt. Jeg gættede på, at det nok var en af byens borgere, der havde et ærinde inde hos præsten, som var min far.

Det mærkelige var, at min kammerat Kim gik op til knallerten og begyndte at udpege de forskellige motordele: Karburator, topstykke, tændrør, ventiler og den slags. For mig lød ordene som gypf, ralkur og knurt –  volapyk uden kontakt til vores verden – og jeg kunne ikke forstå, hvordan Kim havde lært dem. Vi lavede nogenlunde de samme ting, så de samme ting i fjernsynet, gik i samme skole, lavede de samme lektier. Hvordan han pludselig havde fået fat i et helt ordforråd om noget, der for mig var både eksotisk og helt og aldeles uinteressant, kunne jeg ikke forstå.

Men altså – og det er det, der er pointen – det var interessen! Kim ville gerne være en knallertbølle, hvorimod jeg var helt fint tilfreds med min cykel og min sæbekassebil.

Fagsprog findes

Alle fag har et særligt sprog. Et fagsprog, som det hedder. Hvis man beskæftiger sig indgående og detaljeret med et bestemt emne, er det naturligt, at man bliver nødt til at udvikle et særligt sprog, der kan beskrive alle aspekter af, hvad det nu er, man beskæftiger sig med. Uden fagsprog er man handicappet som en pianist i boksehandsker, men det er meget forskelligt fra branche til branche, hvor meget fagsprog, der er gledet fra faget og ud i det almindelige sprog.

»Alle fag har et særligt sprog. Et fagsprog, som det hedder. Hvis man beskæftiger sig indgående og detaljeret med et bestemt emne, er det naturligt, at man bliver nødt til at udvikle et særligt sprog, der kan beskrive alle aspekter af, hvad det nu er, man beskæftiger sig med,« skriver Holger Dahl. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Mængden af en given branches fagsprog i det almindelige sprog siger noget om, hvor vigtig branchen er i det almindelige gennemsnitlige liv, og på den måde er det ikke så sært, at kokke- og konsulentbranchens sprog er de to fagsprog, der for tiden breder sig mest ind i normalsproget. Implementere, perspektivere, italesætte og den slags ord dukker op som ukrudt i sproget overalt, fra board rooms til børnehaver og derfra videre – direkte ind i almindelige menneskers liv, hvor de ikke har noget at gøre.

Lidt mere mening er der i, at kokkesproget er ved at blive mainstream. I forlængelse af de seneste 20 års altfortærende ædegilde på alle skrive-, sende- og taleflader er tidligere fagbegreber som emulgere, legere, pochere og montere kommet ind i almindelige folks køkkener, og med interessen er også specialingredienser og eksotiske produkter blevet noget, alle ved, hvad er.

»Det, der skaber den sproglige afkobling mellem arkitekter og deres kunder, er i virkeligheden manglen på interesse. En mangel, der altså ikke er arkitekternes, skulle jeg hilse og sige.«


For 20 år siden stod der næppe mere end fem krydderier i et normalt dansk køkken: Salt, peber, karry, paprika og, hvis bølgerne gik højt, lidt herbes de Provence. Det er alt sammen forandret nu. Enhver madlaver har mindst 25 krydderier og flere forskellige saucer og eddiker i skabene og kender med lethed forskel på en creme anglaise og en ganache.

Det er derfor mærkeligt og lidt forstemmende, at de, der arbejder med et så vigtigt område som den måde, vi bor på, arkitekterne, altid beskyldes for at tale i et lukket og uforståeligt fagsprog. Forstemmende, fordi det jo ikke er sproget, der er noget galt med. Fagsprog er nødvendigt. Det, der skaber den sproglige afkobling mellem arkitekter og deres kunder, er i virkeligheden manglen på interesse. En mangel, der altså ikke er arkitekternes, skulle jeg hilse og sige. Så snart man har behov for at kunne udtrykke forskellen på rum, lys og materialer og på en bygnings forhold til sine omgivelser, vil man helt naturligt søge ind i det fagsprog, der er udviklet til at beskrive netop de elementer.

Sproget og verden

Så det er altså der, vi er: Vores sprog og vores verden hænger sammen, og når arkitekters sprog af mange lægfolk opleves verdensfjernt, er det ikke sproget, der er problemet, men verdenen, så at sige. Jeg ved, at det lyder meget påståeligt, og naturligvis er det et hønen og ægget-argument,  for hvis nu arkitekterne talte et sjovere sprog, så ville flere folk interessere sig for det, de laver, lyder modargumentet. Det hænger så ikke sammen med den kendsgerning, at folk rask væk kender de mærkeligste og mest eksotiske ord for haveredskaber og køkkenudstyr.

Jeg må derfor på standens vegne melde hus forbi, når sprogdiskussionen kommer op. Det er rigtig, at mange arkitekter taler og skriver gebrækkeligt, men det er ikke sprogets skyld – de er bare dårlige sprogbrugere. Personligt er jeg glad for, at arkitekturen fylder mere og mere i debatten for tiden, og jeg glæder mig til den dag, vi på DR får Den Store Byggedyst i stedet for Den Store Bagedyst – så bliver det endelig arkitektursprogets tur.