Holger Dahl giver fire stjerner til nytænkende kirke: »Jeg frygter, det kan dræbe gudstjenestens intensitet«

I en landsbykirke i Vipperød Sogn vil menigheden udvikle nye måder at holde gudstjeneste på – og arkitekturen skal medvirke.

Undtagen krucifiks er alt liturgisk inventar blevet fjernet i Sønder Asmindrød kirke. Prædikestolen bliver også flyttet i løbet af foråret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Et liturgisk laboratorium – det lyder spændende. Man forestiller sig dunkel belysning, hemmelige riter og boblende væsker. Men intet kunne være længere fra den sandhed, der åbenbarer sig, når man besøger Danmarks første og eneste liturgiske laboratorium i Sønder Asmindrup i nærheden af Vipperød. I stedet for laboratorieklicheen finder man nemlig i den klassiske, glansbilledagtige kirke et nærmest stueagtigt rum. Et venligt, uhøjtideligt, træduftende rum, der både passer og ikke passer til kirken – og det er nok det, der er meningen.

For få kirkegængere

Sønder Asmindrup ligger i Roskilde stift i Vipperød Sogn. Sognet råder over tre klassiske danske landsbykirker, men har ikke kirkegængere nok til at fylde alle tre hver søndag. Menighedsrådet diskuterede derfor længe, hvad man kunne gøre ved det og nåede frem til en idé om at udvikle noget særligt til én af kirkerne. I stedet for at lukke den ville man hellere åbne den så at sige. Finde en ny måde at bruge den på. Valget af kirke faldt på Sønder Asmindrup, og sådan blev ideen om det liturgiske laboratorium født.

Roskilde Stift var heldigvis med på tankerne, og menighedsrådet kontaktede Poul Schülein fra Arkitema Architects for at diskutere ideerne med ham og involvere ham i processen om at udarbejde et skitseprojekt, man kunne bruge som udgangspunkt for en fondsansøgning. Poul Schülein er tidligere Kongelig Bygningsinspektør for Sjælland og kendte derfor allerede til kirken. Arkitema Architects udviklede en række forskellige muligheder, og med dem i hånden fik menighedsrådet tilsagn fra A.P. Møller Fonden om støtte til hele processen – dog med den klausul, at hvis man skulle gå, så skulle man, som Asger Jorn sagde det, gå til yderligheder.

Og som sagt så gjort – yderligheder er der blevet gået til. Dog på den meget fredelige måde. Og projektet er både meget lovende, meget sympatisk og måske – måske – en lille smule for nydeligt.

Landsbyidyl og dansk design

Kirken ligger som sagt overordentligt smukt på sin kirkebakke i det midtsjællandske landskab. Den er en klassisk dansk landsbykirke fra 1100-tallet og ligner noget fra en billedbog. Den har oprindeligt stået i blank mur, som det hedder, men er i dag hvidkalket, og man mangler kun sneen for at blive ramt af akut julestemning, når man på en blygrå decemberformiddag kommer kørende ind på parkeringspladsen for bakkens fod.

Det fås næppe mere idyllisk. Udefra er det liturgiske laboratorium stadig en klassisk dansk landsbykirke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Som alle de andre kirker fra samme tid består Sønder Asmindrup kirke af et kor, et skib og et tårnrum. Koret er det ældste, men skibet, som sandsynligvis i sin første inkarnation har været af træ, er næsten lige så gammelt. Man kommer ind i kirken gennem våbenhuset, som er placeret som en lille tilbygning på sydsiden af kirken og mødes af den store kristusfigur, der er et eneste faste element i kirken. Da A.P. Møller Fonden opfordrede Menighedsrådet til at være modigt, søgte man om lov til helt at fjerne de faste liturgiske elementer som alter, knæfald, alterbord og prædikestol. Det blev godkendt, og derfor er kirken nu karakteriseret ved en enkelt stor gulvflade i brede, lyse fyrretræsplanker fra Dinesen.

Kirken var før, som stort set alle andre kirker i Danmark, en såkaldt processionskirke med alter i den ene ende og bænkene i to rækker med en midtergang ned gennem hele kirken. Arkitekterne har bevaret mindet om processionskirken ved at lægge de brede planker på langs af rummet. Det ser imponerende ud med de lange forløb, men hvis man for alvor ville have udfordret den traditionelle disponering af kirkerummet, skulle man måske hellere have arbejdet med et retningsløst gulv.

Men flot er det, og en glimrende detalje er det også, at gulvet er trukket et par centimeter ind fra ydermuren hele vejen rundt. Både for at fremhæve dets rolle som flade og ny helhed for rummet og for visuelt at lade kirkens mure komme kraftigt og overbevisende ned på jorden. I den traditionelle landsbykirke, hvor bænkerækkerne i hver side går helt ud til ydermuren, opfattes kirkerummet kun som sine hvælvinger og ikke som den tunge konstruktion, det er.

Laboratoriets inventar består ud over alterbordet blot at Nicolai de Giers bænke, Cecilie Manz' puder og de minimalistiske stager, som kan skrues fast i bøsninger i gulvet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Japansk inspirerede bænke

Til hele kirken har møbelarkitekten Nicolai de Gier formgivet nogle smukke, japansk inspirerede bænke i sort bejdset asketræ. De har lyse læderbetrukne siddehynder og fungerer enkelt og præcist i det lidt udskridende rum, der vokser ud af mødet mellem det lyse træ og de hvidkalkede mure.

Ideen med de løse bænke er, at kirkerummet kan indrettes fuldstændig frit og fra gang til gang alt efter hvor mange kirkegængere, der møder op. Alterbordet er også i sort asketræ og kan flyttes lige så let som bænkene.

Nicolai de Giers bænke er tydeligt japansk inspirerede, men sender også venlige hilsner til Charles Rennie Mackintosh og Gerrit Rietveld. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

En meget elegant detalje er lysestagerne, der står i to rækker som helt enkle halvanden meter høje kobberrør, der kan skrues fast i bøsninger i gulvet. Et enkelt lys passer i rørets top, og man kan på den måde ret frit møblere rummet med stager ved for eksempel kun at have fire stager stående i et kvadrat omkring alterbordet, eller hvad man nu finder ud af giver mening. Den romanske døbefont er bevaret og står, hvor den altid har stået. Nogle ting kan man trods alt ikke lave om på.

Hvælvingen ind til tårnrummet er blevet udstyret med et gardin – både for at kunne skærme det af, hvis man vil gøre selve kirkerummet endnu mindre, og for at man kan lave rigtige teateragtige optrin i kirken. For eksempel vil man her i julemåneden spille et krybbespil, som rummer både teater og fællessang.

Våbenhuset har fået en ny gulvbelægning i gule teglsten sat på kant – også både venligt og rustikt som hele resten af kirken.

»Selv er jeg så gammel, at jeg er naturligt skeptisk overfor de mange ideer, der florerer om at nytolke kirken. Jeg bryder mig heller ikke om de nye salmer, der altid bare ender i et fladt »himlen er så stor« budskab og aldrig rummer den personlige anfægtelse. «


Venlighed eller intensitet

Der er over det meget vellykkede projekt en behagelig og ærkedansk aura af omsorg, gode materialer og positive tanker. Hvis nogen siger, at design i virkeligheden er danskernes religion, kan de finde gode argumenter for deres påstand her i Sønder Asmindrup.

Selv er jeg så gammel, at jeg er naturligt skeptisk overfor de mange ideer, der florerer om at nytolke kirken. Jeg bryder mig heller ikke om de nye salmer, der altid bare ender i et fladt »himlen er så stor«-budskab og aldrig rummer den personlige anfægtelse. På samme måde kan jeg frygte, at det liturgiske laboratorium kan komme til at dræbe gudstjenestens intensitet med al sin folkeskoleagtige venlighed, men når det er sagt, er der points for både modet og for udførelsen, og jeg vil glæde mig til at følge med i laboratoriets forskningsresultater.