Holger Dahl: Bygger Bjarke Ingels den perfekte Big Brother-by?

Kommentar: BIG har designet Woven City - Toyotas idé om en bæredygtig, selvkørende og måske intelligent by. Det ser ud, som om vi kun er få millimeter fra en blød udgave af Orwells gamle fremtidsvision.

På CES-messen i Las Vegas præsenterede Bjarke Ingels natten til tirsdag BIGs og Toyotas vision for fremtidens sammenvævede by. Fold sammen
Læs mere
Foto: STEVE MARCUS

En brintfyret, blød og bæredygtig by i skyggen af Fujiyama. Med selvkørende biler, grønne parker, afrundede pladser og intelligente boliger i bæredygtigt træ. Dét er Toyotas vision for fremtiden, som den blev præsenteret tirsdag i Los Angeles af vores allestedsværværende, efterhånden halvgamle vidunderbarn Bjarke Ingels.

Det, der foregår i Las Vegas i disse dage, hedder Consumer Electronics Show eller bare CES. Den er verdens største gadget- og computermesse, og den har eksisteret siden 1967. Det er her, fremtiden bliver præsenteret, og sådan har det været siden slutningen af tresserne. Den første computermus blev demonstreret her i 1968, videobåndoptageren, CDen, digitalkameraet og hundredevis af andre ting, der har ændret vores liv, blev først vist på CES.

Det er derfor logisk, at den japanske bilgigant Toyota havde valgt CES som den naturlige platform for lanceringen af deres fremtidsinitiativ Woven City. En BIG-designet, blød og kun ganske lidt Big Brother-agtig verden, som Toyota vil opføre på en tidligere fabriksgrund.

Med solceller på taget og brint-brændselsceller som hovedenergikilde vil Woven City opstå på en tidligere Toyota-fabriksgrund tæt på Fujiyama. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toyota.

Et arbejdende fremtidslaboratorium

Byen er i sin første inkarnation omkring 0,7 kvadratkilometer stor og bliver bygget til at huse 2000 indbyggere: Toyota-ansatte med deres familier, forskere, futurister og almindeligt interesserede (man kan melde sig til på Toyotas website, hvis man har lyst til at være med).

Byen skal være et arbejdende laboratorium for fremtidens sammenvævede by - deraf navnet. BIG starter med at opdele byens trafik i tre niveauer: Den hurtige til de selvkørende biler, den mellemhurtige til gående og individuel transport som for eksempel løbehjul og elektriske skateboards og endelig den langsomme, der kun er til fodgængere, og som vil slynge sig gennem byen i parklignende forløb. Disse tre trafikniveauer væves sammen omkring tre store karreer, bygget i CO2-neutralt træ og med solceller på taget. Bygningerne bliver designet med laserskårne, klassiske, japanske tømmersamlinger og desuden udstyret med alt inden for intelligent boligudstyr: Et køleskab, der selv henter mælk (det har vi hørt om i 30 år nu, men det findes vist endnu ikke), robotassistenter til madlavning og rengøring og en række funktioner, der overvåger beboernes fysiske tilstand: Blodtryk, kolesteroltal, stressniveau og meget andet.

»BIGs arkitekter har gjort sig store anstrengelser for at skabe centrale pladser og torve, hvor mennesker kan mødes, idet de erkender, at fremtidens intelligente by også nemt bliver lige så fremmedgørende som de dystopiske sci-fi fantasier, vi er vant til. «


Brintdrevne budvogne

Hele byen bliver betjent af små selvkørende brintdrevne budvogne, der vil bevæge sig rundt i et underjordisk tunnelsystem, hvor også andre tekniske installationer vil blive placeret.

BIGs arkitekter har gjort sig store anstrengelser for at skabe centrale pladser og torve, hvor mennesker kan mødes, idet de erkender, at fremtidens intelligente by også nemt bliver lige så fremmedgørende som de dystopiske sci-fi fantasier, vi er vant til. Hvis vi aldrig skal handle eller på posthuset eller til lægen, hvorfor skal vi så overhovedet mødes? Det er og bliver en af de væsentligste udfordringer ved alle de fremtidsbyer, vi har set siden The Jetsons. Vi må håbe, at BIGs knivskarpe sans for lige dele spas og alvor også får lov til at slå igennem i Toyotas fremtidsby.

Det var Bjarke Ingels selv, der præsenterede fremtidsvisionen i Las Vegas, og selv om Woven er et svært ord at udtale, så virkede begejstringen stor. Ihvertfald vurderet efter den video, der er blevet uploadet på Youtube.

Aftenstemning i Woven City. Der vil også være selvkørende party-busser, kan man se. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toyota.

Hy Society

Sjovt nok præsenterede BIG allerede på deres legendariske Yes is More-udstilling i 2008 projektet Hy Society, der også var en brintdreven by. Dog mere i form af en gigantisk pyramide, hvor alle byens funktioner kunne finde plads tæt på hinanden.

BIG er derfor naturligvis oplagte samarbejdspartnere for Toyota til projektet, og efter tegnestuens arbejde med den store Google Campus i Californien må man også formode, at Bigsterne har en hel masse erfaringer med integration af IT, AI og alting. Det eneste, historien ikke melder noget om, er privatlivsbeskyttelsen. Hvis man bor i et 100 procent overvåget miljø og kun bevæger sig rundt i elektriske biler, der konstant rapporterer, hvor de er, er vi kun få millimeter fra en virkeliggørelse af The Truman Show. Eller LEGO-filmen, hvis verden da også gang på gang bliver fremhævet af Bjarke Ingels som en slags idealtilstand:

Everything is awesome, everything is cool when you're part of a team

Everything is awesome, when you're living out a dream

Første spadestik til Woven City forventes taget i 2021.

Husene i Woven City har solceller på taget og er bygget af træ. Med laserskårne, traditionelle, japanske tømmersamlinger. Fold sammen
Læs mere
Foto: Toyota.