Her er noget så sjældent som et vellykket NYBYGGET hus på Ågade

Nyt velformet hus på Ågade formår den sjældne kunst: At være sig selv uden at støje. Det burde ikke være noget, der gav anledning til avisskriverier, men sådan er det i dag, fordi normen er det modsatte, nemlig unødvendig larmende bygninger.

Med teglfacade, tegltag og en rolig vinduestakt, der tilpasser sig naboen, lægger man ikke mærke til, at huset er nyt. Den asymmetriske bygningskrop og det »postmoderne« tagfald fortæller samtidig, at det er det. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

En indpasning, der passer ind, burde ikke være en nyhed, men desværre er det som oftest sådan, at når bygherrer og arkitekter kaster sig over selv den mindste byggegrund, så står julelegene i kø for at folde sig ud: Fristelsen til at markere sig og »sætte sit fingeraftryk« er for stor for de fleste, og derfor bliver indpasningsopgaver alt for ofte til postulater: utilpassede, larmende fremmedelementer i byens rolige tapet.

Der er derfor grund til at lette på sin imaginære hat, når det rent faktisk lykkes en bygherre og en arkitekt i forening at skabe et velformet, karakteristisk hus, der både er helt sig selv, ikke forfalder til billig pastiche – og samtidig passer ind.

Sådan et hus her rejst sig på Ågade, lige vest for De Døves Kirke. Et meget uroligt og støjende sted i byen, sydøst for Falkonér Allé-/Jagtvej-krydset og med boulevardens sydende flod af biler lige uden for indgangsdøren. Officielt er adressen Falkonér Allé 128, men det giver ikke megen mening.

Svalegangene fungerer i praksis som uderum og altaner for de enkelte lejligheder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Et beskedent hus på en lille grund

Frederiksberg Kommune afholdt for nogle år siden en konkurrence om at opføre en lille blok med 14 lejligheder på den tomme grund ved siden af kirken. Med en andelsboligforening som nabo og med Børnehuset Falkonergården i en lav villa i baghaven.

Opgaven var ikke nem, for ikke alene var grunden lille, bygningen skulle også opføres som alment byggeri, hvilket vil sige inden for det foreskrevne rammebeløb, som ligger et par tusind kroner pr. kvadratmeter lavere end konventionelt boligbyggeri.

AAB og arkitekterne fra Mangor & Nagel vandt i fællesskab konkurrencen, og efter den obligatoriske borgerproces gik byggeriet i gang med få anmærkninger. Kommunen har angiveligt fulgt processen nøje, og resultatet vidner om både tæft, omhu og elementær arkitektonisk fingerspidsfornemmelse.

Selvom det passer så glimrende ind, er huset faktisk en lettere postmoderne, skizofren historie med forskellig bearbejdning af hver eneste udvendig flade, det rummer: En detaljeret, taktfast og dekoreret teglfacade mod gaden, en nøgtern, »rytmisk« teglfacade mod kirken, en lav skifertagflade mod børnehaven og rå betonsvalegange mod gården.

Oven i købet er tagets materialer også forskellige på hver side af kippen. Det imponerende er, at variationen ikke opleves hittepåsom eller maniereret – den fungerer: Husets klart forskellige roller kalder nærmest på den variation, det har fået.

Mod gården står facaden i rå beton med fibercementplader og lamélinddækninger. Den lyse og mere porøse facade passer bedre til gårdmiljøet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Moderne, asymmetrisk bygningskrop

Huset afslutter blokken mellem Falkonér Allé og De Døves Kirke, og netop i denne afslutningssituation formår det klart at signalere både indpasning og nybyggeri. Facaden mod gaden passer fuldstændig med naboens vinduestakt, den har en markeret base, som alle klassiske byhuse et gesimsbånd, der adskiller fod og torso, en elegant reliefbort omkring de store vinduespartier og tegltag som sin nabo.

Når man kommer kørende nordvestfra, lægger man på ingen måde mærke til, at der er tale om et nybyggeri. Det gør man til gengæld, når man ser bygningen østfra – men på en så stilfærdig måde, at indtrykket ikke forstyrrer oplevelsen af sammenhæng med byens struktur, overflader og farver.

Udfordringen for arkitekterne har været, at skalaen mod gården og mod gaden er så forskellig. Boulevardens kæmpeskala kan tåle hvad som helst, mens kirken og især børnehavens langt mindre størrelse kræver et behersket sprog. Det løses her ved på meget pragmatisk vis at lave et langt, stejlt fald på taget ned mod Falkonergårdens lave villa. Det flotte, lange tagforløb giver huset et skarpt, moderne snit og signalerer med sin asymmetriske bygningskrop helt tydeligt, at vi har at gøre med en moderne bygning.

Med de mange fine detaljer og den flotte stoflighed i stenene ligner husets skalmur næsten et stykke klassisk murerhåndværk. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Endelig er der facaden på gård- eller havesiden. Herinde bag Ågade er der faktisk temmelig stille og masser af grønt: En lille plæne, buske og store lindetræer gør stemningen grøn og skyggefuld i stor kontrast til støjen og uroen på den anden side af huset.

Her har arkitekterne ladet bygningen stå i sin nøgne betonkonstruktion, blot med fibercementplader på facaden og nogle få lamélinddækkede felter, der med tiden vil blive begrønnede, og som er sat op for at begrænse indkig fra naboejendommens altaner.

Mod gårdhaven er der desuden svalegange. Ejendommen rummer kun 14 lejligheder, så på nær de underste etager er der kun en enkelt lejlighed pr. svalegang, der således mere fungerer som privat uderum og altan i ét.

Og med husets støjafskærmning og det smukke kig direkte ind i lindekronerne er det faktisk ikke så dårligt. For nu at sige det på jysk.

»Fra et puristisk synspunkt kan man godt kritisere den altdominerende danske praksis med at pakke billige betonelementer ind i et enkelt lag muret tegl for at få et venligere udseende.«


I lejlighederne går vinduerne helt ned til gulvet. De tre lag glas beskytter mod trafikstøjen, og en snedig luftsluse lukker »frisk« luft ind. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Beskeden detaljering og kraftig støjafskærmning

I opgangen er der kun en enkelt trappe og en elevator, der begge giver adgang til en repos og til hver etages svalegang. Opgangen er lys i sig selv og nyder oven i det godt af sin store glasfacade mod den grønne gårdhave og nærheden til svalegangen, der som »lånt« rum er med til at give hver repos en mere luftig og åben stemning.

Da der er tale om almennyttigt byggeri, er både opgangen og lejlighederne nydelige uden at være prangende. Her er ikke ofret krudt eller omhyggelighed på den finere detaljering, men alt er i orden og til at leve med og i.

Vinduerne mod Ågade har trelags lyddæmpende glas, der faktisk formår at fjerne stort set al trafikstøj. I hvert vinduesfag er der desuden en sindrig »luftsluse«, der via principperne for naturlig ventilation trækker frisk luft ind i lejlighederne – så frisk som den nu fås lige over vejens tusindvis af biler.

Det store skifertag er udstyret med solceller, der genererer den strøm, bygningen bruger til at oplyse fællesarealerne, så også den i dag så uomgængelige bæredygtighed er taget i ed.

Fra et puristisk synspunkt kan man godt kritisere den altdominerende danske praksis med at pakke billige betonelementer ind i et enkelt lag muret tegl for at få et venligere udseende. Der er ikke megen »ærlighed i konstruktionen« her, men når det er sagt, må man endnu engang prise dén ekspertise, de danske arkitekter og murere i forening efterhånden har udviklet.

Smukke, detaljerige og stoflige murstenstapeter er i dag normen snarere end undtagelsen. Med elegant maskerede dilationsfuger og forskellige klassiske trick, der er med til at iscenesætte nutidens bygninger som udviklinger af den gamle danske murstensarkitektur. Mangor & Nagel har ved flere lejligheder vist, at netop denne disciplin er en, tegnestuen behersker.

Alt i alt er den meget indpassende indpasning noget så sjældent som et beskedent, stilfærdigt og vellykket hus. Det burde som sagt ikke være noget, der gav anledning til avisskriverier, men sådan er det altså i dag.