Det ser ikke dansk ud. Det ligner faktisk noget fra en anden verden.
Rudolph Tegners Museum ved Dronningmølle er en af kulturlivets helt store hemmeligheder.
Man skal et pænt stykke vest for Helsingør og nord om Esrum Sø og har så stadig nogle kilometer tilbage. Landskabet tynder ud og går over i nøgne bakker med enebærkrat og nedtrampede stier som på en fjern pampas.
Selve egnen kaldes i folkemunde for Rusland på grund af afstanden til København og åbenlyse lighed med Herrens mark.
Kun et kommunalt skilt med ordet »Museumsvej« antyder tilstedeværelsen af civilisation og måske ligefrem af velfærd i området. Man drejer ind og aner så den fremmede fugl oppe ved vejen og verdens ende.
Huset kan ved første øjekast minde om en koksgrå bunker fra besættelsen engang. Det hele virker bare meget større og om muligt mindre charmerende end andre bunkere på dansk jord.
Gigantiske vægge af beton knejser skarpt og uforsonligt over de bløde højder og indbyder ikke til noget som helst. Tagrender stikker ud hist og her og pynter fornemmelsen af fascistoid arkitektur med den muntre fornemmelse af afrevne ribben i uorden.
Stemningen skifter først henne ved murenes eneste åbning.
Man træder helt bogstaveligt direkte fra enebærrene og ind på menneskeligt territorium. Man får absolut ingen overgang fra fjendtlighed til venlighed – ikke noget terrain vague fra natur til kultur.
En vagt sidder ganske pludseligt mellem nogle få bøger og andre former for moderne formidling og siger pænt goddag.
Og man kigger ind i hallen og mærker så meningen med det hele:
At betonbunkeren med den fjerne beliggenhed og det rå udtryk selv er kultur. At både Rusland og dets monumentale mausoleum er resultat af en tanke og altså virker fremmed med vilje.
Skrøbelig spidsborger
Manden selv har aldrig været fremmed med vilje. Rudolph Tegner bliver bare set som lidt for vild og alt for egensindig af sin samtid. Hans liv og vanvittige blanding af gravmæle og galleri står som et monument over den gamle sandhed:
At danskere gennem århundreder har kaldt ambitioner og store armbevægelser for patetiske og skyet den slags som pesten.
Kunstneren kommer til verden i 1873 på samfundets solside. En oldemor findes på et billede af Christen Købke med Thorvaldsen og andre genier fra tiden ved sin side.
Bedsteforældrene bor standsmæssigt i det, der nu er Odd Fellow Palæet og på et selvbygget landsted i det sydsvenske med selveste Thorvald Bindesbøl som arkitekt.
Og faderen er både grosserer og bankdirektør og dermed en meget synlig skikkelse i samtidens næringsliv – hvilket den talentfulde søn rigtig gerne måtte gå videre med.
Men drengen drømmer om helt andre ting. Rudolph vil meget hellere over til sine fætre og kusiner hos familien Hartmann og tale om musik og billedkunst.
Dannelsesrejsen sydpå med korvetten Dagmar skal give den 14 år unge arving lyst til et liv som officer og ender lige modsat: Han ser templet Parthenon på Akropolis i Athen og skal aldrig glemme sit livs første indtryk af den antikke kunst og arkitektur igen.
»Mine knæ rystede og hjertet sad i halsen,« skriver han bagefter. »De store, søndrede blokke, marmorsøjler og mure trængte sig om mig.«
Faderen krammer hjemmets servietter af ærgrelse over den uduelige søn. Men arvingens optagelse på Det Kongelige Danske Kunstakademi gør en forskel.
Rudolph Tegner får undervisning i Vilhelm Bissens atelier og mærker for første gang stolthed fra hjemmefronten.
Han har også fået et miljø af ligesindede omkring sig og arbejder side om side med Gustav Vigeland fra de norske fjelde. Nordmanden står endnu i dag som Tegners sidestykke og skal hurtigt få et navn derhjemme og til sidste en hel park i Oslos bymidte.
Tegner selv håber i mange år på noget lignende.
Danskeren har Auguste Rodin som forbillede og slår sig ned i Paris med det aldrende idol lige om hjørnet. Berømtheden ser endda et lys i talentet fra det høje nord og lader sine ting udstille side om side med danskerens værker!
Turen bringer også Tegner tæt på andre skandinaver med ideer som hans egne: Han træffer danskere som Herman Bang og J.F. Willumsen og nordmænd som Edvard Munch og Christian Krohg og tager på udflugt til de klassiske steder.
Parnasset derhjemme giver ham endda det Anckerske Legat i 1897 og kan inden længe se ham berejse Rom og Firenze med inspiration fra særligt Michelangelo til følge.
Og den flotte bronzemedalje på Verdensudstillingen i Paris anno 1900 giver ham opmuntring og måske ligefrem håb om endnu mere opmærksomhed fra smagsdommerne derhjemme.
Ikke pæn nok
Men han har helt fejlvurderet sin situation. Hans skæbne skal snart minde om den samtidige Rued Langgaards inden for musikken.
For den stærke bevægelse i hans figurer og hans smag for symbolismen og drifterne efter mørkets frembrud kolliderer dramatisk med tidens trend.
Dansk kunst i de dage skal først og fremmest være dansk og altså ikke farvet af tyskernes forrevne klipper fra hedenold eller franskmændenes evige føleri.
Så københavnerne trækker følehornene til sig. Han vinder rigtignok konkurrencen i 1907 om et monument over Niels Finsen med den skelsættende inddragelse af lys til medicinsk terapi.
Vinderværket bliver »Mod Lyset« med tre skikkelser i kontakt med Solens stråler og opstilles 1909 foran Rigshospitalet – hvor det kan ses endnu i dag.
Danskerne finder bare hans pågående og patosfyldte kunst for meget. Ikke engang den indflydelsesrige Carl Jacobsens varme for hans kunst hjælper: Bryggersønnen finansierer ganske vist »Danserindebrønden« med tre tyndt påklædte ballerinaer og får den opstillet i Kongens Have et par år senere.
Men man vil ikke se en så stærk kropslighed lige midt i hovedstaden og får efter lang tids debat de tre damer flyttet til Helsingør og dermed dejlig langt væk.
Konflikten kulminerer under Første Verdenskrig med planerne om en udsmykning af Fælledparkens indgang.
Tegner udtænker en ambitiøs søjleportal med titlen »Livets Port« og arbejder intenst på de enkelte figurer til værket hele vejen op gennem krigsårene. Projektet får bare mest støtte af gamle venner som forfatterne Georg Brandes og Sophus Michaëlis og må til sidst lægges i skuffen sammen med alle de andre.
Alt går ned ad bakke fra nu af. »Herakles og Hydraen« fra 1919 får en fransk guldmedalje og ender i bronze på Helsingørs havn. De få medaljer fra hans år på vej op ser ret sølle ud i montren ved Dronningmølle og overskygges af nederlagenes ekkoer.
Han bor fra 1926 med hustruen Elna i en vestlig forstad til Paris og dør 5. juni 1950 gemt og glemt som som dansk kunsts enfant terrible.
Kun pengene var aldrig et problem. Rudolph Tegner havde midt i 1920erne købt det øde område ved Dronningmølle og kunne i 1938 indvie landets mest særprægede museum.
De op mod 250 skulpturer omkring hans gravsten i gulvet henstår ikke sjældent uden forklaringer og ligner på deres egen måde et stadig aktivt atelier. Og de 34 tønder land omkring hans bunker er bestrøet med skulpturer fra årene 1903 til 1942 – for resterne fra den kuldsejlede »Livets Port« skulle jo stå et sted.
Rudolph Tegners Museum og Statuepark er det brutalistiske mausoleum over en følsom sjæl og det nøgne mindesmærke over en af danskhedens mere brutale sider.
Rudolph Tegners Museum har åbent alle dage undtagen mandag kl. 11-18. Skulpturparken har åbent hele året.
