Fem ting jeg ville redde, hvis huset skulle brænde: Lykkens galocher og det store kvindekøn på spisebordet

Cecilie Lassen er uddannet kongelig balletdanser, men hun har, siden en skade satte en stopper for hendes karriere som ballerina, arbejdet som skuespiller, art director på flere modeprojekter og været en af smagsdommerne på DR2. Det er kun et halvt år siden, at hun sammen med sin mand, musiker Silas Bjerregaard, og sønnen, Alvin, på snart to år flyttede fra København til Helsingør i et arkitekttegnet hus fra 1958. Her viser hun de fem ting, hun ville redde først, hvis huset skulle brænde.

Den tidligere kongelige balletdanser, Cecilie Lassen, er flyttet ud af København. Men det kongelige teater bor stadig i hendes hjerte - og i hendes vigtigste ejendele. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Foto: Nikolai Linares.

Den feministiske porcelænsfigur

»Min veninde Fie Fenneberg vandt den store legatpris ved Forårsudstillingen på Kunstakademiet, og denne skulptur er lavet, mens hun stadig var under uddannelse. Vi blev veninder for seks år siden, hvor vi begge var en del af »førstegenerations-bloggerne« hos Eurowoman. Silas og jeg fik skulpturen i bryllupsgave, og det er et af de sidste værker, hun lavede, mens hun var under uddannelse. Det er jo lidt af et feministisk statement at have sådan en kæmpe fisse stående midt på spisebordet, der bare råber »eat me!«. Men udover symbolværdien er det egentlig hele håndværksdelen, der taler til mig. Det, at den er formet af Fies hænder, hun har brugt 14 lag glasur, og så har hun lagt bunker af arbejdstimer i det. Hun har ikke lavet ret mange skulpturer siden, for de tager så lang tid at færdiggøre, og de koster en bondegård. Du kan ikke genskabe netop denne her, og derfor er den uerstattelig!«

Foto: Nikolai Linares.

Lykkens galocher

»De her bittesmå »lykkens galocher« har altid hængt bag min mormor og morfars soveværelsesdør. Dem ville jeg redde på vej ud af huset. Jeg arvede dem måneden inden, jeg fødte Alvin, hvor min mormor døde. Hun var min sidste bedsteforælder, og det var så synd, hun ikke nåede at se sit oldebarn. Min mormor var hittebarn, og begge hendes adoptivforældre var døde, inden hun fyldte 15 år. Hun fandt først ud af, at hun var hittebarn, da hun blev konfirmeret, og præsten kom til at læse et andet navn op af kirkebogen. Men min mormor var så sej, og jagtede selv sin lykke. Hun uddannede sig til »couturier«, og blev ansat i Illum, hvor hun lavede rober til dronning Ingrid. Min morfar var smed. De var jævne folk, og der var ikke noget »mågestel« at arve. Men jeg fik lykkens galocher, der bringer lykke ind i det hjem, hvor de hænger. Hos os hænger de ved hoveddøren. Der minder de dig om, at du skal sige »jeg elsker dig«, inden du går ud af døren, og at du aldrig må gå i vrede.«

»Jeg blev nomineret til både en Bodil-pris og en Zulu Award for min præstation, men tabte til henholdsvis Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen. Det er vel egentlig meget sejt at kunne sige efter den første filmrolle.«


Foto: Nikolai Linares.

Det lille bibliotek om ballet

»Mine bøger om ballet er uerstattelige. Nogle har jeg har arvet fra mine mentorer og andre fra min farfars søster, der også var balletdanser. Flere af dem er tilbage fra 1940erne. Dengang var balletten jo »det danske landshold«, og danserne var verdenstjerner og repræsentanter for Kongehuset. Jeg optræder selv i et par af bøgerne, og andre er unikaværker med historier fra min forgængere. De lugter af minder og andre menneskers bogreoler. Men de er også mit symbol på, hvad 12 års hård skole og træning kan føre til. Bournonvilletraditionen har gjort, at den danske ballet altid ligger blandt top fem i verden. Vi er et levende Hammershøi-billede, et legemliggjort H.C. Andersen-eventyr. Vi bliver en del af en arv og en tradition. Det er jeg er stolt af. Den vigtigste bog blandt dem alle er dog »The man I love«. Det er min veninde fra balletten, Louise Midjord, der i dag er bogbinder, som har lavet den. Til vores bryllup havde hun arrangeret en dans til sangen »The Man I Love« og instrueret alle de andre dansere, der var gæster, via Skype. Hendes »tale« var en flash mob og en bog med teksten fra sangen. Det var en tale på det sprog, jeg kender bedst: dansens.«

Foto: Nikolai Linares.

Klaptræet fra den første filmrolle

»Klaptræet ville jeg også redde ud af flammerne. Det er fra den første film, jeg medvirkede i, »De standhaftige« fra 2015. Jeg vidste ikke, at det er en ære at få klaptræet, når en filmskydning er overstået. Det var både overraskende let og overraskende hårdt at være med i en filmproduktion. Jeg skulle spille en balletdanserinde, men jeg kunne ikke danse på grund af en skade, så min veninde er min body double. Det var et svært forløb med mange kontroverser på settet, men det var samtidig første gang, siden jeg havde forladt balletten i 2012, at jeg følte, jeg kunne bruge min uddannelse rigtigt. Jeg er uddannet og opvokset på teateret, og mit håndværk er at fortælle historier med min krop. På scenen føler jeg mig hjemme. Jeg blev nomineret til både en Bodil-pris og en Zulu Award for min præstation, men tabte til henholdsvis Trine Dyrholm og Mads Mikkelsen. Det er vel egentlig meget sejt at kunne sige efter den første filmrolle.«

Foto: Nikolai Linares.

Vægtæppet der fik en funktion

»Når det kommer til mit hjem, er jeg er absolut ikke til noget, der er nyt og strømlinet. Nye ting skal være lavet i hånden, men jeg vil helst finde alting brugt. Jeg kan ikke udholde generiske ting uden sjæl. Silas og jeg er ret forskellige på det punkt, for han har svært ved at bruge penge på interiør. Han er ligeglad med hvilken stol, han sidder på, bare den virker. Jeg fandt det her tæppe på Ebay, og han syntes, det var alt for dyrt for et vægtæppe, der ikke tjener andet formål end at være til pynt. Jeg masserede og masserede ham for at købe det tæppe, men så lod jeg det ligge i to måneder uden at nævne det. En aften fik vi gæster til middag i vores gamle lejlighed, og han bemærkede, at akustikken var forfærdelig i vores stue, når der er mange mennesker. Jeg greb snarrådigt hans anslag og mindede ham om, at et tæppe på væggen kunne fungere som lyddæmper. Jeg overtalte musikeren i ham, for tæppet var jo pengene værd, hvis det fik en akustisk funktion. Det var på samme måde, jeg blev gift. Jeg vandt ham med kvindelist.«