Fem ting, jeg ville redde, hvis huset brændte: »Min søn er den mest trofaste brevskriver, jeg kender.«

Christina Arnoldi bor i Gentofte, men hendes hjerte tabte hun til Sicilien for 25 år siden. Hun var på udvekslingsophold i Italien gennem sit studium på Danmarks Designskole, da hun mødte sin nuværende mand, Luca. Der har hun boet i 19 år på toppen af vulkanen Etna på Sicilien. »De lokale siger, at hun er en god vulkan, fordi hun slipper lidt vrede ud løbende, men hun eksploderer aldrig helt. Ligesom en god hustru,« fortæller designeren. Da hendes søn, Oliver, fyldte 8 år, valgte de at flytte hjem til Danmark, hvor de har boet de sidste seks år, tæt på familie og danske venner – og med Luca som familiefar i weekenden. Her viser Christina Arnoldi de fem ting, der først skulle reddes, hvis huset brændte.

Christina Arnoldi deler sin tid mellem Danmark og Italien – og har skabt en forretning ud af at hente landlige toscanske møbler, ind i danske hjem. Her viser hun, hvilke fem ting hun selv ville redde, hvis uheldet skulle være ude. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det symbolske smykke

»Jeg fyldte 50 år i oktober sidste år, og dette hjerte er gaven fra min mand. Hvis jeg ikke allerede havde det på, ville jeg skynde mig at redde det, inden huset var brændt ned. Hjertet har jeg ønsket mig i mange år, og nu var anledningen der endelig.

Det symboliserer ikke bare min runde fødselsdag, men mere det særlige, at Luca og jeg har holdt sammen i så mange år til trods for kulturforskelle, sprogbarrierer, mit nordiske pragmatiske temperament og hans sydeuropæiske sindelag. Vi har haft et fantastisk liv sammen, men jeg har også skullet leve med en meget speciel økultur, langt væk fra min danske familie. Luca er en mand, der knokler døgnet rundt. Det er en værdi, han har fået med fra sin barndom. Jeg har selv været vant til forældre, der arbejdede meget, så jeg har altid været meget selvstændig.

Smykket er meget mere end en fødselsdagsgave. Det markerer også en stærk kærlighed mellem to mennesker og to kulturer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I dag, hvor jeg bor i Danmark, får vi virkelig noget ud af den tid, vi er sammen. Han flyver ind fredag og rejser mandag. I den mellemliggende tid slår vi ikke græs og vasker tøj; vi nyder bare at være sammen. Alle praktiske aftaler tager vi på sms, alt det hyggelige taler vi om, når vi er sammen. Jeg har fået det bedste af begge verdener.«

Familiefotoet med farmor i centrum, er Christina Arnoldis foretrukne foto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Familiefotoet med farmor i centrum

»Familiefotoet ville jeg redde ud af flammerne, for det viser, hvordan vores familie hænger stærkt sammen, med min farmor som det centrale epicenter. Vi er en meget tæt flok af søskende og kusiner. Der er 15 mennesker på billedet her, og der er kommet 13 mennesker mere til, siden det blev taget for 13 år siden.

Min farmor døde et par år efter, men hun nåede at sætte sine spor i vores liv. Hun irettesatte os aldrig eller brokkede sig over småting. Hun havde haft tre vilde sønner, så hun syntes, at det var det nemmeste i verden at have en flok børnebørn omkring sig. Alle elskede at komme hos hende, og hun lærte os vigtigheden af at stå sammen som familie. Det støtter dig igennem alle de beslutninger, du senere skal træffe i livet. Jeg er det førstfødte barnebarn, og jeg følte mig særligt nært knyttet til hende. Hun var der altid for mig, når mine forældre havde travlt med arbejde. Jeg husker hende som rolig, praktisk og pragmatisk. Egenskaber, jeg kan genkende i mig selv.«

»Vi er altid mellem 25 og 28 mennesker, der samles til tre retter om søndagen, og det var umuligt at finde et bord, der var langt nok.«


Den blå puf

»Jeg startede min møbelvirksomhed for fire år siden, fordi jeg selv manglede et kæmpe bord, der kunne huse vores store søndagsfrokoster. Vi er altid mellem 25 og 28 mennesker, der samles til tre retter om søndagen, og det var umuligt at finde et bord, der var langt nok. Så jeg startede La Famiglia Furniture og fandt hurtigt ud af, at kollektionen af håndlavede borde måtte udvides med stole, bænke, spejle – og denne puf, som er blevet mit hjertebarn.

Det er en lille sag, der passer ind alle vegne. Alle kan finde en plads til den, og den fungerer som en stol, et lille bord, skamlen ved toiletbordet eller bare en fin pyntegenstand. Samtidig har den et personligt præg, fordi man selv vælger træsort, tekstil og farvekombination. Denne her nuance af lyseblå falder lige i min smag. Jeg elsker lette, luftige farver, og jeg helst leve omgivet af lys. Så fungerer jeg bedst. Jeg ville ikke kunne slæbe langbordet med, hvis huset brændte, men puffen kan jeg sagtens have under armen.«

Christina Arnoldi har selv designet den puf, der også kan fungere som bord, skammel eller blot pynt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Brevene fra min søn

»Min søn er den mest trofaste brevskriver, jeg kender. De små fine breve har jeg samlet på mit natbord, og dem ville jeg være ulykkelig over at miste i en brand.

Christina Arnoldi deler sin tid mellem Danmark og Italien – og har skabt en forretning ud af at hente landlige toscanske møbler, ind i danske hjem. Her viser hun, hvilke fem ting hun selv ville redde, hvis uheldet skulle være ude. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

I dag er Oliver 14 år, og han har lavet breve til mig, siden han lærte at tegne. I starten kunne det bare være hjerter og tændstiksmennesker, der skulle ligne mig, Luca og ham selv. Siden er der sket en sjov udvikling, hvor brevene er gået fra at være små italienske kærlighedserklæringer til fine danske tekster.

Han gemmer dem rundt omkring. Bag brødkassen eller i en reol, og så siger han ingenting. Han venter bare på, at jeg finder dem. Det sidste brev dukkede op for tre måneder siden, så jeg føler mig så heldig over, at det ikke er stoppet endnu. Jeg håber ikke, at han vokser fra det hyggelige ritual.«

Det er næsten umuligt at få fat på en Kelly Bag – særligt hvis den skal være i mintgrøn krokodillepels. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Hermés-tasken i krokodilleskind

»Min vintage Kelly Bag fra Hermés ville være umulig at genanskaffe, så det ville være den første taske, som jeg reddede ud af min store samling af tasker. Min mor har altid samlet på fine tasker, og den samlermani har jeg overtaget. Jeg sælger dem ikke videre; jeg passer på dem som kunst.

Jeg fik denne taske af min mor, da jeg var 18 år gammel. Hun har en vidunderlig, klassisk stil, og jeg har altid været inspireret af hende. Det var ikke en gave, jeg fik i en særlig anledning. Hun syntes bare, at jeg skulle have den, fordi farven er min yndlingsfarve, og hun vidste, at jeg aldrig ville kunne opdrive den selv.

Den er lavet i et smukt krokodilleskind, som ikke er tilladt at bruge længere. Når jeg bærer tasken, skal jeg derfor altid have et lille certifikat med, der dokumenterer, at den er lavet på et tidspunkt, hvor dén type krokodille endnu ikke var fredet.«