Fem stjerner: Et fornemt, klassicistisk tagpaptempel i Zoo skal fortælle om bladskærermyrer og andet kryb

Zoolab er det seneste eksempel på fremragende arkitektur i Zoologisk Have.

En bevægelig symfoni i krydsfinér. Claus Pryds’ Zoolab er en rumlig, stoflig og taktil fornøjelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Ude på Frederiksberg Bakke, inde i Zoologisk Have, bliver der bygget i stor stil. Haven er efterhånden så tæt pakket med bygninger og anlæg, at man har svært ved at forestille sig, at der er plads til mere. Med mindre man graver det ned eller går i højden.

Men minsandten om ikke de flittige dyrepassere har fundet plads til lige at klemme en enkelt bygning mere ind i anlægget. Og hvilken bygning – en uformel, klassisk, festlig og moderne bygning. Et lillebitte såkaldt Zoolab på kun 250 kvadratmeter, men til gengæld formgivet og bygget med en omhu, som en mødbelsnedkers. Enkelt og fornemt i både tanke og udførelse.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De sortmalede træværk er i familie med både havens staldbygninger og med det ikoniske Zoo-tårn. Det flotte krumme tagpaptag har trods sit helt nutidige udtryk lige så klare klassiske referencer. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Formidlingscenter for alle

Zoolab er et formidlingscenter. En bygning, der kan bruges til fokuserede besøg af for eksempel skoleklasser, men som også vil være åben for almindelige besøgende, der kan gå ind i den lille tempelagtige bygning og lære om månedens dyr. Eller måske bare for at følge med i livet hos bladskærermyrerne, der har fået en koloni i den ene ende af centret, og som gennem et plexiglasrør under loftet henter de blade, de bruger, i den anden.

Myrerne er ikke begyndt at vandre, da jeg kigger forbi laboratoriet, men det gør ikke noget, for den lille gimmick er slet ikke nødvendig for at give en besøgende lyst til at kigge indenfor.

(Artiklen fortsætter under billedet)

En lille pavillion med et meget stort tagpaptag. Motivet er meget tydeligt fra gavlsiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

En afskåret Toblerone

Huset rækker med et stort halvcirkelslag sine arme ud mod parken og trækker med sin glasfacade og sit varme krydsfinérbeklædte indre enhver forbipasserende indenfor. Som type er bygningen egentlig en let pavillion, og dens mest karakteristiske træk er det store, sorte og skarpt valmede tagpaptag, der udgør måske totredjedele af hele husets højde.

Tagets høje stejle skråning minder om en afskåret Toblerone, men på raffineret vis krummer det skrå tag rundt i en halvcirkel i et greb, der umiddelbart minder om tidligere tiders klassicisme eller – oh skræk – postmodernisme!

Tagpap er et ydmygt materiale, ligesom krydsfinér, men det har samtidig en blød og venlig stoflighed, der til enhver tid gør det til et yndlingsmateriale for sansende arkitekter. Og en sådan arkitekttype er husets ophavsmand, Claus Pryds, i høj grad. Pryds tjente sine sporer hos Praksis i Svendborg, og som sine læremestre i det fynske er han også optaget af det stedspecifikke, det lavmælte og af de gode materialer. Han vandt for små ti år siden konkurrencen om det nye naturhistoriske museum i København, men arbejder ellers helst i en langt mindre skala, hvor alle detaljer kan gennemtegnes, uden at tidsplan og økonomi stikker helt af.

»Det meget fine samspil mellem ude og inde, mellem åbent og lukket samt mellem tyngde og lethed formidles forbilledligt af den dobbelte søjlerække, der skaber en blød mellemzone som et skovbryn.«


Gennemtegnet og gennemtænkt

Og gennemtegnet er Zoolab i høj grad. Huset, hvis ydre på tre sider er et skarpt tegnet rektangel, lægger sig med ryggen ud mod Søndre Fasanvej, med sin halvcirkulære »gårdsplads« ind mod haven og med en gesimshøjde, der nøje tilpasser sig nabobygningerne og havens øvrige brugsarkitektur.

Bygningen, der trods det store tag, virker ganske let, står som en pavillon i haven og er med sin sortmalede træbeklædning og de sorte dobbeltsøjler klart i familie både med havens stalde og skure og med det ikoniske tårn ved hovedindgangen.

Rækken af dobbeltsøjler trækker på inspiration fra så fine kolleger som Gunnar Asplund og Jørn Utzon, hvis hus på Mallorca Claus Pryds da også har haft et studieophold i.

Med samme centrum som gårdens halvcirkel er der et cirkulært bed, i hvis midte står et valnøddetræ, der med tiden vil vokse op og blive endnu et element i kompositionen. Tanken er, at trækronen vil skabe et organisk tag over gårdrummet og filtrere blødt spættet lys ned på den smukt støbte betonkant, der løber som siddebænk rundt langs hele den indre gård.

Det meget fine samspil mellem ude og inde, mellem åbent og lukket samt mellem tyngde og lethed formidles forbilledligt af den dobbelte søjlerække, der skaber en blød mellemzone som et skovbryn, og som hos forbilledet Utzon med sin minimalproportionering meget præcist placerer bygningen i en menneskelig skala.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Med sans for detaljen er tagrenden holdt fri at taget, så hvert enkelt element klinger klart. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Gode huse til dyrene

København Zoo har en lang historie for at arbejde sammen med tidens bedste arkitekter, og det tjener haven til ære, at den tydeligvis har tænkt sig at blive ved med det og stadig er villig til at ofre det, der skal til for at nå det sublime. Således har Claus Pryds for eksempel fået lov til at udstyre det halvcirkulære gårdrum med de dyre, krumme termoruder. En detalje, naturligvis, men meget vigtigt for den samlede oplevelse.

Indenfor fortsætter både omhuen, detaljeringen og de beskedne materialer. Hele huset er foret med en gylden krydsfinér, der giver en behagelig og venlig rumfornemmelse. Kontrasten mellem det matsorte ydre og det smørgyldne indre opleves ikke som hård og manieret, men som logisk på samme måde som en nøds hårde skal i forhold til dens blødere indre.

I entreen trækkes man ind af husets fem meter høje kig til kip, og man føler sig straks velkommen i et rum, der på en måde virker større på indersiden end på ydersiden. Her i entreen står også træmontren med de træer, som bladskærermyrerne kan vandre over til gennem et 30 meter langt plexiglasrør, der løber langs gesimskanten.

En lille lav niche giver adgang til toilet og garderobe, og på samme måde går bygningen ned i en loftshøjde på kun 2,10 meter i overgangen mellem entreens fem meter og det lige så høje krumme formidlingsrum længere inde.

Her kan børn og barnlige sjæle få forklaret mange interessante ting om havens mange dyr. Planen er, at der vil være et månedens dyr, som så beskrives og formidles nærmere. Zoo begynder med kakerlakken, men også mere populære dyr som flodheste, løver og tigre vil efterhånden blive nærmere introduceret.

(Artiklen fortsætter under billedet)

De krumme termoruder er helt nødvendige for at fastholde det sammenhængende udtryk. Siddekanten er i beton på ydersiden og krydsfinér på indersiden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Tillykke til Zoo

I den nordlige længe, som er lidt længere end den sydlige, er der et regulært, også højloftet rum, der kan isoleres fra resten af bygningen med en skydedør, og som samtidig kan åbnes mod haven med sin egen ud- og indgang. Her kan man holde separate events og formidlingsseancer. Skoler og foreninger kan leje sig ind, eller Zoos egen formidlingstjeneste kan bruge det. Rummet er som det store rum bag bueslaget akustisk dæmpet og udstyret med et cirkulært ovenlys.

I en aflukket sektion langs hele den vestlige side ud mod plankeværket mod Søndre Fasanvej er der lagerrum og kaffestue for de ansatte, og en separat udgang til den lille have mellem Zoolab og nabobygningen mod syd.

Hele den lille bygning er tætpakket og kalorierig som et meget godt stykke konfekt. En afslappet, men præcis bygning, der aldrig bliver manieret – med detaljer, sammenhænge og rumlige oplevelser vredet ubesværet ind i hver eneste kvadratmeter.

Der er grund til at ønske København Zoo tillykke med den lille ny, og der er grund til for alle at drage ud til haven på bakken og lade sig blive formidlet til. Det vil ske i de smukkest tænkelige rammer.