Kultur

Et bankkrak var lige ved at ødelægge det hele – men nu fylder Ordrupgaard 100 år

Kunstmuseet Ordrupgaard har overlevet bankkrak, pladsproblemer og tidernes almindelige skiften. Torben Weirup rejser tilbage i en 100-årig historie, der til tider har været det rene volapyk, men aldrig har været kedelig

Kunstmuseet Ordrupgaards indgangsparti med særudstillingssale. Museet blev i 2005 udvidet med en bygning tegnet af den irakiske arkitekt Zaha Hadid. Morten Juhl

Ordrupgaard er et af landets bedste kunstmuseer, og i disse dage fylder det privatoprettede museum med de beundrede samlinger af navnlig fransk maleri 100 år. Gudskelov, for det kunne være gået ganske anderledes. Samlingerne var engang endnu rigere, og her er fortællingen om grundlæggeren, Wilhelm Hansen, der oplevede store sejre og betydelige formuer, men også bitre nederlag og tragiske bankkrak –  og så skrev han sine kærestebreve på et nu ukendt sprog.

De glade givere, hedder de. De glade givere er de store mæcener og museumsstiftere, der har sikret nationen nogle af dens vigtigste kulturinstitutioner. Wilhelm Hansen var en sådan glad giver. Han opførte landstedet Ordrupgaard til sin familie og sin kunstsamling. Åbnede udstillinger for offentligheden i sit hjem og forærede både sit hus og sin kunstsamling til samfundet.

Ordrupgaard er ikke den første privatsamling, der bliver til et offentligt museum. Nivaagaards Malerisamling åbner i 1908 og Den Hirschsprungske Samling i 1911, og før dem var der Bryggerne:

J.C. Jacobsen og Carl Jacobsen takkede generationer af danskere for deres tørst ved, at vi i dag kan takke dem for blandt andet Det Nationalhistoriske Museum på (det genopbyggede) Frederiksborg Slot og Ny Carlsberg Glyptotek. Senere føjer adskillige andre sig til listen over privatstiftede kunstmuseer med Louisiana som et af de mest markante, nyere eksempler. Det er i øvrigt fra Louisianas stifter, Knud W. Jensen, at begrebet de glade givere stammer.

Ægteskabelig rådgivning

Wilhelm Hansen grundlagde altså Ordrupgaards malerisamling.

Wilhelm Hansen (1868-1936) var en dygtig forretningsmand og en passioneret kunstsamler. Samlingen installerede han i sin bopæl, Ordrupgaard, hvortil offentligheden i begrænset omfang også havde adgang. Efter hustruens død i 1951 blev samlinger og bygning overdraget til staten. Pressefoto: Ordrupgaard

 

Helt alene var han ikke. I baggrunden var hustruen, Henny, som spillede en mere tilbagetrukken rolle, sådan som det nu var en vogue på det tidspunkt. Men hun var inddraget i hans overvejelser og kunstkøb. Sådan da. På et tidspunkt i 1917 telegraferer Wilhelm fra Paris til Henny i København, at han har en Manet, en Sisley og en Cézanne på hånden. Hvad hun synes?

»Nej,« svarer hun.

Hvorefter han telegraferer: »Har købt dem.«

I det mindste foregik det på dansk.

Anne-Birgitte Fonsmark, Ordrupgaards direktør, fortæller i en bog om museets danske samling, der udkom i fjor, at idealisten Wilhelm Hansen mente, at verden ville blive et bedre sted at være, hvis alle mennesker talte samme sprog. Nemlig volapyk. Volapyk er et kunstsprog konstrueret i 1879 af den tyske præst Johann Martin Schleyer, og det tilegnede Wilhelm Hansen sig i et sådant omfang, at han kunne udarbejde en lærebog i sproget, som han forsynede med mottoet »Menad bal – pük bal«, der skulle betyde så meget som »En menneskehed – et sprog«. Vol i volapyk betyder i øvrigt verden og pyk – eller pük – sprog.

Det er i forbindelse med en fælles interesse for disse lingvistiske studier, Henny og William træffer hinanden og udveksler romantiske breve. På volapyk.

Den franske åbenbaring

Wilhelm Hansen blev født for 150 år siden.

Beskedne kår, flittig dreng. Allerede i 1891 finder vi ham, 23 år gammel, som skandinavisk direktør for to britiske forsikringsselskaber. Han opretter også selv et par selskaber. Blandt dem Dansk Folkeforsikringsanstalt, der var et tilbud om livsforsikring til såkaldt almindelige mennesker. I Frankrig – og det fik betydning for Ordrupgaards samling – grundlagde han forsikringsselskabet La Populaire. Alt det gjorde ham til en meget velhavende mand.

Jeg drømte engang om at blive maler. Jeg slog ikke til, men kærligheden til kunsten – den blev siddende.
Wilhelm Hansen, Ordrupgaards grundlægger

Men hvor kom interessen for kunst så fra? Wilhelm Hansen gik i skole med Peter Hansen. Peter Hansen blev siden en af de store fynbomalere sammen med blandt andre Johannes Larsen og Fritz Syberg, og Peter gjorde Wilhelm så interesseret i kunst, at Wilhelm, som han har fortalt, »drømte engang om at blive maler. Jeg slog ikke til, men kærligheden til kunsten – den blev siddende«.

Så Wilhelm Hansen samlede. Først på sin samtids danske kunstnere – blandt dem Fynboerne, Hammershøi, Joakim Skovgaard og L.A. Ring – som han supplerede med danske guldaldermalere.

Som udgangspunkt samlede Wilhelm Hansen på danske malerier – men så kom den franske åbenbaring. Wilhelm Hansen købte stort ind af de franske impressionister som for eksempel Degas, der er kunstneren bag »Tre danserinder« fra cirka 1889. Pressefoto: Ordrupgaard

 

Og så opdager Wilhelm Hansen – nærmest som en åbenbaring – i 1902 de franske malere, og dem begynder han at erhverve billeder af. Sisley, Pissaro, Monet, Degas, Corot, Cézanne – og han har en honnet ambition om at eje op til 12 af hver af de franske malere. For at sætte fart i projektet danner han et konsortium med et auktionshus og en anden samler. De opkøber hele privatsamlinger ad gangen og deler dem – og så er det katastrofen indtræffer med Landmandsbankens krak i 1922, hvor gruppen skylder banken henved 10 mio. kr.

Wilhelm Hansens samling er på det tidspunkt vurderet til omkring seks mio. kr., og han tilbyder den danske stat at overtage den for en mio. Staten afslår, og Wilhelm Hansens franske samling bliver spredt for alle vinde. Dog lykkes det Glyptoteket at erhverve 18 malerier. De fleste gik til udlandet; blandt andet til den schweiziske samler, Oskar Reinhardt, der efter et besøg i København kunne konstatere: »Alle hans perler er nu i min samling«.

Det var en bitter tid, men den slår ikke Wilhelm Hansen ud. Hans personlige gæld til Landmandsbanken er på mellem en og to mio. kr., og med den afviklet begynder han ikke blot at samle igen. Han opfører også landstedet Ordrupgaard – tegnet af Gotfred Tvede – hvor Henny og han boede. Men hvor der også var åbent for besøgende i samlingen. Wilhelm Hansen dør i 1936. På det tidspunkt er han direktør for forsikringsselskabet Hafnia. Hans enke overlever ham i 15 år, hvorefter museet testamenteres til staten.

Paul Gauguin er blandt de store navne i Ordrupgaards samling, som – i Wilhelm Hansens tid – blev betragtet som en af de bedste samlinger af fransk kunst i Nordeuropa. Siden har først Hanne Finsen, der var direktør mellem 1978 og 1995, og siden Anne-Birgitte Fonsmark arbejdet på at udbygge samlingen. Gauguin-maleriet, der er fra 1888, hedder »De blå stammer eller din tur vil komme, min skønne«. Pressefoto

Forsikring for fremtiden

Museer har et kronisk pladsproblem. Der kan også være udfordringer med sikkerhed og klimastyring, og i begyndelsen af dette årtusinde vinder den nu afdøde arkitekt, Zaha Hadid, konkurrencen om en tilbygning, som anvendes til særudstillinger, af hvilke Ordrupgaard har vist en ualmindelig imponerende række, der i overvejende grad knytter sig til samlingen, men belyser væsentlige kunstnere i større udtræk eller tematiserer for eksempel kunstnere forhold til deres nære omgivelser. I 2008 blev det muligt takket være en privat donation at føje arkitekten Finn Juhls hus, der stødte op til Ordrupgaards par til attraktionerne, der også – i parken – rummer forskellige skulpturer.

I jubilæumsåret er Ordrupgaard lukket. Museet er i gang med endnu en udvidelse, der skal give den franske samlings lysfølsomme malerier bedre betingelser. Udvidelsen, der er placeret under jorden, er tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta, der blandt andet har skabt operahuset i Oslo. Museet forventes at genåbne om et års tid.

Meget bliver der ikke at se udefra, når Ordrupgaard om et års tid genåbner efter en ombygning. Ombygningen er en tilbygning, der er placeret under jorden af hensyn til de franske impressionisters billeder, der for fleres vedkommende dårligt tåler dagslyset og derfor er gemt på lagre. Udbygningen er tegnet af det norske arkitektfirma Snøhetta. Pressefoto

Og samlingen. Den er spredt for alle vinde. Ikke som dengang Wilhelm Hansen var nødt til at sælge ud. Men som lån til ind- og udland. Den franske samling er på rejse, har været i Frankrig og Canada og vises fra 29. september i Padova i Italien og næste år i Schweiz. Ordrupgaards danske samling nyder gæsterne på nogle af museets kolleger godt af. Den 6. oktober åbner udstillingen »Guld og grønne skove« således på kunstmuseet i Sorø, og en særlig afdeling af guldaldermalerierne er lånt til Nivaagaard.

Helt i den glade givers generøse ånd.