Det er paradoksernes tid. Vi er lukket inde, men vi er ude: Ude af sync, ude af flippen, uden for vores komfortzone, uden for normalen, ude i hampen. Og for ikke at gå fra forstanden må vi gå lange ture i stedet.

Vi må gå ud i byen på trods, ud i den smittefarlige luft. Vi bliver udskammet og råbt ad, hvis vi står for tæt på de andre i Netto, vi kigger for en sikkerheds skyld væk, når vi passerer fremmede på gader og stræder. Vi isolerer os, vi tegner besværgelser på vore døre og håber, at coronaen vil gå os forbi, hvis bare vi holder afstand og bevæger os med rolige, tilforladelige skridt.