En bunker fuld af blød tro – Trekroner Kirke er smukkest på indersiden

Den nye kirke i Trekroner øst for Roskilde er blevet til i et tæt samarbejde mellem menigheden og arkitekterne. Det er der kommet en funktionel, men mærkelig bygning ud af.

En bunker og en umotiveret klokkestabel – man har svært ved at gætte, hvad det er, der ligger der på marken i Trekroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

En bunker? Et vandværk? Et offentligt toilet?

Spørgsmålene er mange og mulighederne ligeså, når man i bydelen Trekroner øst for Roskilde møder den massive nye bygning på engen ved Lysalleen. Bygningen er dog ingen af delene, men man er lovligt undskyldt, hvis man er i tvivl, for i Roskilde kan de lide at lege kispus med vores forestillingsevne. I byen har man allerede et forbrændingsanlæg, der ligner en kirke – så det er da oplagt at lave en kirke, der ligner en transformatorstation?

Og det er præcis det, den massive grå klods, der skutter sig lidt lavt der på marken er: en kirke – Trekroner Kirke faktisk. Udtænkt af menigheden, bearbejdet af Halvorsen Jensen Arkitekter, næsten skrinlagt af pengemangel, men nu fuldendt og opført med Rørbæk og Møller som arkitekter – og indviet i pinsen i det Herrens år 2019. Amen.

En mystisk bydel

Trekroner er en lidt mystisk bydel, der primært kan takke Roskilde Universitetscenter for sin eksistens. Ingen kan rationelt forklare, hvorfor staten og Roskilde Kommune i forening valgte at lægge RUC herude – bogstaveligt talt på en pløjemark øst for byen – men det skete, og da først universitetet var her, fik kommunen den meget oplagte idé at lave en lokalplan, der kunne etablere nogle blandede boligkvarterer herude. Det tog sin tid, men i slutningen af 1980erne var byggerierne i gang. Trekroner fik en station, og stille og roligt blev der bygget boliger og villakvarterer – i de fleste tilfælde tegnet af glimrende arkitekter.

I dag bor der omkring 4.500 mennesker i Trekroner (der i parentes bemærket er opkaldt efter et ledvogterhus, der lå her i gamle dage), og derfor er det naturligt nok, at den nye by, der hører under Himmelev Sogn, også skal have en kirke.

Menighedsrådet i sognet har været meget aktivt i udformningen af kirken. Man tog udgangspunkt i Grundtvigs ord om at bygge en kirke »af levende stene«, og menighedsrådet ville derfor ikke bare udskrive en konkurrence og så lade udformningen af kirken være op til den vindende arkitekt.

I stedet blev der afholdt en lang række workshops og dialogmøder, og hvad det nu hedder alt sammen. Menigheden nåede frem til en kirkeudformning, der symbolsk pegede på både treenigheden og de 12 apostle, og som rummede både kirkerum, møderum og rum til individuel fordybelse.

Først derefter tog man fat i nogle arkitekter og fik udviklet et koncept, der kunne bygges inden for budgettet. Efter megen frem og tilbage endte den endelige opgave hos Rørbæk og Møller Arkitekter, og her i juni kunne kirken som sagt langt om længe indvies. Orglet var på det tidspunkt endnu ikke installeret, men er ved at blive bygget ind i kirken nu.

»Det triste indtryk, bygningen gør, når man møder den udefra, er dobbelt ærgerligt, for når man først kommer ind, er der helt andre boller på suppen.«


Den bølgede form

Ideen med kirkens struktur var fra begyndelsen en bølget, lukket organisk form, og arkitekterne har efter bedste evne prøvet at leve op til ideen.

For 100 ud af 100 arkitekter er den gyldne reference, når man taler om »in situ«-støbte betonkirker, mesterarkitekten Le Corbusiers kapel i Ronchamp i Vogeserne, og man ser da også ekkoet fra forbilledet i den bygning, der står i Trekroner.

Problemet med den slags fri form er bare, at man skal være lige så meget billedhugger som arkitekt for at få det til at lykkes – og det må man desværre sige, at det ikke er her. Bygningen virker unødvendig klumpet, lavstammet og dårligt proportioneret, som den står der på græsmarken. Den savner også et klokketårn, men det har måske været budgettet, der spillede ind her. I mangel af bedre har man placeret en såkaldt klokkestabel i træ på kirkens vestside. Klokken kan klemte, men konstruktionen virker totalt fremmed på stedet, og man må håbe, at der en dag bliver råd til i det mindste at designe en modernistisk tømmerkonstruktion til fremtidens klokkeringning.

Det triste indtryk, bygningen gør, når man møder den udefra, er dobbelt ærgerligt, for når man først kommer ind, er der helt andre boller på suppen. Her viser arkitekterne sig som rigtige nordboere med et meget smukt, betydningsmættet og velproportioneret kirkerum, der folder sig ud som en total overraskelse for den besøgende, som tror sig på vej ind i en mørk bunker. Det kan der naturligvis være en pointe i, men lige her virker kontrasten utilsigtet.

Et smukt kirkerum

Kirkerummet er overskueligt, men relativt komplekst. Et våbenhus danner overgang til selve rummet, der struktureres af to bænkerækker, der helt traditionelt vender mod alteret og et spinkelt metalkors på nordvæggen. Til venstre for indgangen skaber en slynget stavbeklædt væg med en integreret bænk et forløb af nicher og små rum, der kan bruges enten til at møde gudstjenesten på en mere privat måde eller til mindre samlinger, møder og arrangementer.

I denne del af kirken er der også små caféborde, så hele sideområdet kan bruges ved foredrag, koncerter eller konfirmationsforberedelse. Over indgangspartiet er der desuden en balkon, som giver yderligere opholds- og brugsmuligheder til det meget fine kirkerum. Her er ingen vinduer, men som i Ronchamp åbner konstruktionen sig i et lysbånd langs ydermurens kant og lukker et blødt, indirekte lys ind, der lægger fine bløde skygger på den bølgede og fornemt støbte beton.

Kirkerummet uden møbler, men med himmelsk lys og computerberegnede gulvfliser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Adam Mørk.

Rummet er simpelthen en oplevelse – ikke en symfoni, men en spinkel lille sang i gode klassiske materialer med en rolig »novra«-effekt, der passer til nutidens sekulære opfattelse af tro og kirke. Gulvet er lagt med femkantede fliser i et mønster, der er beregnet på en computer, og det samme er loftet, der er lavet af opskummet aluminium fra gamle sodavandsdåser.

Historierne står med andre ord i kø. I høj grad fordi hele interiøret er blevet til i et nært samarbejde mellem arkitekterne og kunstneren Henrik Plenge Jakobsen, der oven i købet har involveret kollegerne Lea Porsager og Alexander Tovborg.

Den eneste, man ikke ser noget til, er Jesus Kristus, og det er meget symptomatisk, tror jeg. Kirken i dag er blevet noget med, at »der er noget større«, og derfor viger moderne kirkedesignere væk fra det fysiske, som jo i høj grad er til stede i Jesus-figuren.

»Dette er Jesu Kristi legeme,« siger præsten ved nadveren, og den legemliggørelse forsvinder i de moderne kirker, der bare vil være en slags »spirituelle« forsamlingshuse. Denne diskussion ligger måske uden for det arkitektoniske, men kun til en vis grad, mener jeg. Jeg ville meget gerne en dag se en moderne kirke, som tog troen lige så alvorligt som arkitekturen, og som turde træde ind i det religiøse rum med samme overbevisning som fortidens kirkebyggere.

Men dette ønske fra min side skal ikke ligge Trekroner Kirke til last. Menigheden og arkitekterne har sammen skabt et meget smukt, originalt og velfungerende kirkerum skjult i en desværre ucharmerende betonskal – men som sagt, så er der måske en pointe: Det er vigtigt for alle at besinde sig på, at den sande skønhed kommer indefra.

... og her med bænke og alter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Holger Dahl.