»Eksemplet Holckenhus har sat problemet på spidsen: Hvis man ejer en bygning, der ikke er fredet, kan man så bare gøre, hvad man har lyst til?«

»Det handler ikke om at tilbede asken, men om at vedligeholde ilden,« sagde Gustav Mahler engang, og den sætning kan nutidens arkitekter med rette læne sig op ad. Det er på tide at hæve det bygningskulturelle niveau i Danmark.

»Eksemplet Holckenhus har sat problemet på spidsen: Hvis man ejer en bygning, der ikke er fredet, kan man så bare gøre, hvad man har lyst til? Svaret er, at det kan man.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Efter en kort optimistisk opblussen af et håb om bevaring stod det i sidste uge klart, at Holckenhus ikke står til at redde, og at den storhærgende kapitalfond Blackstone nu uhindret kan færdiggøre sin længe bebudede aflivning af et stykke dansk kulturhistorie.

Eksemplet Holckenhus har sat problemet på spidsen: Hvis man ejer en bygning, der ikke er fredet, kan man så bare gøre, hvad man har lyst til? Svaret er, at det kan man – og som de siger på engelsk: »You can't unscramble an egg.« Når først skaden er sket, er de kulturhistoriske værdier tabt for evigt.

Men er alt, hvad der er mere end 50 år gammelt, nu også helt automatisk bevaringsværdigt? Tiderne skifter, og det, ingen værdiger et blik i dag, er måske fremtidens juveler – eller omvendt – nutidens ikoner er måske fremtidens affald. Sådan var det i mange år med dén historicistiske arkitektur, som Holckenhus tilhører. Alle moderne arkitekter fra Kay Fisker-generationens nyklassicister og frem hadede historicismen: Kitsch og kulturløs lagkagearkitektur blev perioden betegnet som, og langt de fleste så den hellere end gerne fjernet fra jordens overflade. Tilsvarende brød de historicistiske arkitekter fra 1800-tallets slutning sig overhovedet ikke om et i dag kanoniseret geni som C.F. Hansen. Carl Jacobsen donerede sågar penge til et projekt, der ville sætte et barokspir a la Nicolaj Kirke på Vor Frue Kirke – noget, vi i dag ville kalde smagløs vandalisme. Så ja – tiderne skifter.

»»Hvis der havde været bevaringsfolk i stenalderen, havde vi boet i jordhuler endnu,« sagde ærkeprovoen Poul Henningsen, som var en af de funkisarkitekter, der gerne så bulldozeren brugt på store dele af 1800-tallets København. «


Skal alt bevares?

»Hvis der havde været bevaringsfolk i stenalderen, havde vi boet i jordhuler endnu,« sagde ærkeprovoen Poul Henningsen, som var en af de funkisarkitekter, der gerne så bulldozeren brugt på store dele af 1800-tallets København.

I dag er Landsforeningen for Bygnings- og Landskabskultur en meget aktiv fortaler for at tage ansvaret for bygningsbevaringen fra de enkelte kommuner og flytte det til Slots- og Kulturstyrelsen og en række overordnede »Bygningskulturelle Råd«. Samtidig ønsker foreningen, at kommunerne skal tvinges til at lave bevaringsstrategier for alle bygninger fra før 1970.

Et sådant overordnet bureaukratisk lag ville give arbejde til en masse mennesker, men det er i høj grad tvivlsomt, om en sådan museal tilgang for alvor formår at gøre noget ved det kulturløshedsproblem, vi har i dag. For det er netop dér, hunden ligger begravet: Vi har mistet kontakten til vores bygningskultur – og hvis vi forvandler alle vores købstæder til frilandsmuseer, vil vi nok bevare nogle bygninger, men ikke gennemgribende forbedre den situation.

Christoffer Harlang har bl.a. sammen med Arkitema stået for omdannelsen af Carlsbergs Lagerkælder Tre til det nye Hotel Ottilia. En transformation der både respekterer og udvikler den originale arkitektur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Transformation

En mere nutidig – stadig respektfuld, men knap så berøringsangst tilgang – vil være at foretrække, for eksempel som den i disse år udøves af en række yngre arkitekter, der ikke taler om restaurering, men om »transformation«. Denne måde at tænke på har de lært mange steder, blandt andet hos professor Christoffer Harlang på KADKs afdeling for – netop – transformation.

»Det handler ikke om at tilbede asken, men om at vedligeholde ilden,« forklarer Harlang med et Gustav Mahler citat.

Det, afdelingen står for, er en nutidig og bevidst holdning til vores bygningsarv. Med en oplyst grundholdning kan man sagtens føre en historisk bygning ind i nutiden – uden at ødelægge den.

»Det, der ofte går galt med mange restaureringer og tilbygninger til historiske huse, er, at arkitekterne tegner uden først at have et analytisk grundlag i form af en bygningsgennemgang og en værdisætning,« siger professoren og tilføjer:

»Først når man har den, kan man begynde at formulere den strategi, man vil følge i sit projekt. Vi lærer de studerende, at de ikke må begynde at tegne, før de har sat sig fuldstændig ind i, hvad der er i forvejen. Man skal se sig for og lytte, før man selv tager ordet.«

Vi er selv historie

Og det er jo netop kernen i Holckenhus-miseren – og i andre sager, der vil komme så sikkert som vinter følger efterår. Når vores historiske bygninger ejes af upersonlige, udenlandske kapitalfonde, er der ingen kærlighed i ejerskabet – så er bygningen blot en bunke mursten, der skal profitmaksimeres. Og når basiskulturen forsvinder, synker det bygningskulturelle bundniveau til det punkt, hvor ingen kan smage forskel på posesovs og ægte bearnaise. Lad os derfor håbe, at Holckenhus-ødelæggelsen kan blive dét spark i posesovsen, der får os alle til at vågne op. »Vi er selv historie,« sagde Poul Henningsen også, og derfor står det i vores magt at ændre den.