Efter to år i kulden: Irma flytter tilbage i Illum-kælderen med kaffebar og veganerafdeling

Der er nu fundet en afløser til Eataly, som har boet i Illums kælder. Det er Irma, der flytter tilbage.

Irma åbnede i Illum i 1969 og lukkede i 2016, fordi Irma ikke passede ind i stormagasinets strategi. Nu vender Irma tilbage i de velkendte lokaler. For som administrerende direktør i Illum, Jeanette Aaen, siger: »(Irma, red.) passer perfekt ind i Illums vision og strategi om at skabe en stærk kvalitetsoplevelse.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Waclaw Charewicz

I Illum skal der siges »arriverdeci« til det italienske madmekka Eataly og goddag til Irma.

Illums kælder, der indtil nu har manglet beboer, bliver overtaget af Irma, som indtil 22. maj 2016 boede i kælderen. Når Irma åbner i august, bliver det med en 650 m2 stor forretning med en ny food hall med forskellige deli'er, kaffebarer og take away.

Det fremgår af en pressemeddelelse, der blev sendt ud onsdag formiddag.

Samtidig vil der være specialafdelinger for vegetarer og veganere.

»Irma skal være noget særligt, og vi tror ikke på, at vi kan være noget særligt for alle. Derfor har vi valgt at koncentrere os om de kunder, der i særlig grad går op i henholdsvis økologi, dyrevelfærd, vegetar- og plantebaseret fødevarer, i livsnydelse og madglæde samt nye varer. Det er kunder, der primært findes i København og andre storbyer, og derfor koncentrerer vi kræfterne her,« siger Irmas direktør, Søren Steffensen i en pressemeddelelse.

Selv om det blev til et farvel til Irma i 2016, er administrerende direktør i Illum, Jeanette Aaen,  glad for at byde velkommen til Irma.

»Vi ved, at IRMA er en seriøs spiller, som har en stærk ekspertise indenfor købsoplevelser og kapaciteten til at udfolde dette spændende nye koncept,« siger hun i pressemeddelelsen.

Et historisk samarbejde kan fortsætte

Irma har boet i Illums kælder fra 1969 til 2016. Men her kappede stormagasinet båndet til Irma.

Dengang sagde Jeanette Aaen, at kontrakten blev opsagt som led i Illums strategi om at omdanne stormagasinet til »et eksklusivt oplevelseshus.«

»Vi har en strategi, og det er den, vi forfølger. Som en del af den, er Irma blevet opsagt,« sagde Jeanette Aaen dengang.

Men kigger man på dagens udtalelse fra Jeanette Aaen, passer Irma igen ind i stormagasinets strategi.

»Vi er naturligvis glade for at byde velkommen til Irma, som passer perfekt ind i Illums vision og strategi om at skabe en stærk kvalitetsoplevelse med de bedste varer for alle,« siger hun.