De Uovervindelige

Det startede med en cashmeretrøje og et team på fire ansatte i 2009. I dag er Ganni Danmarks mest hypede, internationale brand, med teams i London og New York og mere end 150 ansatte, men har stadig bevaret en genkendelig dansk, feminin men praktisk æstetik. Hvad er succesopskriften, og hvordan genopfinder det dynamiske ægtepar, Ditte og Nikolaj Reffstrup sig selv sæson efter sæson?

Ganni er den største danske modesucces i nyere dansk tid. Men parret bag, Ditte og Nikolaj Reffstrup, vil faktisk helst holde sig under radaren og undgå såvel hipsterfester som Instagram og modebranchens sladder. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl

Hvad betyder Ganni?

Ditte: »Det er der ingen, der ved. Og det er faktisk befriende, at det ikke er mit navn, som jeg designer under. Det er ikke mig, som det handler om. Vi er et stort hold, der har skabt den her succes sammen.«

Hvad er navnet kommet til at betyde for jer?

Ditte: »Frihed. Det er en kreativ paraply, og under den er der frihed til at lave det, der føles rigtigt. Og så er Ganni jo blevet vores anden familie.«

Men det vel også næsten blevet sådan en moderne »tribe«, for du ser jo alle vegne hashtagget #GanniGirls?

Nikolaj: »Ja, og det har vi slet ikke fundet på! Det voksede ud af et billede, skuespillerinden Kate Bosworth havde postet på Instagram af sig selv sammen med Helena Christensen tilbage i 2015, hvor de begge havde den samme Ganni-frakke på i bamseplys. Der skrev hun, at venskaber er noget af det bedste, man har, og så hashtaggede hun billedet med #GanniGirls. Så blev vi pludselig en tribe, der handlede om kvindelige relationer og venskab.«

I er det mest hypede danske brand. Bliver det et pres eller en motor?

Ditte: »Begge dele. Jo flere shows, du holder, og jo mere succes du har, jo mere skal du præstere. Vi er de gamle i gårde nu, og man kan da ikke lade være med at tænke »hvornår siger det ‘bang’, og gassen går af ballonen.« Men det er også et drive.«

»Jeg lærte tidligt at være ydmyg overfor succes , fordi jeg altid har spillet meget fodbold. Jeg kommer fra Hirtshals, og vi havde det bedste hold i hele region Nordjylland. Men vi slappede af i successen. Og så tabte vi alt.«


Nikolaj: »Vi er jo begge to »insecure over-achievers«. Vi kommer fra landet, og vi er begge underlagt den protestantiske etik. Det skal gøre ondt, før det gør godt. Jo bedre det går, jo mere forpligter det. Vi slapper aldrig af og tænker, at nu er vi nået i mål. Og vi falder ikke for vores egen hype. Vi knokler på.«

I er gået fra at være fire til 150 mennesker på 9 år. Hvordan kan I følge med?

Ditte: »Vi har meget tidligt fået sat et fantastisk hold. Successen er holdets fortjeneste. Vi er mange til at løfte, og derfor kan vi klare det.«

Nikolaj: »Det er en af fordelene ved den protestantiske etik, man stopper ikke op og tænker: Hold da op, hvor er vi nået langt. Man hviler ikke. Det er et »grind«. Man kører derud af, og man synes aldrig, at det er godt nok. Den type mennesker er jo fantastiske at ansætte i en konsulentvirksomhed. De arbejder jo sig selv ihjel. Det er bare ikke altid så smart, at vi begge to er samme type slidere, der ikke kan give slip. Men det er også det, der gør, at vi ikke helt opdager, hvor vildt det er gået. Jeg så for nyligt på forsiden af et prominent tysk tekstilmagasin en overskrift, hvor der stod »Celine, Dior og Ganni - de bedste luxury brands i branchen«. Den sammenligning havde jeg ikke set komme.«

Føler I, at alle øjne hviler på jer, eller kan i hvile i jer selv?

Nikolaj: »Vi kommer jo udefra. Vi er ikke opvokset inden for denne her kontekst. Vores forældre er ikke designere eller fotografer. Vi er forankret i et helt andet landligt liv. Og vi er relativt private. Vi vil gerne være os selv, når vi ikke arbejder. Vi er heller ikke aktive som private personer på de sociale medier. Det er et arbejdsredskab, men det er for usundt for os som mennesker at følge med. Der har været FOMO (Fear Of Missing Out, red.) og JOMO (Joy Of Missing Out, red.). Jeg spår, at det næste bliver FOBO. Fear Of Being Online.«

Ditte: »Jeg holder snuden i eget spor. Når der bliver snakket i krogene, er jeg typen, der siger »shh… jeg er ikke bygget, til at høre alt det der.« Jeg prøver, lidt naivt måske, at holde mig for mig selv. Og  nu er modeugen blevet så vital med nye og seje talenter som SaksPotts pigerne, Cecilie Bahnsen og Emilie Helmstedt. Der er masser af andre at kigge på end os.«

Nikolaj: Der var en periode, hvor modeugen havde nået et lavpunkt. Det var blevet et dødvande-puslespil, der ikke handlede om meget andet end fnidder mellem messerne og hierarkiet omkring showtider. Vi var de første, der fløj international presse og prominente influencers ind til vores show. Det har ændret sig nu. Alle har fået et bredere perspektiv, og modeugen er langt mere relevant og dynamisk. Og man kan mærke et større fællesskab, selvom vi er konkurrenter.«

Hvordan genopfinder man et brand sæson efter sæson, uden at glemme sit udgangspunkt?

Ditte: »Hvis man tænker for meget over det og tror, man skal genopfinde sig selv, så kan man lige så godt pakke sammen. Stol på dit hold, og på det du føler. Så er det ægte. For mig kommer det igen fra fodbolden: hvis du ikke spiller med hjertet og overtænker dit næste træk,  så går det altid galt. Du må bare gå efter følelsen, når du er på banen. Jeg spillede altid på fløjene. min opgave var at  spille til Tanja fra mit hold. De bedste afleveringer var dem, der kom, når jeg ikke tænkte over, hvad jeg skulle gøre.«

I er fra Jylland og Fyn. Er man bedre klædt på til at overleve i modeverdenen, når man kommer fra provinsen?

Ditte: »Jeg kommer fra Hirtshals, og der bliver man om noget klædt på. Naturen er hård, tonen er hård, og det er en hård kultur. Sådan er det i et fiskerisamfund. Det går op og ned økonomisk. Pludselig har alle råd til marmorbadeværelser og en timeshare. Få år efter står den på skilsmisse og alkoholisme. Jeg er vokset op med en »rejs dig op igen«-opdragelse og en bevidsthed om, at der altid er nogen, der har det værre end dig. Jeg skulle selv finde et job, fra jeg var 12 år gammel. Sådan var det bare. Jeg har stået på rejefabrikken hele sommerferien. Når du har set dine egne hænder blive smadret af ægte arbejde, så får du respekt for penge. Og du bliver ydmyg.«