Dansk Arkitektur Centers nye legestue er et eksempel på den infantilisering, der snart dominerer hele samfundet

»Kids’ City« er præcist timet til vinterferien. Hvis DAC lavede en udstilling, der også inddrog plejehjemsbeboere, ville man ramme en endnu større befolkningsgruppe.

Klatrestativ, papskyer og tegneseriehuse. Sjovt, men ... Fold sammen
Læs mere

Da Realdania besluttede sig for at opføre den flaskegrønne glaskassestabel BLOX til Dansk Arkitekturcenter (DAC), var et af de store problemer, at den lokale børnehave havde en legeplads lige dér på grunden, og når der nu skulle være arkitekturcenter, hvor skulle børnene så være?

Realdania løste problemet ved at bede BLOX-arkitekterne fra OMA (i moderne arkitektur skriver man alt med versaler) om at lave en legeplads på siden af bygningen. De normalt alvorlige calvinister fra OMA lavede et rutsjebanelandskab, der trods et sort og dystert udseende ser ud til at være sjovt for de mindste.

Børnene bestemmer

Inspireret af dén succes er det, som om DAC for alvor har taget børnevinklen til sig. Først fik de designet et logo, der ligner den slags stearinlysbogstaver, man bruger ved børnefødselsdage, de har netop afsluttet den store og meget spraglede Form Givingudstilling med über-legebarnet Bjarke »BIG« Ingels, og nu har de gode DACstere så taget skridtet fuldt ud og åbnet udstillingen »Kids’ City« - præcist timet til vinterferien og fuld af klatrestativer og rutsjebaner, men ikke så meget arkitektur, at det gør noget.

Ideen med udstillingen er, forklarer kuratorerne fra DAC, at fokusere på de steder i byen, der er beregnet for de mindste, for på den måde inddrager man den størst mulige befolkningsgruppe. I sig selv en tvivlsom logik. Hvis man lavede en udstilling, der også inddrog plejehjemsbeboere ville man ramme en endnu større befolkningsgruppe.

Men OK. Børnene regerer underholdningsverdenen, og DAC trykker på alle de mest forudsigelige knapper: »Barnlige« skyer under loftet, en spraglet cykelslangesti op ad trappen, en dyrelegeplads og en rutchebane med et bassin af plasticbolde, ligesom i børnehjørnet i IKEA.

Glade farver og ligegyldighed

Trods de glade farver og det muntre anslag er udstillingen i virkeligheden ekskluderende. Som midaldrende mand med voksne børn føler jeg mig udelukket fra DACs udstilling, der på deprimerende vis lægger endnu et lag på den overdrevne infantilisering, der efterhånden dominerer ethvert område af samfundet.

Udstillingen præsenterer steder i byen, der er »sjove« for børn. Og med byen mener vi altså København, der faktisk ligger lige uden for døren. Selv om institutionen hedder Dansk Arkitekturcenter rækker fantasien på stedet ikke længere væk fra hovedstaden end til Haslevegnen, hvor Effekt har tegnet det fine spiraltårn til Camp Adventure i skoven ved Gisselfeldt Kloster. Tårnet præsenteres med en planche og en lille model.

Udstillingen domineres af et stort klatrestativ, der repræsenterer kultur- og bevægelseshuset Ku:Be på Frederiksberg. Herudover kan man se en model af COBEs fine børnehave ved Frederiksvej, en model af BørneRiget (den nye børneafdeling ved Rigshospitalet) og, gudhjælpemig, cykelslangen, som ligger omkring fem minutter væk, ude i virkeligheden. Misforstå mig ret: Udstillingen er uden tvivl sjov for (små) børn, men som formidling af arkitektur, som andet end en indendørs legeplads, fejler den stort.

En rutchebane med plastickugler ligesom i IKEA. Børn bestemmer over familiens aktiviteter i dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: DAC.

En skæv præmis

Først og fremmest er selve præmissen som nævnt skæv. En by for alle er da langt mere interessant end en by for børn eller en by med områder for enhver minoritet. Ved at fokusere så ensidigt på en bestemt lille brugergruppe er DAC med til at viderekolportere en idé om, at byen skal have særlige rum for unge, gamle, indvandrere, kvinder, børn osv, osv.

Hvad med bare at lave en by for mennesker? Spørger man uvilkårligt. Derudover er den lalleglade »formidling«, der altid foregår med glade farver og legoklodser, så snart nogen siger »børn«, simpelthen alt for lidt og alt for dovent tænkt.
Børnene bliver opfordret til at designe en sengestue, til hvis de skal på hospitalet, eller en bygning, der rummer klimasikring eller behandler de stigende verdenshave. Og det er sjovt nok, hvis det var en børnehave.

Det er og bliver en uskik at bilde både børn og voksne ind, at kreativitet er noget halvt ubevidst, helt legende og barnligt noget. Arkitekter bruger årevis på at blive gode til det, de kan, og hvis DAC turde fortælle dén historie, ville de for alvor udfordre traditionerne.

Den eneste del af udstillingen, der faktisk forsøger at præsentere gæsterne for en helt simpel arkitektonisk problemstilling, er COBEs små tegneseriehuse. I faldende størrelse står en række enkle, ikonagtige huse med silhuetten af en kat malet på væggen. I det største hus er møblerne i overstørrelse, mens resten af dem er tomme. Børnene opfordres så til at placere møbler i husene, så skalaen passer. Det er en sjov leg, og en helt enkel formidling af noget, enhver arkitekt arbejder med hver eneste dag. Men som sagt er det en enlig svale.

»Det er og bliver en uskik at bilde både børn og voksne ind, at kreativitet er noget halvt ubevidst, helt legende og barnligt noget. Arkitekter bruger årevis på at blive gode til det, de kan, og hvis DAC turde fortælle dén historie ville de for alvor udfordre traditionerne. «


Man kan ikke lade være med at spørge sig selv, om udstillingsdesignerne har arbejdet med børn, mens de har udviklet udstillingen. Det virker ikke sådan. Snarere har hele den lidt overdrevne stemning af manisk børnefødselsdag præg af at være udtænkt af voksne, der skal prøve at lege børn. Fuldstændig forudsigelige rekvisitter fra ethvert legeland er sat ind i rummet efter en brainstorm, der næppe har taget mere end fem minutter.

Byen er lige udenfor

Overordnet er det en mærkelig disposition at præsentere en række værker, man lige så godt kan besøge i virkeligheden, og endelig er der ud over skalalegen med tegneseriehusene en elementær mangel på interesse i at diskutere, hvad arkitektur egentlig er. Det kunne man jo godt gøre på en måde, der er interessant for både børn og voksne.

Man kunne tage udgangspunkt i de rum, børn kender: Hjemmet og skolen. Begge er stort set fraværende i DACs udstilling. Man kunne måske hjælpe både børnene og deres forældre til at forstå, hvad det er for en bane, arkitekterne spiller på. Hvordan man skaber et rum, der skal tjene et bestemt formål, hvilke kvaliteter, man skal forsøge at bringe ind i et projekt, og hvilke udfordringer man altid møder, når form, funktion og økonomi skal gå op.

DACs Kids’ City gør ingen af delene, men forbliver en blanding af en legeplads og en kedelig plancheudstilling. Små børn vil elske den, men voksne mennesker vil nok forlange betaling for at bruge mere end fem minutter i Kids’ City på DAC.

Kid´c City
Dansk Arkitektur Center
Bryghusgade 10, 1473 København
7. februar – 10. maj 2020