»Da jeg pyntede min fars kiste, gik det op for mig, hvad blomster kan«

Floristen Thilde Maria Haukohl Kristensen var egentlig i gang med en karriere inden for PR, men da hendes far døde gik det op for hende, at hun skulle noget andet. I dag lever hun af det, hun elsker højest: Blomster.

Thilde Maria Haukohl Kristensen har under navnet Poppykalas gjort blomsterkunst cool. Hun er akademisk uddannet i dramaturgi og moderne kultur, men arbejdsglæden fandt hun først, da hun fik blomster mellem hænderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Thilde Maria Haukohl Kristensen, 39, ejer blomsterstudiet Poppykalas på kanten mellem Vesterbro og Frederiksberg, der har redefineret dansk blomsterdesign. Hun arbejder med både den potente anthurium og den viltre valmue, og hun dekorerer årligt events hos kunder som Gucci, Hugo Boss, Stine Goya, Jimmy Choo, Georg Jensen og Bang & Olufsen. Poppykalas har også designet et blomstertapet og lancerer en tæppekollektion i 2019. Den autodidakte florist er egentlig uddannet i dramaturgi fra Aarhus Universitet, men blomsterne kaldte så højt, at hun var nødt til at høre efter.

Du er akademisk uddannet, så hvor lærte du at binde blomster?

»Det kommer fra min bedstemor, Laura Krogsgaard, der boede i Thy ved Vesterhavet. Hun var landmandskone og mistede pludselig sin stemme, da hun var sidst i 30erne. Da hun ikke havde nogen ord, begyndte hun at tale i blomster. Hun malede blomsterbilleder, og hun omdannede en hel længe af gården til et galleri. Hun malede på alt i huset. Vaser, puder og vægge. Jeg tilbragte meget af min barndom hos hende sammen med min far. Hun havde en lyserød stue, og hun har lært mig at elske at binde buketter. Til påske ville hun være fyldt 100 år, så der skaber mine fastre og jeg en fællesudstilling med hendes billeder sammen med mine tørrede blomster på Fyret i Hanstholm.«

Ygens trendsætter, Thilde Maria Haukohl Kristensen, elsker ekstreme farver og har en aversion mod pyntegrønt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Hvorfor valgte du navnet Poppykalas?

»Poppy betyder valmue, og det var min farmors yndlingsblomst - og derfor er den også blevet min. Kalas er svensk og  betyder fest. Så det er et billede og navn på den fest med blomster, jeg gerne vil skabe. Jeg opdagede, at jeg har et helt særligt æstetisk gén, da min datter Iris skulle døbes. Jeg gik all in på at skabe et Frida Kahlo-tema (spansk maler, red.), der blev bygget op af en afsindigt masse blomster. Jeg var egentlig gået en akademisk vej, men da jeg mistede min far for seks år siden, kaldte blomsterne for alvor på mig. Da jeg stod midt i sorgen og pyntede hans kiste sammen med min faster, var der noget, der faldt på plads. Det var mit første store værk med blomster, og jeg så pludselig, hvad blomster kan. De vækker følelser. Blomsters skønhed kan skabe en emotionel ramme, der giver os plads til at sørge og mindes.«

Thilde Maria Haukohl Kristensen laver næsten aldrig buketter mere - kun kunsterneriske blomsterværker til interiør- og modebranchen. Det næste bliver korsager og hårspænder med kunstige blomster. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Men hvordan tog du skridtet fra din fars begravelse til blomster på fuld tid?

»Da jeg var færdig med min barsel, fik jeg den klassiske følelse af at ville noget andet. Jeg arbejdede med PR og kommunikation inden for teater og moderne dans, og jeg brugte al min tid på at få ting til at ske for alle andre. Det ville jeg gerne ændre. Jeg besluttede, at jeg ville arbejde konceptuelt med blomster som udskykning. Min veninde og jeg begyndte med at binde buketter til et plantemarked i Kødbyen, og  på min første tur på Grønttorvet brød jeg nærmest sammen. Jeg kunne slet ikke begrænse mig. Jeg stod til langt ud på natten og bandt blomster ude på vores altan, næste dag regnede det og Christianiacyklen punkterede - men da blomsterne først stod i Kødbyen, og jeg oplevede folks begejstring, så kunne jeg mærke, at jeg havde fat i noget.  En af mine venner har kaffebaren Democratic Coffee i Krystalgade og foreslog at blive min første kunde, der modtog friske blomsterr hver uge. Hans kaffebar lå tæt på Times Up Vintage, hvor alle stylister og modefolk kommer Jeg købte en blomsterkjole og gik til ejeren og spurgte, om han ikke gerne ville abonnere på blomsterkunst. Han sagde ja, og derfra gik det stærkt. Mine blomster blev populære på Instagram, og jeg fik skabt et nyt kundegrundlag i mode- og interiørbranchen.«

Kontraster fænger - og kunderne jubler når blomster udsmykker et ølkøleskab. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Hvad gør blomster mere konkret for dig?

»Jeg er fænget af blomsternes sanselighed. De kræver, at du stopper op, dufter til dem og tager dem ind. Det er en sanselighed, der ellers har det hårdt for tiden, fordi alt andet i livet går så hurtigt. Jeg udstiller, når der er markedsdage på Værnedamsvej og i Tullinsgade, og der kommer alle de ældre damer hen og dufter til ærteblomsterne. De kender det store arbejde, der ligger i at forspire og pleje blomsterne. Jeg har det ikke svært med, at mine levende værker dør, for det er jo en del af livet. Bare jeg får lov til at  have blomster mellem hænderne hver dag.«

Thilde Maria Haukohl Kristensen

»Du får mig ikke til at sende en blomst i skammekrogen. Jeg synes, at folk skulle købe de blomster, som de ikke kan lide og sætte dem ind i en ny kontekst.«


Blomster er jo typisk dét, manden forærer kvinden. Hvorfor?

»Blomster er designet til at lokke, og de er jo metaforen for sex, når vi taler om blomster og bier. Mange blomster ligner faktisk kønsorganer. De kan både være hankøn, hunkøn og tvekønnede. Anthurium, som jeg kalder penisblomsten, skal symbolisere gæstfrihed, fordi den er hjerteformet, men den ligner jo også en vagina. Jeg er nødt til at spørge kunderne, skal det være med eller uden penis, når jeg binder blomster til dem Nogen synes, at blomsten er for uartig eller bare grim, men den bliver hængende hos mig, for den har været med fra start. Jeg valgte den intuitivt på min første tur til grønttorvet og brugt den lige siden, når jeg binder.«

»80erne har ringet - de vil have deres blomster tilbage,« trendsætter, Thilde Maria Haukohl Kristensen, spår de tørrede blomster en ny storhedstid. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares.

Hvad er den største anerkendelse, du har fået for dine værker?

»Det er, at jeg kan leve af det. Jeg har udvidet mit teenageværelse til dét, der i dag er et kreativt rum for udfoldelse. Her i mit blomsterstudie har jeg genskabt mine lavendelfarvede vægge, de tørrede blomster og et kvindefællesskab af seje kolleger, hvor en af dem er min barndomsveninde. Min fineste opgave er at holde det roligt og rart at være her - også selvom vi har travlt. Jeg har været så mange steder, hvor det var forfærdeligt stressende at arbejde.«

Hvilken blomst er den mest oversete? Og hvilken er mere populær, end den fortjener? 

»Den mest oversete er den, der hedder fruesko på engelsk »Venus Slipper«, fordi den ligner en smuk sko, som Venus kunne sætte sin fod i. Den blomst kan alt. Den er en del af orkidéfamilien, men ligner alle former for kønsorganer på én gang. Men du får mig ikke til at sende en blomst i skammekrogen. Jeg synes, at folk skulle købe de blomster, som de ikke kan lide, og prøve at arrangere dem på en ny måde. Alle blomster fortjener en chance til. Selv er jeg er ikke vild med pyntegrønt, fordi jeg har fået så mange buketter, hvor grønt og blomster er mast ned i en flad, rund og barok form. Det er synd for blomsterne. De får ikke plads og liv. Der er ikke noget i vejen med grønt, jeg er bare mere vild med farver, så jeg piller alle bladene af stilkene. Så bliver udtrykket mere kondenseret rent farvemæssigt, og du kan lave en eksplosion af pastelfarver. Lige nu er jeg også draget af  tørrede blomster, der er blevet indfarvet i nogle vilde pangfarver.«

Hvad bliver det næste?

»Blomsterkorsagen kommer tilbage på håndleddet. Vi er igang med at kreere nye spænder med »faux flowers«, som jo bare er fint ord for kunstige blomster. De kan både sidde på hånden, i håret, på halsen og på blusen. Det er kun lige begyndt. I gamle dage gik vi jo også med blomster og krydderurter på tøjet, men dengang var det ikke som pynt, men fordi vi alle lugtede så dårligt.«