Copenhill efter åbningen i oktober: »Vi kunne selvfølgelig godt have haft flere gæster«

Skibakken på forbrændingsanlægget ARC har nu været tilgængelig i ca. 120 dage. Vi besøgte kombinationen af kunstgræs og affaldsafbrænding på Amager.

Der har ikke været noget sne endnu. Trods det er Copenhill tilfreds med besøgstallet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Det er vinter, det er 2020, og skibakken Copenhill oven på det nye forbrændingsanlæg på Amager har nu passeret de kritiske 100 dage, siden den åbnede i begyndelsen af oktober 2019. Fra byen bliver man konstant mindet om dens eksistens, men hvordan går det egentlig med det skiløb? Kan vi forvente en kommende styrtløbsmester fra Amager? Eller bliver bakken kun brugt, når Wonderful Copenhagen skal prale over for alle verdens livsstilsmagasiner om, hvor helt afsindigt cool vi er i cool Copenhagen?

For at få syn for sagn har jeg på en vindblæst og ret lun onsdag middag begivet mig ud til forbrændingsbakken. Hen over Inderhavnsbroen, langs Arkitektskolen og Operaen på Holmen, forbi Noma og ud til den allerede velkendte bakkeprofil. Det er hipstervejen det her: Med Refshaleøen og husbåde tæt på og med al den kreative eksport, København gerne vil kendes for, nærmest stablet op på ruten frem mod det begivenhedskulturelle højdepunkt, Copenhill repræsenterer.

Afterskiing i skyggen af ARC

Ved bakkens fod ligger skicentret. En blødt formet træbakke, man kan gå ind i. Indenfor er stemningen ren ski. Her er alle smilekontakter aktiveret: En stor bar, festmusik i højttalerne, kaffe, croissanter, skitøj og unge mennesker, der stavrer rundt i den karakteristiske skistøvlegangart: Halvt zombie halvt bambi, men også med ranke rygge og lys i øjnene. Det er tilsyneladende sjovt det her.

Jeg mødes med Christian Ingels, som leder hele skibakkeprojektet, og ja – han er i familie med projektets mere berømte ophavsmand. Grandfætter endda. Jeg har fået kaffe, god kaffe, og en lille cantuccini, der knaser. Udenfor er det grå københavnsk januar, men herinde kan man næsten bilde sig selv ind, at man er i Norge, men med bedre kaffe.

Christian Ingels ligner en luksusskibums. Med samme positive energi som sin grandfætter og med en svagt nordsjællandsk diktion, der bare passer perfekt til en foret skijakke, daggamle skægstubbe og en teint, der er dyrket i alperne. Han fortæller, at han egentlig var i gang med en karriere som supply chain manager i Novo, da han fik den skæbnesvangre e-mail.

»Jeg havde tidligt i forløbet, måske for ti år siden, snakket med Bjarke om, at de ville lave sådan noget som det her,« fortæller han, »men det lå langt ud i fremtiden, og der var megen usikkerhed omkring det hele, om det overhovedet kunne realiseres. Så jeg sendte en e-mail til ledelsen af forbrændingsanlægget og fortalte, at jeg var interesseret i at drive lifterne, hvis det blev til noget, og så flyttede jeg ellers med familien til Schweiz, hvor jeg havde fået job.«

»Vi kunne selvfølgelig godt have haft flere gæster, men som det er gået klager jeg ikke. Vi holder budgettet, og vi er først lige gået i gang.«


Omtrent som forventet

Der gik nogle år, og så en dag fik Christian Ingels altså den e-mail, der fortalte at ski-delen af projektet var faldet på plads, og at driften nu ville blive udbudt. Om han stadig var interesseret?

»OM jeg var« siger Christian Ingels. »Det var præcis, hvad jeg havde drømt om, så jeg gik i gang med at udvikle et koncept. Ideen blev hurtigt, at vi ville gå sammen i en netværksorganisation: Cafeen, skiudlejningen, skiskolen og selve driften af bakken. Vi er hver sit firma, forskellige aktører, men vi arbejder naturligvis sammen og hjælper hinanden.«

Det viste sig at være en god plan. Konstellationen vandt udbuddet og har nu været i gang i ca. 120 dage, med en julemåned midt i det hele og i øvrigt med regnvejr i langt over halvdelen af tiden.

Men faktum er, ifølge Christian Ingels, at det er gået som håbet.

»Vi har haft ca. 3000 besøgende om måneden gennem hele perioden,« fortæller han, »og det er fint. Vi kunne selvfølgelig godt have haft flere gæster, men som det er gået, klager jeg ikke. Vi holder budgettet, og vi er først lige gået i gang.«

Man fornemmer måske en ganske svag skuffelse i stemmen, men på den anden side: Det er oplevelsesøkonomi det her – og optimisme er hård valuta i denne verden, så jeg glider med på den mentale skilift.

Det lune vejr og den manglende sne betyder tilsyneladende ikke noget for lysten til at prøve Copenhill. Fold sammen
Læs mere
Foto: Celina Dahl.

Vandrestien er gratis

I øjeblikket er det kun i cafeen ved foden af bakken, at der er forplejning, men her i løbet af februar åbner serveringscafeen på toppen.

»Så får vi endnu flere muligheder for at holde arrangementer,« siger Christian Ingels. Særligt to grupper gæster har vist sig interessante.

»Vi har mange skiklubber. Det er måske ikke udfordrende for en dygtig skiløber at stå lige ned ad bakken her, men på den anden side kan man virkelig nørde med sin teknik her, så vi vil meget gerne have klubberne med.«

Den anden store gruppe er firmaer, fortæller Christian Ingels.

»Det har overrasket mig lidt, men vi har rigtig mange firmaarrangementer, hvor en afdeling eller en projektgruppe holder et socialt arrangement, der også involverer skiløb og afterskiing her. Det gode er, at de, der ikke står på ski, også kan nyde det. De kan vandre på stien og snakke med de andre, og på den måde fungerer det. Det er vi naturligvis glade for, og vi vil nok udvide vores markedsføring over for firmaerne,« siger han.

»Men på den anden side gør det ikke noget, at vi udvikler hele projektet her i et roligt tempo. Det er jo også vigtigt, at her er til at være, og at alle, der kommer, får en god oplevelse. Mange er positivt overraskede over, at det ikke koster noget bare at gå op til toppen og nyde udsigten,« fortæller Christian Ingels.

»Men det er netop det fine ved det - at vi også vender os udad og faktisk giver noget tilbage til byen, selv om det lyder som en kliché.«