Byen er blevet en for stor legeplads, lyder arkitektkritik: »Forskning viser, at man ekskluderer piger og kvinder«

Er byen designet til mænd? Er der for få pladser, hvor man kan slappe af uden at skulle se på aktive mennesker, der dyrker sport? Og er det overhovedet kommunens job at få os til at bevæge os? Københavns byrum, og hvordan det skal se ud, bliver diskuteret i arkitektkredse.

Københavns mange skaterramper bliver fremhævet som steder, der stort set kun tiltrækker drenge. Nogle mener, at man ekskluderer pigerne i måden at tænke byrum. Her på Enghave Plads, Vesterbro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Med coronapandemien er Københavns parker og pladser for alvor blevet indtaget af oplevelseshungrende indbyggere, der føler sig fanget i en ny virkelighed. Og mens vi strømmer ud i parker, indtager bænkene på byens pladser eller spiller basket på boulevarden, er en debat for alvor blusset op i arkitektkredse: Hvem er byen indrettet til?

For nylig kritiserede Berlingskes arkitekturanmelder, Holger Dahl, årtiers byudvikling for at omdanne hovedstaden til en stor legeplads, hvor skaterramper, parkourbaner og basketnet er blevet kendetegnende for »et manisk og påtrængende fokus på aktivitet i nye byrum«.

»Jeg føler, jeg bliver tvunget til at være med i en leg, jeg ikke er interesseret i. Hvorfor kan man ikke få lov til at sidde i fred og selv finde på noget?,« spørger Holger Dahl, som hverken jubler over Den Røde Plads på Nørrebro, en ny aktivitetsplads i samme bydel med boldbane, siddemøbler og en lysende glorie, trampoliner i Havnegade, eller skaterramper i Aldersrogade og på Enghave Plads.

»Det jeg synes tager overhånd er den der automat-legemani. Det er en infantilisering af det offentlige rum, som jeg ikke synes hører nogen steder hjemme. Det virker påtrængende og begrænsende. Hvis man taler kreativitet, hvorfor må man ikke selv finde på noget? Der savner man tilliden til borgerne,« siger Holger Dahl og fremhæver Dronning Louises Bro som en af de største forbedringer af byrum, der er blevet foretaget de senere år:

»Kommunen gjorde ikke andet end at skabe mere plads og opsætte nogle flere bænke. Siden er broen eksploderet i aktivitet – helt uden klatrestativer, parkourbaner, BMX-ramper, urban farming, legehuse og andre narrestreger.«

Stadsarkitekt i København Camilla van Deurs fremhæver Den Røde Plads på Nørrebro som eksempel på en plads, der i høj grad er designet til, at man kan bevæge sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Et aktivt liv i byen

​Adjunkt i byplanlægning Jesper Pagh har fulgt Københavns udvikling nøje siden begyndelsen af 90erne. Han hæfter sig ved, at Københavns byrum i høj grad er blevet det, han kalder programmeret, i takt med at byen er gået fra nedslidt til at have status som en af verdens bedste hovedstæder at leve i.

»Det står i kommuneplanen, at københavnerne skal leve et trygt og aktivt liv i byen. Så det har været en helt konkret strategi at indrette byen, så det sunde valg bliver det nemme valg i hverdagen. Det er det, man kalder biopolitik,« siger Jesper Pagh.

»Man skriver, hvilket forhold københavnerne skal have til deres krop. Der står jo ikke, at vi vil udvikle byen, så borgerne kan gøre lige, hvad der passer dem, eller at der skal være særlige kontemplative områder. Det afspejler sig igen i arkitekturpolitikken,« tilføjer han og nævner eksempler som boldburene på Sønder Boulevard, Vesterbro, Den Røde Plads på Nørrebro og Israels Plads, hvor man ved sidstnævnte har bygget en tribune, så man kan sidde og se på boldspil i det offentlige rum.

René Kural, arkitekt

»Når forskning så viser, at man ikke engang rammer sin målgruppe, så har man et problem. «


De seneste år er der opstået en kritik af den meget planlagte by, fortæller Jesper Pagh.

»Hvis vi ser på fortidens København før 90erne, var det en by fyldt med uplanlagte steder. Der var ikke bare parker, men også postindustrielle wastelands, hvor man kunne gøre alt muligt. Tag bare Sydhavnen, hvor man kunne male graffiti og lave, hvad man ville. De steder forsvinder jo. Ikke mindst nu, hvor vi har masser af tid i byen, begynder en klemthedsfornemmelse og en trang til noget mindre planlagt måske at pible frem,« siger han.

Der er gang i »boldburene« på Sønder Boulevard. De er udtryk for det store fokus, der er kommet på motion i det offentlige rum, mener en ekspert i byplanlægning. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Byen er designet til mænd

Et er, at byen – ifølge flere debattører – svømmer i planlagte aktiviteter. Men hvem henvender de sig så til? Det er et andet af de spørgsmål, der er bragt på banen de seneste år. Drenge og unge mænd, lyder svaret fra flere kanter.

Jeanette Westergaard Frisk, arkitekt og medstifter af selskabet Arki_lab, som rådgiver kommuner i byplanlægning, argumenterer for, at der er behov for et feministisk blik på byudviklingen.

René Kural, arkitekt

»Der har været fokus på det fysiske velvære, men »det gode liv« handler lige så meget om psykisk velvære.«


»Man kan hurtigt få nogle over nallerne, når man generaliserer på den måde, men der bliver oftere tænkt i aktive tilbud, som tager afsæt i en meget maskulin tankegang,« siger Jeanette Westergaard Frisk, der det seneste år har stået bag en række spørgeskemaundersøgelser i forbindelse med nye byrum. Her bemærkede hun, at især unge og kvinder efterspurgte noget andet end skaterramper og parkourbaner.

På Dronning Louises Bro blev der for nogle år siden skabt plads til, at man kunne slå sig ned. Der blev også opsat bænke. Eksemplet bliver fremhævet som et sted, der ikke er planlagt, men som fungerer godt i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

»Kvinder og unge efterspørger de grønne byrum. Det var også tydeligt, at dem, vi har været i kontakt med, i højere grad fokuserer på, at der skal være plads til flere forskellige grupper i byrummet. Vi ser en meget social og samlende måde at tænke på, når vi får flere kvinder ind i dialogen,« siger hun.

Den største udfordring er – for hende at se – at udviklingen af byens rum i mange år er foregået ud fra nogle forestillinger, uden at dem, det handler om, er kommet til orde.

»Vi er nødt til at undersøge, gå i dialog, og forstå brugerne af byen, før vi designer et byrum, som vi tror henvender sig til dem. Selvfølgelig er det super godt med aktivitet, og mange skaterbaner er rigtig populære. Det er enormt visuelt tilfredsstillende i et udbudsmateriale, og det er en god historie – særligt hvis man får nogle utilpassede drenge ind, så der er masser af grunde til, at både politikere, embedsmænd og arkitekter ender i den rille. De stjæler bare billedet, og vi skal også tænke i nogle andre baner.«

»Der smider jeg håndklædet i ringen«

Kønsperspektivet fylder også hos René Kural, arkitekt og leder af Activity and health-enhancing Physical Environments Network (APEN) og Active Cities Network (ACN) på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering.

»Forskning viser, at man ekskluderer piger og kvinder. Jeg tror, det er, fordi man mangler viden om, hvad der skal til for at bestemte målgrupper får plads i byen,« siger René Kural, som anfægter det store fokus på basket- og skaterbaner.

Piger fylder ikke tilstrækkeligt i vores design af byrummet, mener flere arkitekter. Her skatere ved Enghave Plads. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

For nogle år siden foretog han en omfattende undersøgelse, hvor hans studerende hen over foråret og efteråret observerede en multiaktivitetsplads i Haraldsgade for at se, hvordan pladsen blev brugt af områdets beboere.

Camilla van Deurs, stadsarkitekt i København

»Det er min holdning, at der er plads til at programmere hårdt nogle steder og så til gengæld lade andre stå åbne hen.«


»I perioden observerede vi 7.061 mennesker. Af dem brugte lidt over 30 basketbanen. På skaterbanerne var pigerne helt fraværende. Til gengæld sad de på gyngerne og snakkede. Mit indtryk er, at det i langt højere grad er sociale aktiviteter, vi skal skabe, hvis vi vil nå pigerne og kvinderne,« siger René Kural, som mener, der findes en anden fejlslutning i udviklingen af byrum.

»Vi forestiller os, at for eksempel basket er populært, men i vores undersøgelse blev banen næsten ikke brugt. Vi skal også planlægge til drenge og mænd – de skal heller ikke ekskluderes. Men når forskning så viser, at man ikke engang rammer sin målgruppe, så har man et problem,« siger René Kural.

Den nye plads langs muren til Bispebjerg Kirkegård – lige over for Gravervænget på Skoleholdervej, bliver fremhævet som en mere klassisk plads uden planlagt leg. Stod det til vores anmelder, skulle der være flere af den slags. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Han oplever også af og til, at hans synspunkter møder modstand.

»Mange mener, det er provokerende, at jeg siger, at vi tegner til mænd. Og nogle mener, det er voldsomt gammeldags og stereotypt, fordi der også er andre kønsidentiteter. Der smider jeg håndklædet i ringen. Det ved jeg ikke meget om. Indrømmet. Der kan man godt ende med igen at overse nogle. Men når vi slet ikke er nået til at tage kvinderne alvorligt, kan vi så ikke forsigtigt begynde at tale om dem i første omgang,« spørger René Kural, som ser nye vinde blæse i forhold til planlægningen.

»Der har været fokus på det fysiske velvære, men »det gode liv« handler lige så meget om psykisk velvære. Vi har prøvet alt det med at få folk til at være fysisk aktive. Det tror jeg planlæggerne er ved at få øjnene op for,« siger René Kural.

Stadsarkitekt: Det giver god mening

Som stadsarkitekt i Københavns Kommune, rådgiver Camilla van Deurs forvaltningen og politikerne. Hun er opmærksom på, at kvinder og mænd bruger vores offentlige rum forskelligt.

»Kvinder ser ud til at foretrække vores parker og mere rolige byrum, mens mænd foretrækker de mere actionprægede byrum. Jeg kan godt være enig i, at der har været nogle sportsgrene, som primært bliver benyttet af unge mænd, der har været overdomineret i noget af den her planlægning,« siger Camilla van Deurs, der især tænker på skaterbaner.

»Der findes stort set ikke den arkitektkonkurrence fra begyndelsen af 00erne og de næste 10 til 15 år, hvor der ikke er en skaterbane eller en basketbane. Aktiviteter, som i virkeligheden er målrettet ganske få,« siger hun med henvisning til et forskningsprojekt af arkitekt Bianca Hermansen, som viser, at kun seks procent af børn og én procent af voksne skater.

»Automat-legemani« og »en infantilisering af det offentlige rum« er nogle af de ord, Berlingskes arkitekturanmelder, Holger Dahl, bruger om flere af de steder i byen, hvor pladserne er planlagt til, at man også kan dyrke motion. Her Den Røde Plads på Nørrebro. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup.

Til gengæld mener stadsarkitekten, at København er stor nok til, at motion er en del af det nye byrum.

»Nogle pladser er meget programmerede – for eksempel Den Røde Plads, der ligger på et sted, hvor der ingenting var før. Den tiltrækker folk, som ellers ikke ville komme til det område. Jeg synes bestemt ikke, alle byens rum skal programmeres så hårdt, som den er, men i en by så stor som København, er det min holdning, at der er plads til at programmere hårdt nogle steder og så til gengæld lade andre stå åbne hen,« siger Camilla Van Deurs og nævner Thorvaldsens Plads ved Gammel Strand og Ofelia Plads ved Skuespilhuset, hvor der ikke er planlagte aktiviteter.

Hun mener til gengæld, det er oplagt at give københavnerne et mentalt skub ved at gøre det lettere at træne ude i byrummet.

»Det giver god mening ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, og København kan godt tage det ansvar som by. Den enkle måde er at gå og cykle mere, men kommer man forbi et tilbud på vejen, og det bliver en naturlig del af hverdagen, er sandsynligheden for, at man vil bruge den, måske større. Det kan for eksempel være trampolinerne ved Havnegade,« siger Camilla van Deurs og peger på et kursskifte i æstetikken.

Stadsarkitekten mener, at der er plads til både planlagte og uplanlagte pladser i København. Hun fremhæver Ofelia Plads som et sted, der ikke er »programmeret«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

»Nogle byrum har været præget af en særlig æstetik med kraftige signalfarver og med materialer, der ikke patinerede flot. Jeg synes, det er smukkere, hvis man skriver sig ind i den københavnske palette med diskrete og robuste materialer som tegl, granit, grønne bænke, og så lader man det liv, der udspiller sig i byrummet, være kuløren. Det ser vi i højere grad nu,« siger Camilla Van Deurs og tilføjer:

»Men fordi der er så mange funktionskrav til byrummet – for eksempel klimasikring, affald, stærk belysning og biodiversitet – er den benhårde programmering nødvendig. Kunsten er selvfølgelig at få det til at se elegant, smukt og robust ud. Det skal ikke være en skakternet firkant med en lille funktion i hvert hjørne,« siger hun.