Bryggerens praleprojekt er en berusende oplevelse

Og det er ikke kun, fordi Jesuskirken er skabt med Carlsberg-penge.

Jesuskirkens vilde og altomfavnende dekorationstrang truer konstant med at opløse bygningens struktur, men oplevelsen er overvældende. Niels Ahlmann Olesen

En bygning, stort set opløst i billeder og ornamentik, et teatralsk smykkeskrin og et selvforherligende praleprojekt. Alle tre ting er sande, hvis man skal beskrive Jesuskirken i Valby, Carl Jacobsens gave til det nye sogn og samtidig et højdepunkt i arkitekten Vilhelm Dahlerups værk. Men kirken er også en påmindelse til os alle.

I det protestantiske Danmark virker den overgearede ornamentik og de insisterende bibelord overalt i kirken både fremmede og vagt intimiderende, men for bygherren, den unge Jacobsen, var der tale om et sandt con amore-projekt. Et projekt, der endte med at koste en million kroner, hvilket var en svimlende sum i 1891 – og fire gange det budgetterede.