Boligreportage: Eksborgmester har givet patriciervilla den store makeover

Mogens Lønborg, tidligere borgmester i København, har boet i sin patriciervilla nær Hellerup station siden 1984. Han har renoveret huset lige siden, senest dette forår med sin hustru Lone Kofoed Tingsgaard. Efter at huset har fået den store tur med nyt køkken, nye gulve og tapet på adskillige vægge, tager parret nu en periode, hvor de nyder resultatet.

Det er en livsstil at bo i et gammelt hus, hvor der altid er noget at forbedre, men nu er der en stilstand i projekterne, og det nyder Lone Kofoed Tingsgaard og Mogens Lønborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen

Hvorfor kom I til Københavns forpost nordpå?

»Jeg boede med min familie i Århus, da vi skulle til København på grund af nyt job. Vi fandt den misligholdte villa med vildnishave, men vi så mulighederne ved alt det forsømte. Jeg har boet der lige siden med familie og en overgang endda med lejere på første sal.«

Lone Kofoed Tingsgaard og Mogens Lønborg foran palævillaen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Hvad er bedst ved vej og område?

»Det er en usædvanligt rolig vej med gamle villaer fra omkring år 1900 og bevokset med store lindetræer. Der er et beboersammenhold med mange kulturpersonligheder, som for nogle år siden gik sammen om at bygge hastighedsdæmpende bump på vejen som det eneste sted i kommunen. Samtidig bor vi jo nær til alt, såvel storbyen som strand og skov.«

To terrasser henholdsvis mod øst på første sal og mod vest fra stueetagen er bygget med marmorfliser og balustre støbt i gammel stil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Hvilke kvaliteter er der ved huset?

»Sjælen, historiens vingesus, de store reelle rum med højt til loftet, høje paneler og brede gulvplanker. Det er bare noget af det. Men der er også vores flotte nye køkken og de to terrasser med gammeldags støbte balustre, vi har fået bygget med udgang fra henholdsvis spisestue og entreen på første sal. I det daglige glædes vi over de mange smukke detaljer ude og inde på huset, som er bevaringsværdigt med sine hvide ydermure og sortglaserede tegltag, som i 1998 afløste et gammelt tag af naturskifer. Vi besluttede for længe siden at bevare det klassiske ydre udseende på huset.«

Soveværelset på første sal er fortsat med hvide vægge, selv om tapet har været overvejet. Det store vindue bag sengen har udsigt til en stor trækrone og er etableret for nylig. Det rustrøde veloursengetæppe er fra Ellos. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Hvordan faldt renoveringerne?

»Da vi først så huset, var der brune vægge og mørkegrønt træværk på paneler, dørkarme og døre. Køkkenet var meget lille, og det meste af overetagen var ét stort rum, hvor den daværende ejer, som var i musikbranchen, havde fjernet væggene for at få plads til sit anlæg. De vægge fik vi genetableret for at få rummet delt op i børneværelser. Desuden savnede man flere steder i huset vinduer for at få udsyn til smukke steder i haven. Derfor fik vi blandt andet sat et Bøjsø-vindue i soveværelset mod nord for at kunne se trætoppene. Et stort vindue fra køkkenet ud til baghaven kom også til.«

I 1917 blev entreen af ukendte årsager bygget til huset fra 1904. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Hvad skete der ellers?

»Noget af det første var at komme af med fugten i kælderen og forebygge noget lignende i fremtiden. Det gjorde vi ved at grave frit rundt om huset, tjære hele sokkelområdet, opsætte drænplader og få lagt drænrør. Siden har vi renoveret i flere etaper med nyt badeværelse, nye gulve, radiatorskjulere, nye rør, installationer, lydanlæg og meget andet. De første år var alt malet hvidt, men ved den seneste renovering faldt vi for noget tapet lavet efter gamle svenske mønstre. Det har vi fået sat op i flere rum og i hele trappegangen på begge etager.«

Den ene stue en suite fungerer som kontor og læsestue med en af hjemmets to store reoler. Chatollet af valnøddetræ er arvet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Har I flere, nye planer?

»Selv om det er en livsstil at bo i et gammelt hus, hvor der altid er noget at forbedre, er der nu en stilstand i projekterne. Vi har da nogle drømme men har besluttet at have en rolig periode, hvor vi bare nyder alt det, vi senest har opnået. Ved renoveringerne har vi været meget styret af at renovere huset på en måde, så intensionerne er at komme tilbage til det oprindelige og forny med moderne elementer i samme ånd. Huset skal fremstå som en helhed, der ikke er påvirket af skiftende modeluner. Vores holdning er hellere at ville vente med en renovering eller ombygning, til den økonomisk og praktisk kan realiseres på den helt rigtige måde.«

Et tidligere kammer på første sal blev for nogle år siden bygget om til badeværelse. Også her har det kunstglade par hængt malerier op. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.

Bruger I megen tid derhjemme?

»Ja, for vi har et krævende og udadvendt arbejde, hvor vi snakker med mange hver dag. Derfor har vi behov for fred og ro derhjemme, når vi har fri. Vi rejser ikke ret meget og spiser hellere hjemme frem for at gå ud og spise. Når vi har fri, vil vi gerne være hjemme og bruge tiden selv og med vores børn. Hjemmet betyder ro efter en hektisk arbejdsuge. Her blandt vores sammenbragte møbler hygger vi os og i haven, som ikke skal være for strømlinet, spiller børnene fodbold og leger med hunden.«

Forrammekøkkenet fra Dansk Køkkenhåndværk er af fyr med bordplade af ask og betonplader ved gaskomfuret. Det er håndmalet i Hammershøigrå med ovale porcelænsknopper. Armaturet til porcelænsvasken er fra Perrin & Rowe, og komfuret er fra Ilve. Det gamle hvidmalede bord, der er et arvestykke, med IKEA-skamler bruges til daglig og sammen med børnene med pladerne slået ud. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jan Ove Kristensen.