Bitte Kai Rand: »Jeg vil bo der, hvor lyset sidst giver op«

Tøjdesigner Bitte Kai Rand har været en central figur i dansk mode i mere end tre årtier. Nu er hun gået på »farmororlov«, så hun har tid til børnebørn, keramikkurser og at nyde lys og liv i hjemmet i Charlottenlund.

»Nu får hun lidt mere på hofterne for din skyld«. Bitte Kai Rand har vidst, at hun ville lave keramik siden 1975, hvor hun gik på Designskolen. Når hun engang holder op med at designe, vil hun begynde med keramik. Lige nu går hun på keramikkursus to gange om ugen – og så er hun på farmororlov. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN

Dansk modes grand dame, Bitte Kai Rand, holder sig generelt under radaren. Hun higer ikke efter opmærksomhed, heller ikke på de sociale medier. Men hun er respekteret af modebranchens mest kritiske stemmer, og hun har en loyal fanbase af stilsikre kvinder, der elsker hendes ærlige design i høj kvalitet – særligt de velsiddende bukser og volumniøse strikkerier.

Bitte Kai Rand er på sin vis Danmarks svar på fransk modes Sonia Rykiel og USAs Donna Karan. Og så bor hun endda pænt. Berlingske møder designeren i hjemmet i Charlottenlund, der har sydlandske attributter. Her er pool og boule-bane, men indvendig hersker en blanding af nordisk lys, arvestykker og marokkansk memorabilia. Her bor hun sammen med sin mand og direktøren i hendes virksomhed, Michael Rand, som hun har dannet privat og professionelt parløb med siden 1983. Vi hører Motown-hits og drikker italiensk kaffe af små rustikke kaffekopper. Bitte Kai Rands hænder modellerer en damepopo i voks, mens hun taler. Og griner. Med øjnene bag de blå John Lennon-briller.

Der skal være masser af lys, højt til loftet og plads til store armbevægelser hos Bitte Kai Rand. Derfor nedlagde de hele første sal, så huset nu kun er i et plan. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Fra Villa Villekulla til rene linjer

»Vi boede i et Pippi Langstrømpehus i Hellerup, inden vi flyttede til det her hus for to år siden. Jeg nåede flere gange at tænke, »Shit! Vi kommer aldrig til at bo så smukt.« Men huset, vi boede i, var blevet for stort, efter vores to drenge var flyttet ud, og jeg kan ikke holde tomme værelser ud. Vi »downsizede« til et par hundrede kvadratmeter og har nu kun ét gæsteværelse ovenpå. Og så gik jeg ellers i gang med at rydde ud. Jeg har 15 niecer og nevøer, og de blev så glade for alle vores ting – det var som at gå en tur på loppetorvet for dem. Det var en svær øvelse, for jeg knytter mig virkelig til mine ting, men på et eller andet tidspunkt bliver man stor nok til at bevare minderne uden at skulle røre ved tingene, der knytter sig til dem,« fortæller Bitte Kai Rand.

»Jeg befinder mig bedst med kontraster, og når det hele ikke er for fint. Jeg elsker, når der er gang i rummet, og det roder,« siger Bitte Kai Rand. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Da vi skulle flytte, ville jeg i udgangspunktet gerne finde et hus, der var for stort, så jeg kunne rive første sal ned. Jeg er vild med loftshøjder. Det giver mig energi. Jeg kan trække vejret og bevæge mig. Alt bliver frækkere og mere uhøjtideligt, når der er højt til loftet. Jeg befinder mig bedst med kontraster, og når det hele ikke er for fint. Jeg elsker, når der er gang i rummet, og det roder. Jeg skal bare finde balancen i rodet. Jeg kan godt lide at sidde midt i det hele her ved mit smukke bord og lave ler. Jeg vil ikke fortrække til arbejdsværelset, bare fordi jeg skal være kreativ. Jeg ville gerne have boet her med mine unger og havde siddet her med dem.«

Bitte Kai Rand drømmer om at forene et travlt arbejdsliv med et hjem, der byder folk velkommen.

»Jeg er alt for stresset til at være den italienske mamma, der altid har en stor gryde pasta i gang, men jeg vil gerne have et hjem, hvor folk tør at komme og gå, som de vil. Og der er vi ved at være. Selv om vi kun har kun været her i to år, så er vi hjemme her. Fuldstændig. Vi bor hverken på en sti eller en villavej, og vi bor ikke civiliseret, selv om vi bor i Charlottenlund. Vi bor midt i naturen. Vi niver tit os selv i armen over, hvor pænt her er.«

»Jeg er meget vild med det marokkanske – ikke det tunge, men det der ubesværede med puder og løst og henslægt, og hvor man sidder på puffer og puder og kigger på et bålfad. Jeg er i bund og grund bare vild med kontraster, og jeg hader noget, der er gennemført. Så bliver det kedeligt. Der skal være kontraster og overraskelser hist og pist. Ellers bliver det et museum.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Tilværelsen op til revision

Bitte Kai Rand skænker mere vand til os. Vandflasken er gemt i en ornamenteret tinbeholder fra Marrakech.

»Ja, man tænker jo bare »føj, hvor er det pænt det hele«, når man er i Marrakech. Jeg smelter helt hen. Jeg har kun været der tre gange, men jeg har købt så mange smukke ting med hjem,« siger designeren, der ikke kun har taget boligens udstyr op til revision for ganske nylig, men også hele tilværelsen.

»Mit liv ændrede sig radikalt, da jeg fandt ud af, at jeg skulle være farmor. Jeg har fået en ny førsteprioritet. Jeg har farmororlov. Så selv om jeg stadig arbejder og har min daglige gang på kontoret, skal jeg skal først og fremmest være til rådighed for mit barnebarn. Jeg er gået ned i tid og har givet en masse ting fra mig. Det har jeg det godt med, siger hun og glæder sig over, at meget er blevet nemmere.

»Min chefdesigner, Anemone Skjoldager, er en fantastisk legekammerat. Vi kan kommunikere uden at sige et ord efterhånden, så det er helt naturligt at lægge ansvaret i hendes hænder. Nu er jeg kun med der, hvor det er sjovt. Jeg leger med farverne og prints, men det kan være svært for mig at tegne i dag. Spørgsmål som »hvornår er jeg for gammel til at designe?« og »hvornår kan jeg ikke se lige mere«, tynger mig. Jeg er stadig med, men det er på mine præmisser. Og det giver mig så tid til at være noget for mine børn og børnebørn,« fortæller Bitte Kai Rand, der også har realiseret en anden drøm.

»Jeg er begyndt på en keramikskole to gange om ugen. Det har været mit ønske, siden jeg gik på Designskolen. På sigt vil jeg have min egen ovn og sidde her i stuen og glasere mine ting. Jeg elsker at modellere kvindekroppe. Især numserne. Jeg sidder og spionerer nede på den lokale badeanstalt. Nogle er stolte, og nogle er flove over deres krop. Det er så tydeligt at se. Og det har intet at gøre med, om de er tykke eller tynde.«

»Jeg elsker at modellere kvindekroppe. Især numserne. Jeg sidder og spionerer nede på den lokale badeanstalt,« siger Bitte Kai Rand. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Indfødt og evigt forelsket

Bitte Kai Rand har altid boet i Charlottenlund – kun med en enkelt afstikker til et bindingsværkshus i Amaliegade, da hun og hendes mand var nybagte forældre.

»Naturen er så nemt tilgængelig her samtidig med, at du er tæt på dit arbejde og byen. Og alle mine gode mennesker bor her også igen. Det får mig til at føle mig så rig. Tænk at kende så mange i nabolaget. Jeg er tryghedsnarkoman. Det er sjovt at være ude og hente inspiration, men jeg kan bedst lide at komme hjem igen,« siger designeren, der ikke syntes, det var en let opgave at finde drømmehuset.

»Lyset er altafgørende for mig. Så jeg nørdede på Boliga og Google Earth i flere år for at finde et sted med den rette beliggenhed og lysindfald. Jeg skal have aftensol og nordhimmel. Det er det smukkeste, jeg ved. Det er dér, lyset sidst giver op. Om sommeren er der farve på himlen, uanset hvor sent det er. Jeg er ikke glad for mørke, så om sommeren sidder jeg og bliver hypnotiseret af den dybblå, graduerede farve på nattehimlen. Jeg må snakke med mig selv og sige højt, hvor smukt det er.«

»Jeg har ikke fået lavet vores fotovæg endnu. Der skal jeg have billederne af mine sønner hængende. Fotograf Helle Moes gav mig dem til mit 30-års jubilæum. Hun ved, at jeg elsker Bruce Willis, så hun havde taget en hel fotoserie af mine to sønner, hvor de ligner ham. Jeg har også en Bruce Willis-fortolkning af min mand. Jeg elsker bad boys.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

Men selvom alt omkring hjemmet er velovervejet og planlagt, har et element overrasket hende.

»Poolen. Den var der, da vi købte huset. Og vi har ellers kæmpet imod i 30 år. Mine sønner, Carl og Oscar, synes, det er pissetarveligt, at vi får den nu, hvor de er flyttet hjemmefra. Men vi elsker den, og nu svømmer vi i den hver dag fra 1. maj til 1. oktober. Den får os til at føle, at vi er på ferie hele tiden. Det hele bliver lidt mindre seriøst, når man kan sige: »Nu hopper vi sgu i vandet i vores egen have«. Hvis jeg ikke kan sove, tænder jeg lyset i poolen og ligger der i turkisglimmer. Og så er den fortræffelig lokkemad, når vores børn og børnebørn skal lokkes til.«

Bitte Kai Rand, Designer

»Jeg befinder mig bedst med kontraster, og når det hele ikke er for fint. Jeg elsker, når der er gang i rummet, og det roder. «


Bitte Kai Rand har i årtier fremstillet tøj til klassiske, stilbevidste kvinder og har vist sig at være én af dem, der kan stå distancen i en branche, der konstant forandrer sig. Derfor ved hun alt om, hvordan man skaber et særligt forhold mellem mennesker og materialer.

»Det er for nemt at sige, at det er menneskene, der definerer et hjem. For mig er det mere end det. Hjemmet er også knyttet til materielle ting, som for eksempel mine keramikkopper. Dem har jeg et helt særligt forhold til, og jeg skal hver morgen kigge ned i min skuffe og vælge min kop for dagen. Jeg har været enormt knyttet til mange ting, så da vi ryddede ud i gemmerne, var jeg meget bevidst om, hvad jeg ikke ville give videre. De små ting, som jeg ikke ville undvære. Men så havde vi indbrud i sommer… og nu får jeg tyk hals.«

Bitte Kai Rand tager et par minutter til at samle sig og tørrer øjenkrogene uden skam.

»Jeg føler mig mest hjemme lige her. Vi kalder ikke rummet noget, men min mand og jeg har en stol hver her. Og nej, det er ikke en havestue, det er vores helle.« Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.

»Det er jeg ikke kommet mig over endnu. De havde fandeme hugget mine kopper,« siger hun og tager en slurk af en af de kopper, der stadig bor i skuffen.

»Men det var sjovt at skille sig af med nogle historiske ting, som jeg gav videre til familiens børn. Så får de historien bag tingen med, og så lever den videre. Jeg har jo lige været igennem den øvelse, hvor jeg spurgte om mig selv om hver lille ting: »Har jeg brug for det her?« Jeg følte, jeg havde været lidt for grov, da vi så kom over i det nye hus. Men alt, hvad du kan genanskaffe, er jo skide ligegyldigt. Jeg tror, at det kendetegner min alder, at man vænner sig til at skille sig af med ting. Jeg har været en rigtig loppetøs. Men nu skal jeg til at travel light. Jeg vil ikke være bundet til alt muligt.«

Bitte Kai Rand vil ikke fortrække til arbejdsværelset, når hun arbejder med sine kreative projekter. Der bliver formet numser i ler midt i stuen. Fold sammen
Læs mere
Foto: NIELS AHLMANN OLESEN.