Berlingskes anmelder er misundelig: Hamburgs nye musikhus gør alt det rigtigt, som Operaen i København gør forkert

Lad det være sagt med det samme: Jeg er misundelig på Hamburg. Hvor Operaen i København ligger tavs og øde hen, når der ikke er forestillinger, er Elphie som en konstant fest.

Elbphilharmonien hedder i daglig tale ikke andet end Elphie (operaen i København er så kedelig, at ingen har gidet finde på et kælenavn til den), skriver Berlingskes anmelder Holger Dahl, der har været en tur i Hamborg. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Heimken

Hamborg og København er som søsterbyer: De er begge handelsbyer, der skylder deres vand og havn al den velstand og succes, de har opnået. Hamburg er meget større end København, men på den anden side er København hovedstad for et helt land, så på mange måder er de to byer sammenlignelige - også hvad angår kulturliv. De to metropoler har for eksempel begge et stort, privat igangsat musikhus liggende på spektakulære pladser ud til vandet: I København har vi Operaen på Dokøen over for Amalienborg, og i Hamburg har de Elbphilharmonien. Og lad det være sagt med det samme: Jeg er misundelig på Hamburg.

Hvor Operaen ligger tavs og øde hen, når der ikke er forestillinger, er Elphie som en konstant fest. En bygning, der inviterer alle indenfor og tilbyder panoramaudsigt, cafeer, musikskole og meget meget mere.

»Operaen i København er så kedelig, at ingen har gidet finde på et kælenavn til den«


Operaen i København har vist sig at være lidt af en hadegave. Mærsk Mc-Kinney Møller ville i virkeligheden hellere have et monument end en opera, og derfor blev det offentlige program omkring projektet sløjfet. Oprindelig var det meningen, at bygningen skulle flankeres af boligbebyggelser, så der ville opstå et levende bykvarter omkring den store klods. Et tema, man mageligt kan se for sig. Pladsen foran operaen kunne på den måde være et aktivt rum, som pladsen foran Elphie eller for eksempel Tate Modern i London, og selve blokken ville ikke virke så kedeligt dominerende i havneløbet. Men det blev der ikke noget af, og desværre har vi nu på femtende år et stort, dødt fremmedelement liggende som et af de mest dominerende elementer i Københavns Havn.

Operaen Holmen - er der liv? Næsten ikke. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Helt anderledes er det gået i Hamburg med Elbphilharmonien, der i daglig tale ikke hedder andet end Elphie (operaen i København er så kedelig, at ingen har gidet finde på et kælenavn til den).

Elphie startede også som et privat projekt. Den lokale arkitekt og developer Alexander Gerard fik den idé at omdanne det tidligere kakaolager Kaispeicher A til en kombination af koncertsal, luksushotel og ejerlejligheder. Heldigvis havde Gerard gået på arkitektskole i Zürich sammen med både Herzog og de Meuron, så han bad de to stjernearkitekter om at lave en skitse til projektet. De to schweizere havde en heldig dag på kontoret den dag og kom tilbage med en helt fantastisk visualisering: Et krystalslot placeret oven på den massive lagerbygning.

Billedet lignede både et drømmesyn, et sejlskib, en diamant og noget, den store tyske romantiske maler Kaspar David Friedrich kunne have malet. En romantisk vision, der havde en sådan kraft, at alle i Hamburg smed deres imaginære hatte op i luften og jublede. Og tanken om, at projektet stort set kunne finansieres med private midler, hvis bare bystyret ville stille grunden og den gamle lagerbygning til rådighed, gjorde ikke entusiasmen mindre - tværtimod.

Imidlertid gik det ikke helt som stipuleret: Budgettet var som altid alt for lille, ideerne om, hvor store belastninger lagerbygningen kunne tåle, alt for optimistiske - ligesom tidsplanen, der skred fra dag ét. Skandalerne og de rasende avisartikler hobede sig op, men sjovt nok var den indledende vision så stærk, at projektet overlevede alle forsøg på at stoppe det. Bystyret i Hamburg greb gang på gang dybt i lommerne og blev ved med at finde penge at smide i det tilsyneladende bundløse hul, philharmonien havde udviklet sig til. Arkitekterne tegnede videre, og byggefolkene byggede.

»De fem milliarder, byggeriet har kostet, er der ingen, der taler om, for Elphie er alt det en kulturbygning i en storby kan være og burde være. Alt det operaen i København ikke er.«


Og endelig, i januar 2017 - med næsten syv års forsinkelse - kunne vidunderet på Elben byde de første gæster indenfor til det, der hurtigt viste sig at være en overbevisende triumf. Al kritik forstummede på et øjeblik. De 5,8 milliarder kroner, byggeriet har kostet, er der ingen, der taler om, for Elphie er alt det, en kulturbygning i en storby kan være og burde være. Alt det, operaen i København ikke er.

Sådan ser et vartegn ud for en by, der tager sit kulturliv alvorligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Daniel Reinhardt.

For at starte med det ydre, er den virkelige Elphie lige så sindsblæsende fantastisk som de perspektiver, projektet i sin tid blev solgt på: Det spinkle krystalgardin på den solide teglbase giver mindelser om sejlskibe, eventyr, himmel og hav. (Og for de arkitekturinteresserede om Hans Sharouns Berliner Philharmonie - alle moderne koncertsales moder). Bygningen formår at være både ikon og et helt praktisk bindeled mellem det gamle og det nye Hamburg. Som pejlemærke i byen taler Elphie både med Hamburgs spir, med de gamle lagerbygninger langs Elben og med den modernistiske gryderet, der serveres i den spritnye HafenCity.

Forestillingen begynder

I Elphie begynder forestillingen allerede på gadeplan. Adgangen til vidunderet sker gennem en meget lang, krum rulletrappe, der løber i en sprutpudset, grotteagtig gang, som minder om gammeldags futurisme a la Charles de Gaulle-lufthavnen i Paris. Turen gennem grotten har materialemæssigt intet at gøre med resten af bygningen og fungerer snarere som en slags nulstilling af sanserne, så man er klar til at møde Elphies største og egentlige attraktion: Udsigtsdækket på toppen af den gamle lagerbygning. Her - 38 meter oppe i luften, mellem murstensmassivet og glasslottet - er der en offentlig plaza, komplet med cafeer, restauranter og instagram-egnede udsigtspunkter. Hele udsigtsdækket fastholder skibsmetaforen med lave stålgelændere, der får gæsten til at føle sig som svimmel passager på et krydstogtsskib midt i Elben. Plazaen og dens garniture er et arkitektonisk amokløb, der nok ville være gået helt galt for mindre arkitekter, men som her bliver en sikker komposition i tegl, træ, glas og beton. Fra plazaen er der adgang til det indbyggede femstjernede luksushotel, til de 44 lejligheder, bygningen også rummer, og til de to koncertsale.

»Hele udsigtsdækket fastholder skibsmetaforen med lave stålgelændre, der får gæsten til at føle sig som svimmel passager på et krydstogtsskib midt i Elben.«


Det mest fantastiske ved bygningen er, at der er ægte liv på dækket. Det er tydeligt, her halvandet år efter åbningen, at hamburgerne har taget Elphie til sig - som et naturligt sted at mødes til en kop kaffe, som et gå-i-byen-sted - og naturligvis som det wow-sted, man tager besøgende gæster med hen at se.

Tysk skønhed, der er til at forstå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Axel Heimken.

Kontrasten til vores søvnige opera er enorm - og det er ærgerligt, for Operaen i København fungerer på alle måder bedst, når man er inde i den. Der er ved hele projektet ikke så meget at juble over, men på den anden side har både rummet bag og pladsen foran den triste facade udsigt og havnekontakt nok til at kunne blive et rigtigt STED i København.