Arkitekturanmeldelse: Af børn og fugle skal man høre sandheden. Her er en skole man har lyst til at være i

Grøndalsvængets skole i København NVs fuglekvarter har fået en højtflyvende make-over.

Grøndalsvængets Skole. Den gamle skolelænge er blevet renoveret og skolen er blevet udvidet med to tilbygninger, maskeret som sammenbyggede længer. Fold sammen
Læs mere
Foto: JJW

Skolen er en af de vigtigste bygninger i enhver danskers liv. Vi kan alle sammen huske lugten i aulaen, det mærkelige rum for enden af gangen, vindueskarmene, vinylen i klasseværelset og lyden af hvidt kridt mod en grøn tavle. Sådan vil det altid være, og derfor er det også vigtigt, hvordan vi bygger vores skoler. Når man ser tilbage i undervisningshistorien, har skolen altid spejlet samfundet omkring den, og selve bygningen har som type bevæget sig fra skolestuen over palæet og fabrikken til nutiden, hvor nye skoler ofte er diffust opløste strukturer uden noget klart rumprogram – spejlinger af dén almindelige forvirring, der hersker i undervisningsverdenen her et stykke inde i det 21. århundrede.

En anakronistisk palæ-skole

Det er derfor helt utroligt velgørende at besøge JJWs netop færdiggjorte renovering af Grøndalsvængets skole i det københavnske Nordvestkvarter. Det er herude, vejene alle er opkaldt efter fugle, og som bekendt er det jo af børn og fugle, man skal høre sandheden. Kvarteret blev i al hast bebygget i 1920erne, da København også havde vokseværk. I de nye kvarterer slog nogle af tidens unge arkitekter sig løs og introducerede de relativt lave længeboliger lagt ud mellem grønne områder som et modtræk til den overklumpede slum, byproletariatet flygtede fra.

Da man i 1929 skulle bygge kvarterets skole, faldt valget dog på den på det tidspunkt over 60-årige Victor Nyebølle, som tegnede en skole, der på ingen måde henvendte sig til fremtiden: En allerede i samtiden anakronistisk gammeldags palæbygning. En 120 meter lang længe med en central trekantet tempel-tympanon, der helt u-funktionalistisk ikke markerer indgangen. Skolen var nemlig oprindeligt delt op i en pige- og en drengeskole med indgang i hver sin ende af længen og med hver sin gymnastiksal som en barriere i midten.

Man havde gennem årene forsøgt sig med forskellige lapperier, men det ændrede ikke ved, at en større renovering efterhånden var nødvendig. JJW, der er en meget erfaren skoletegnestue, vandt opgaven og har fået et meget helstøbt projekt ud af det hele.

Mod Vibevej præsenterer »længernes« gavle og den genbrugte tegl sig ganske fornemt. En trappe og et lille plateau på hjørnet inviterer indenfor. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Ny hovedindgang

Den gamle kæmpelænge er blevet grundigt omkalfatret. De fjollede gymnastiksale er blevet nedlagt, og en hovedindgang er blevet etableret i midten af bygningen, sådan som dens form hele tiden har lagt op til. Bag hoveddøren finder man det i tidens skoler uundgåelige mediecenter i et åbent halvvejs dobbelthøjt rum, der ikke helt har rumdybde til at føles rart.

Overalt i de nyskabte rum har skolen fået en lyddæmpende træbeklædning i krydsfinerstave, der også er både taktilt og visuelt behagelige. De virker lidt som fremmedelementer i den klassicistiske længe, men de er nyttige – ingen tvivl om det. Gulvene er højkantsparket i små asketræsklodser. En smuk løsning, der kun kan fungere, fordi skolen er en skofri skole. Skolen fortæller, at en skofri skole har et lavere konfliktniveau end én med sko. Man kan simpelthen ikke være sur i strømpesokker.

Oven på mediecentret har vi skolens administration, over den er der klasseværelser til mellemtrinnet og øverst oppe i samfulde 120 meters bredde holder udskolingen til. Det er lykkedes JJW at lave nogle store, åbne og meget brugbare klasselokaler, der uden at sænke loftshøjderne lever fuldt ud til tidens krav om ventilation. Meget stringent er stort set alle tilføjelser holdt i krydsfiner. Det gælder både skabene, køkkenet og de lave siddenicher, der er blevet etableret i klasseværelserne.

Renoveringen af den gamle bygning har ikke været nem. Bygningen egner sig simpelthen ikke til moderne skolebrug, men JJW har kæmpet med materialet og resultatet er bestemt anvendeligt.

Den store trappe i indskolingen fungerer både som legerum, sidderum og samlingsrum. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Ekspertise i tilbygningerne

Det er i tilbygningerne, man for alvor ser ekspertisen og samtidig, hvordan ideen om en skole har forandret sig. JJW har bygget skolen om til et trefløjet anlæg ved at placere, hvad der udefra ligner to gange fem sammenbyggede længer, der rækker ud fra hovedbygningen og vender gavlene mod Vibevej. Længeudtrykket er kun kulisse, for indvendigt er der tale om store sammenhængende rum. De nye bygninger er opført som traditionelle betonkonstruktioner, men har nogle meget smukke skalmure i genbrugstegl.

For tydeligt at vise, at vi ikke har at gøre med muret byggeri, har de nye længebygninger store indskårne glaspartier i stueetagen – et greb, nogle finder kunstigt, men som i virkeligheden er et udtryk for konstruktiv ærlighed. Den østlige længebygning er en fælles indskoling og SFO for de mindste, og herinde ser man virkelig JJWs store erfaring som skolebyggere. Alle rum er funktionelle, praktiske og venlige.

Fra den (i dag også uomgængelige) store centrale samling/lege/læsetrappe til klasseværelserne, gangarealerne, de små siddenicher og de diskrete, halvhemmelige legerum er alle arealer udnyttet og sat i spil på en ligefrem, brugbar og ukunstlet måde. Materialerne er overalt de samme som i renoveringen af hovedbygningen, og det giver en rolig homogenitet til hele projektet. Her er ikke, som man ellers ofte ser i moderne skoler, nogle udskridende spildrum, man kalder noget smart for at dække over deres mangler, og heller ingen postulerede »fordybelsesrum«, der bare er dårligt placerede skakter.

 

»Længemotivet passer fortrinligt til kvarteret ligesom teglfacaderne. Kun zinktaget falder lidt udenfor, og er en af de få mislyde, projektet trods alt har.«


En meget venlig tilbygning

Alt er venligt, alt er aktivt, og alt er brugbart. Det samme kan man sige om den vestre længebygning, der rummer den store sportshal, en mindre hal og nogle virkelig behagelige musikrum. Alt i alt er nybygningerne til Grøndalsvængets skole overordentligt vellykkede. Så lever vi gerne med den postmoderne finte, at det, der udefra er fem længer, i virkeligheden er store samlede rum, og retfærdigvis skal det siges, at både i det centrale rum i indskolingen og i sportshallen gør JJW sig umage med, ved hjælp af tagvinduer, at vise formen også indefra.

De falske længer passer meget fint ind i kvarterets øvrige arkitektur, men gangbroen mellem den gamle og de nye bygninger er alt for brutal. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Længemotivet passer ligesom teglfacaderne fortrinligt til kvarteret. Kun zinktaget falder lidt udenfor og er en af de få mislyde, projektet trods alt har. En anden er boldbanen, som landskabsarkitekterne fra Schul i en misforstået lyst til at finde på noget anderledes har vendt på skrå i skolegården. Det virker bare fjollet. Endelig kan jeg ikke forstå, at der ikke har været penge til at designe en ordentlig broforbindelse mellem hovedbygningen og indskolingen. Gangbroen er uden tvivl nødvendig af hensyn til skolens daglige flow, men dén bro altså, man er endt med at stille op, ligner noget overskudsproduktion fra Øresundsbroen og skæmmer faktisk den pæne tilbygning.

Det er svært at ramme rent gennem et helt projekt, og der er altid mange bindinger af både funktionel og arkitektonisk karakter, så de nævnte mangler skjuler trods alt ikke, at JJW med Grøndalsvængets skole har lavet en meget, meget vellykket skolerenovering.

Grøndalsvængets Skole