5 ting jeg ville redde: »Allerede som otteårig fik jeg et udstoppet hajhoved og en krabbe i glas, og siden er samlingen bare vokset«

Designer Maikel Tawadros prøvede at slippe moderæset og kaste sig ud i en tilværelse som ejer af en kaffebar. Men han kunne hverken slippe moden eller sit eget særlige tag på den og er nu aktuel med et nyt brand, »arv«. Her viser han de fem nye og gamle ting, som han ville redde først, hvis hjemmet brændte.

Designeren Maikel Tawadros. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Maikel Tawadros (32) er designeren, der tidligere skabte dramatisk tøj med couture-præg i eget navn, men som i 2017 stod af moderæset, fordi det førte mere stress og uro end glæde med sig. Han købte i stedet en kaffebar i Istedgade.

»Jeg skulle bare lave noget helt andet end mode,« husker han.

Den ambition holdt i ti måneder. Så kunne kærligheden til beklædning ikke tøjles længere. Nu er designeren tilbage med tøjmærket »arv«. Brandet er baseret på langtidholdbare design, der ikke skal på udsalg to måneder efter, at de er kommet på gaden, men derimod kan gå i arv fra den ene sæson til den næste.

Maikel bor i en af Københavns grønne oaser gemt bag Kongens Have med sin kæreste og hunden Muffin. Skulle han redde fem ting er det, naturligvis, udelukkende genstande, der skal holde længe, og som kan gå i arv.

Foto: Linda Kastrup.

Den nye jakke i gammelt uld

»Denne her jakke ville jeg tage på som det første, hvis lejligheden brændte. Det var allerede i 2015, at ideen om mit nye brand, »arv«, kom til mig på et kræmmermarked i Vig. Jeg købte en gammel militærskjorte for 25 kroner, og den havde bare det perfekte snit og rigtige kvalitet, selv om den var ældgammel. Den blev kickstarteren for mit nye projekt om at skabe få gode ting, som du har lyst til at gemme på i mange år – også selvom de er lavet af gamle materialer. Denne jakke er fra min kommende kollektion og er lavet af gammel uld fra et lager, jeg fandt i Polen. De tekstiler kan nu blive omsat til noget brugbart. Den er designet med udgangspunkt i en italiensk militærjakke, og den kan fungere både til mænd og kvinder. Den klæder alle. Jeg har noget særligt med jakker. Du kan ligne lort, men tager du skarp jakke på, så løfter den hele dit udtryk og humør.«

Foto: Linda Kastrup.

Den udstoppede papegøje

»Papegøjen skulle helt sikkert reddes ud af flammerne. Det er en fødselsdagsgave fra mine forældre. Jeg har en svaghed for udstoppede dyr, og jeg er meget betaget af en konservator, der holder til i Gentofte. Han har selv en levende papegøje og er ellers omgivet af en zoologisk have af døde dyr. Udstoppede papegøjer er svære at opdrive, for de skal dø en naturlig død, så du må bare vente. Denne her er fra en fuglepark i Nordsjælland, og det tog konservatoren tre måneder at få den klar til mig. Fascinationen vågnede, da jeg var barn, hvor min familie havde i sommerhus i Sydspanien, og vi var der hver sommer. To af vores nabobyer, Torremolinos og Fuengirola, havde begge en magisk butik med døde dyr. Allerede som otteårig fik jeg et udstoppet hajhoved og en krabbe i glas, og siden er samlingen bare vokset. Jeg har mange udstoppede dyr i dag, også en snog og en hugorm på glas. Dem har min kæreste det stramt med, men papegøjen kan vi mødes om.«

»Jeg har aldrig været vild med den der dyrkelse af den sikre skandinaviske stil. Alt er bare pænt og salgbart.«


Foto: Linda Kastrup.

Skoene fra Martin Margiela

»Jeg købte skoene sidste år, og det er blevet det par, jeg er gladest for. De deler ikke bare tæerne, men også vandene. Enten synes mine venner, at de er forfærdeligt grimme eller helt geniale. Tabi-skoen er Martin Margielas signaturdesign, og han er min absolutte design-helt. Tidligere fandtes de kun til kvinder, men nu bliver de omsider også lavet til mænd. For mig er de et ikonisk fashion statement fra en designer, der altid var tro mod sig selv. Han var altid the odd one out. I slut-80erne hvor alle lavede glam og store skulderpuder, lavede han sort, skørt grunge-tøj. Det kan jeg spejle mig i. I folkeskolen sagde lærerne altid: »Hvis Maikel bare var lige så dygtig med bøgerne som han er til at sætte tøj sammen, ville han være et dydsmønster«. Jeg har altid gået meget op i at se præsentabel ud, men også at overskride normen.«

Foto: Linda Kastrup.

Bøgerne om belgisk mode

»Jeg er overhovedet ikke en læsehest, men de bøger jeg har, er betydningsfulde for mig. Bogen om Martin Margiela er blevet et samlerobjekt, der bliver solgt for en formue på Ebay. Jeg købte den for 20 euro, da han havde 20 års jubilæum i 2008, og der blev afholdt en stor udstilling på MoMu i Antwerp. Den tykke sag er en special edition-bog med alle hans herrekollektioner. Den er min form for glansbilledbog. »The Belgian Designers« ser jeg som min ordbog til alle de vigtigste belgiske designere, og så har den billeder der ikke kan ses andre steder. Der er kun et officielt billede af Margiela selv, men i denne bog er der et andet billede af ham. Manden, der ellers har sat sig for kun at designe bag et kollektivt »vi«, er fanget helt ung, alene og ja, menneskelig. Da jeg opdagede det billede første gang, blev jeg helt rørt. Belgierne er i min optik de mest interessante designere. Den flamske mode viste tænder allerede i 80erne, hvor parisisk mode lignede noget fra »Dollars«. Jeg har heller aldrig været vild med den der dyrkelse af den sikre skandinaviske stil. Alt er bare pænt og salgbart. Der er ikke noget på spil som hos belgierne.«

Foto: Linda Kastrup.

Det skælmske kunstværk

»Maria Rubinke, der er en af mine gode bekendte, har lavet det her finurlige, lille værk, som klart skulle reddes i en brand. Jeg fik skulpturen af hende, da jeg fyldte 30. Hun laver intet på bestilling, og hun er så selektiv og gennemført i alt, hvad hun laver. Det giver hendes værker en ekstra værdi. Denne her figur med en fluesvamp og en orm, burde jo ikke være smuk, og det er den måske heller ikke. Blomster, er vi enige om, er smukke, men må orme være det? Lige meget – bare værker er lidt off, så taler de til mig. Jeg kan se, at jeg selv bliver mere excentrisk med alderen. Denne her figur er blevet symbolet på, at jeg får stadigt mere smag for alt det, der ikke kun er ren æstetik, men også rummer en skæv humor. Og så skal den kunst, som jeg omgiver mig med være noget, jeg har en forbindelse til personligt – det må ikke bare være en hul investering.«