Den smertefulde lære af krigen i Irak

Aktivistisk udenrigspolitik er ikke noget, man fører med lethed slet ikke når det foregår med militære midler.

De sidste danske soldater er ude af Irak, og det er tid til at gøre status over fire et halvt smertefulde år siden den amerikansk-ledede invasion i marts 2003. Således også for den danske statsminister, som i de seneste dage efter de danske troppers exit med en hidtil uset beredvillighed har stillet sig til rådighed for spørgsmål om krigsgrundlaget, den danske beslutning om at gå i krig og de massive problemer, Irak-indsatsen viste sig at løbe ind i. Selv Ekstra Bladets Bo Elkjær fik et interview. Boet skulle åbenbart virkelig gøres op.

Og hvad er læren så af fire års krigsindsats, som vist kun de blindeste og mest virkelighedsfornægtende iagttagere stadig fastholder har været vellykket? Når man læser diverse interviews med Anders Fogh Rasmussen, springer især to konklusioner i øjnene. Statsministeren erkender, at krigen var for dårligt planlagt, at freden har været langt sværere at vinde end forudset, og at der er begået klare fejl undervejs. Men han fastholder, at krigsgrundlaget var i orden, eftersom Saddam Hussein nægtede at samarbejde med FN, og statsministeren mener fortsat, at invasionen »var det rigtige at gøre i situationen, sådan som den var i 2003«.

Berlingske Tidende støttede også i sin tid beslutningen. Ikke blot om at invadere Irak og fjerne Saddam Husseins umenneskelige styre men også at Danmark gjorde ret i at slutte sig til invasionen. I 2003, halvandet år efter 11. september, repræsenterede Saddam den potentielt fatale cocktail af despoti, omgang med masseødelæggelsesvåben og mulige forbindelser til terrorismen.

En række af de efterretninger, som Irak-krigen byggede på, viste sig siden hen at være forkerte. Når statsministeren nu fastholder, at den danske krigsbeslutning intet havde at gøre med masseødelæggelsesvåben, så har han naturligvis formelt ret. Men Anders Fogh Rasmussen ved formentlig lige så godt som alle andre, hvor central en rolle disse våben spillede i argumentationen for krigen dengang i 2003. Det var jo netop Saddams uvilje til at samarbejde med FN om at redegøre for sine masseødelæggelsesvåben, der var kernen i det formelle krigsgrundlag.

Lad derfor det faktum, at den danske militære indsats i Irak er slut, være anledning til at gøre regnebrættet op uden for meget udenomssnak. Ja, krigsbeslutningen i 2003 var formelt og moralsk i orden, og den havde reelle hensigter i en verden præget af frygten for det næste store terrorangreb. Men krigen var ikke alene dårligt forberedt, den blev fra den amerikanske Bush-administrations side planlagt med en skødesløshed og en mangel på respekt for sagkyndiges advarsler og løftede pegefingre, som var rent ud sagt skandaløs. Man lyttede ikke til advarslerne mod at opløse hæren og udrense Baath-partimedlemmer. Man undervurderede faren for etnisk-religiøse konflikter internt i landet. Man sendte alt for få tropper afsted i den tro, at operation »Fjern Saddam« ville blive en relativt let opgave også efterfølgende.

Og det er nok den afgørende lære af Irak-invasionen: Danmark bør fortsætte med at føre en aktivistisk udenrigspolitik, også selv om den i sin yderste konsekvens kan betyde dybt beklagelige tab af danske soldaters liv som i tilfældet Irak.

Det er et ædelt mål at ville udbrede demokrati og frihed også til dem, der ikke nyder godt af det i dag, Men skulle der komme en ny situation, hvor Danmark involverer sig i en krig, så bør det høre med til det aktivistiske ikke alene at vinde krigen men også at have en velfunderet og gennemtænkt plan for at vinde freden. Det er ansvarspådragende at gå i krig, og selv om kernen i krigsplanlægningen foregik i Washington D.C., må den danske regering naturligvis påtage sig sin del af ansvaret for deltagelsen i en invasion behæftet med så fatale fejl og mangler, som det viste sig at være tilfældet i Irak.

Det er vigtigt at slå fast, at man naturligvis ikke kunne vide alt, inden man gik ind i Irak. En krigsindsats er altid omgærdet af usikkerhed og uvished. Men hvis man i efterrationaliseringens lys er blevet langt klogere på, hvordan en aktivistisk udenrigspolitisk skal føres og ikke føres så har krigen dog bragt os så langt. Statsminister Anders Fogh Rasmussens egne konklusioner nu, hvor de danske styrker er ude af Irak, tyder på, at erfaringerne har manet til en nødvendig og rigtig eftertanke.