Den sikre... ... og den smukke

Med en markedsandel på næsten 50 procent er Garmin det populære valg. Men konkurrenten Navigon er flottere designet og byder på bedre indstillingsmuligheder. Bilen har prøvekørt to nye topmodeller fra GPS-fabrikanterne.

Navigon opsnapper vejstrækningernes fartgrænser og formidler dem videre. Du får sågar at vide, hvilke seværdigheder (f.eks. Tivoli) du kører forbi. Ingen transportabel GPS på markedet giver så mange gode og brugbare oplysninger - visuelt og lydmæssigt - som Navigon 7110. Fold sammen
Læs mere

At vælge mellem den sikre og den smukke er som at vælge mellem en Volvo og en Alfa Romeo. Førstnævnte har tilfredsstillende køreegenskaber og får dig fra A til B uden skræmmer. Til gengæld tilbyder sidstnævnte dig den sublime køreoplevelse og oser langt væk af stil. Når den virker.

Garmins nye topmodel inden for kompakt navigation, nüvi 660FM, er denne tests Volvo. Kendt af mange og respekteret for sine dyder. Navigon 7110 er outsideren, der udseendemæssigt og på papiret ligner en rigtig Don Juan, men måske holder mere, end den lover. Vi har taget begge modeller på køretur i det meste af Danmark og lidt af Sverige. Vi sætter strøm til.

Menuerne i begge GPSer er glimrende, men på dette punkt udligner Garmin problemfrit. I starten irriteres man lidt over de barnagtigt store felter i 660erens interface, men når først man skal ramme dem med pegefingeren, forstår man hvorfor. Garmin er særdeles let at betjene, selv når man triller hen ad vejen, mens Navigons overfyldte menuer med småknapper kræver præcision som en kat. Naturligvis bør man ikke betjene sin GPS, mens man kører, men selv, når bilen holder stille, kan Navigon volde problemer. Af samme grund har Navigon dog inkluderet en styrepind, der sidder monteret bagpå apparatet. Men det er stadig ærgerligt, at man skal hive den frem for at betjene mange af maskinens menuer.

Begge navigationsenheder havde et særdeles solidt bundniveau med hensyn til at finde vej i både storbyer og småflækker. Derfor fremhæver vi blot nogle få højde- og lavpunkter. Garmins kort er overskuelige og præcise men fra april 2006, hvilket blandt andet undlader motorvejen fra Herning mod Silkeborg. Efter et besøg på SAS Arena til rundens sidste Superligakamp, holdt vi pludselig for enden af en destrueret vej. GPSen påstod hårnakket, at vi skulle træde på speederen og fortsætte lige ud.

Et andet irritationsmoment ved Garmin er den hakkende og til tider langsomme opdatering af billedet. Tit og ofte har man passeret små sidegader, før det registreres på skærmen. Selv om forsinkelsen sjældent er fatal, er den træls. Pakken praler med op til syv timers navigations på et fuldt opladet batteri men efter to-tre timer måtte vi slutte strømkablet til. Hver gang. 

Trods disse enkelte ankepunkter er Garmin en fortræffelig stifinder. Den er lynhurtig til at udtænke en alternativ rute, når man på trods af instrukserne kører forkert, og traffikmeldingerne via TMC guidede os problemfrit uden om en længere kø ved Vejle og på vej ind mod hovedstaden.

De samme forcer har Navigon, men her er opdateringen en anelse kvikkere, ligesom kortet er nyere. Desuden har den en række ekstra muligheder, som Garmin ikke tilbyder. For eksempel kan du ud over den sædvanlige korte og hurtige rute vælge den naturskønne vej gennem landet. Du kan også, når du planlægger en længere tur med få tryk udelukke veje, du ikke har lyst til at køre på. Du får alskens brugbare fysiske fakta: Hvor hurtigt kører du, og hvor højt er du over havets overflade.

Fortalt i én sætning kan Navigon GPS-mæssigt det samme som Garmin og meget mere. Stor føring til outsideren fra Tyskland.

Det sidste, vi har undersøgt, er maskinernes øvrige muligheder og pris. Den mest markante forskel her, er muligheden for at gemme MP3-filer i Garmins hukommelse og sende lyden via maskinens indbyggede FM-transmitter til bilens radio. Dette er mest af alt en gimmick, og kvaliteten bliver naturligvis ikke bedre, end hvad signalet tillader. Et plus er dog, at man kan sende de talte navigationskommandoer via radioen det er en stor hjælp, hvis man befinder sig et sted med meget larm eller kører med høj hastighed. Begge enheder tilbyder trådløs telefoni via Bluetooth, men begge apparaters indbyggede mikrofoner lyder papagtige. Folk beskrev vores stemmer som »langt væk«, når vi ringede til dem.

Navigon er trods sine overlegne indstillingsmuligheder prismæssigt på samme niveau som Garmin, og vi mener derfor også, at den er det bedste køb for entusiaster og kvalitets- og designbevidste kunder. Folk, der sætter pris på brugervenlighed kan dog roligt vælge populære Garmin.