Den politiske fangevogter

Hvorfor er en gyser uhyggelig? Som regel er en gyser jo betegnelsen for et fiktivt værk, men selvom det netop er fiktion, gyser vi alligevel. Det gør vi, fordi vi et kort øjeblik lever os ind i gyset og forestiller os, hvordan det er at være et af ofrene for de ugerninger, der som regel er faste ingredienser i gyseren. De mest uhyggelige gysere er derfor dem, hvor vi har nemmest ved at genkende os selv i handlingen.

En sådan gyser så jeg forleden. En pige var taget til fange som ganske ung og havde i 12 år levet i slaveri og udnyttelse uden kontakt med omverdenen. Hendes daværende kæreste kom ved en tilfældighed på sporet af hende og gjorde flugten mulig for hende. Det største gys var dette: Hun afslog friheden og foretrak fangenskabet. Fangevogteren havde ganske enkelt overbevist hende om, at friheden ville betyde hendes død. Ikke fordi vogteren selv ville slå hende ihjel, men fordi der gik en masse mennesker rundt ude i friheden og ville slå hende ihjel. Hvorfor var dette filmens største gys? Fordi handlingen minder uhyggeligt om den politiske udvikling, vi er blevet fanget af i Danmark.

Gennem årtiers socialdemokratisk kollektivisering, moralisering, institutionsopbygning, røveri af personligt opbyggede værdier og fratagelse af personlig frihed lever størstedelen af befolkningen nu i en total illusion om, hvad frihed er, og hvad den betyder for et menneske. Friheden er blevet noget abstrakt, som levebrødpolitikere omtaler ved båltaler og i skattefinansierede, internationale bureaukratier som EU. Det skyldes ganske enkelt, at friheden på det konkrete plan i Danmark er erstattet af det modsatte: et tyrannisk fangenskab, som omfatter både økonomiske, politiske, kulturelle og værdimæssige sider af tilværelsen.

Indskrivningen i fængslet starter med den statslige og kommunale fratagelse af det mest essentielle grundlag for frihed - retten til at beholde sin ejendom, dvs. retten til de penge man selv har tjent. Frataget sit eksistensgrundlag har den politiske fangevogter let spil til at iføre os spændetrøjen. Den moralske spændetrøje, som umuliggør ytringer, der er så banalt rigtige, at kun en hjernevasket eller tyranniseret person ikke kan erklære sig enig.

F.eks. at trusler om død og lemlæstelse af en befolkning, fremsat af religiøse fanatikere i respons på nogle børnetegninger, er total uacceptabel - og ganske enkelt skal besvares med »I kan bare komme an« i stedet for med undskyldninger og invitation til kaffe hos statsministeren.

F.eks. at en flok kriminelle unge, som laver hærværk og trænger ind på privat ejendom, skal smides i fængsel i stedet for at gøres til et »politisk spørgsmål«.

F.eks. at en mand og en kvinde, som er enige om at indgå en handel, hvor den ene betaler for seksuelle ydelser af den anden, ikke behøver at være henholdsvis et »sadistisk svin« og et »uskyldigt offer«.

F.eks. at min nabos beslutning om at få et barn ikke har en pind med mig at gøre, at jeg ikke kan påvirke den beslutning, og at jeg derfor også gerne selv vil bestemme, hvorvidt jeg vil betale for naboens kones barsel i stedet for at blive tvunget til det af statens »barselsfond«.

Sådanne ytringer støder naturligvis socialdiktatorerne fra Socialdemokratiet, skolefrøkenmoralisterne fra de Radikale, de evigt selvrefererende og selvfede journalister fra DR og væsentlige dele af regeringens egne rækker. Alle de selvudnævnte eksperter, hvis ekspertiseområde som regel er begrænset til spejdermoralske belæringer om, hvordan vi alle sammen skal opføre os og udtale os, for at »tonen« er den »rigtige«.

Ytringerne støder, fordi de indeholder en sandhed, der trods sin banalitet er livsfarlig for de moralske fangevogteres mulighed for at fastholde grebet. De spørgsmål og problemstillinger, som ligger bag sådanne ytringer, vedrører nemlig den enkeltes moral, livsanskuelse og valg direkte. De vedrører kort sagt spørgsmål, der melder sig i den enkeltes reelle virkelighed, og repræsenterer derfor en formidabel og truende modsætning til de evige pseudo-spørgsmål om lighed, ligtorne og amme-politik, der dagligt genereres af politikere, medier og fagbevægelser.

Hvad er det, der holder os fanget, når friheden ligger lige uden for hoveddøren, og fangevogteren har ladet nøglen sidde i låsen? Er vi bange - eller bedøvede?

Begge dele, ser det ud til.

Hvis der er ét ord, der virker som en bedøvelse på alle antrit til flugten til friheden, er det ordet »velfærd«. Hylekoret af levebrødpolitikere og offentligt ansatte har et mantra, som forfærder enhver, der forestiller sig, at det ville være bedre selv at bestemme over sine penge end at forære dem til hylekoret. Velfærd. »Velfærd eller skattelettelser?«, hyler de, og medierne gengiver hylet - selv Berlingske Tidende.

De forskrækkede borgere får blandt andet at vide, at hvis de ikke afgiver mere af deres liv, flere af deres penge og mere personlig frihed til fangevogteren, risikerer de, at deres børn vantrives, deres gamle forældre »omsorgssvigtes«, deres fødevarer bliver mere fordærvede, end de er i forvejen, og at folk kommer til at ligge og sulte i gaderne »som i USA«. »Velfærd« er i den offentlige debat således blevet til et begreb, der skal legitimere og dække over en evigt voksende og værdifortærende offentlig sektor, mere statssanktioneret tyveri, fortsat elendig offentlig produktivitet, mere tyranni og forlænget fangenskab for de stadig færre mennesker, som i virkeligheden bidrager til værdiskabelsen gennem kreativitet, innovation og hårdt arbejde.

»Velfærd« er blevet et skræmmemiddel og en bedøvelsesfaktor. Som et løbsk colombiansk narkokartel oversvømmer velfærdspolitikerne og medierne samfundet med bedøvende forestillinger om evig offentlig saliggørelse gennem »bedre offentlig service«. Konsekvenserne er så småt ved at indfinde sig. Store dele af befolkningen har den afsindige forestilling, at den offentlige sektor og politikerne kan »garantere« velfærd. At værdiskabelse blot er et spørgsmål om at love flest legerum til pædagogerne. At det er bedre at opgive sin egen indtjening og velfærd til den store moderstat, præcis som man gjorde i Sovjet-diktaturet. At de offentligt ansatte skulle være mere interesseret i dit barn og dine gamle forældre, end du og din kone er. At de offentligt ansatte er mere interesseret i din fødevaresikkerhed, end du selv er. At de offentligt ansatte skulle være mere interesseret i dit helbred, end dem du selv kunne vælge at betale for netop denne interesse.

Regeringens problemer med at holde Socialdemokraterne stangen er således også selvskabte. Regeringen har indledt sig på en konkurrence, hvor de traditionelle frihedsberøvere - Socialdemokraterne - i den grad er på hjemmebane. Når det handler om skiftevis at lokke befolkningen med løfter om den offentlige sektors »velfærd«- og trusler om evig forarmelse af store dele af befolkningen, såfremt befolkningen selv bestemte over sine penge, vinder Socialdemokraterne stadig. Det er deres politik, og deres retorik. Så lad dog dem om at køre landet i sænk.

Hvis ikke regeringen formår at melde sig ud af hylekoret og påbegynde det møjsommelige arbejde, det vil være at vise en befolkning, der er vant til økonomisk og moralsk fangenskab, at friheden ikke er en illusion, og at vi hver især har vores egen nøgle til friheden - og at socialdiktaturet døde med Socialdemokraterne - så har regeringen tabt mere end næste valg. Så har den gjort den værste gyser og det værste mareridt til virkeligheden for en hel befolkning.